Læsetid: 2 min.

Så traver vi ad Herrens veje igen, hvor troen stadig er dejligt dysfunktionel

Adam Price danser atter rundt med sine karakterer, som hele tiden er lidt for meget og lidt irriterende, når de indtager én bestemt rolle, men som altid når at rykke sig, før det virker enøjet
Anden sæson af Adam Prices DR Drama-serie Herrens veje er kommet, og hvis første sæson af Herrens vejevar skammens og vredens, så er anden sæson sorgens.

Anden sæson af Adam Prices DR Drama-serie Herrens veje er kommet, og hvis første sæson af Herrens vejevar skammens og vredens, så er anden sæson sorgens.

Tine Harden

15. oktober 2018

Faktisk vidste jeg ikke, hvordan jeg ville have det med endnu en sæson af Adam Prices DR Drama-serie Herrens veje. Det føltes lidt som at skulle flytte ind igen hos en dysfunktionel plejefamilie:

Så ville den alt for stolte, kvartalsalkoholiske patriark Johannes (Lars Mikkelsen) igen sidde der og mæhe sine kristne vers og dominere på sådan en bøvet, selvindsigtsløs måde.

Og så ville hans sunde, vinterbadene hustru, Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen) igen måle sin urmoderlige styrke i, hvor meget hun kan tolerere i mandens, i sønnernes og i den labre præstegårdslivstils navn.

Men snart kommer man altså i stemning igen – af temamusikken, af det kælne kamera og flotte efterår – og af trygheden i, at alvoren hos Price uden problemer kan indtages med kærligt blik for seriens latterlighed og karikaturer, og at det hele alligevel når at blive rørende, mærkværdigt og engagerende og sin helt egen form for dansk drama.

Og naturen skreg

Hvis første sæson af Herrens veje var skammens og vredens, så er anden sæson sorgens.

I sidste afsnit af første sæson gik sønnen August ud foran en lastbil og blev dræbt. Vi mødte ham som den danske folkekirkes ungdomspræstesvar på Justin Bieber, men efter et traume som feltpræst gik han i stå, blev lidt skør, blev så gadepræst med et frelserkompleks, og til sidst – bam! – døde han. Over markerne så vi hans sjæl rejse afsted sammen med andre, og naturen skreg, og blæsten ruskede, og himlen åbnede sig, sådan husker jeg det. Det hele blev i hvert fald så storladent og højstemt, som danske drama ellers aldrig tør.

Det er – stadig – det bedste ved Herrens veje: på én og samme gang at vise, at det spirituelle og religiøse og parallelle kan være selvindbildning, psykose eller drøm, men at det også findes. Og at det netop er fiktionens privilegerede ret ikke at skulle vælge mellem de to. Fiktionen skal hensætte os i en tilstand af nysgerrig åbenhed, ikke vinde os over på en bestemt side.

Og det er på alle måder stadig dér, Adam Price danser rundt med sine karakterer, som hele tiden er lidt for meget og lidt irriterende, når de står indtager én bestemt rolle – også i sorgen, hvor fortrængningen hos faderen, bearbejdningen hos moren og frelserkomplekset hos enken råber til himlen. Men de faste roller når også altid at rykke sig, før det virker enøjet. 

Broren Christian (Simon Sears) er gået fra at være dødsdriftig og vred handelsskolestuderende til at blive en meget frelst og mild og succesfuld gurutype. Nu ser vi ham kysse sin lækre kæreste på en meget intenst langsom og lykkelig måde og flexe kæbemusklerne, når han skal sige noget klogt om selvhjælp-uden-bullshit (han kalder det Open Mind-metoden).

Men sorgen og afmagten buldrer i ham. Der er grund til at tro, at serien selv har fået lyst til at pille i hans selvgode projekt. Ingen skal have ret særlig længe ad gangen.

Så længe troen og familien forbliver evigt foranderligt dysfunktionelle, så er det fint, at serien lever op til den nye public service-kontrakts krav om at fremstille kristendom

’Herrens veje 2’. Ide og historie: Adam Price. Sendes søndage kl. 20.00 på DR1.

Serie

Information anmelder ’Herrens veje II’

Den dysfunktionelle præstefamilie er tilbage på skærmen – nu uden lillebror August. Vi anmelder alle afsnit af Herrens Veje II.

Serien sendes søndag kl. 20 på DR1.

Læs anmeldelserne af første sæson her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ruth Gjesing
  • Malan Helge
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
Ruth Gjesing, Malan Helge, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

Ja der er ikke meget tjubang over det, men det ville da også være en udtalt forkert forventning at sætte sig tilrette med. Dramaet ligger og lurer hele tiden og skuespillet og kameraføring m.m. er helt i top

Steffen Gliese, Jørn Andersen, Lars Sell-B og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Frikadellepartiet må da kunne tilgive DR alle de mange venstrenspede udskejelser såsom 1864, Danmarkshistorien mv., når partiet nu igen igen får en fersk omgang præstegårdsdrama, hvor hovedpersonen er Vorherre og hans jordiske sendebud, Pater familitas, Johannes.
DF ønsker sig endnu mere kristendom i DR - et krav, der mærkeligt nok aldrig stilles til skodkanalen TV2 - og det får PF'erne så her i rigt mål.

Christel Gruner-Olesen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Efter sidste sæson var jeg solgt. Bare ærgerligt at min favorit August skulle dø.
Men han dukker nok op som overjordisk gestalt..?
Fantastisk flot og velspillet må man under alle omstændigheder indrømme, og det er ikke så værst med lidt mere åndelighed i dansk drama.

Egentlig er jeg overhovedet ikke så sikker på at "Herrens veje" falder i DF's smag, for der er altfor stor åbenhed om religion i det hele taget, og ingen skråsikkerhed overhovedet.
Serien lever bestemt ikke op til partiets slogan, (der vist er noget i retning af 'Vi gør ganske som vi plejer', eller var det nu 'Du kender os bedre end du kender dig selv'?)

Dina Hald, Malan Helge, Ejvind Larsen, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Eva - Mntøh - tror nu nok, at DF'erne tager de andre religioner med så længe den autoritære Johannes ender med, at få det sidste ord.

DF fobien udvikler sig hen mod den skinbarlige paranoia. Et ekstra spændingsmoment i seriens mentale univers. Spøgelser overalt.