Her i avisen har vi skrevet adskillige artikler og anmeldelser om, hvordan klimaforandringerne har fundet vej ind i særligt nordisk børnelitteratur. F.eks. i Martin Glaz Serups Huset på havets bund fra i år eller Jesper Wung-Sungs Frøen og fluen og en hel række af de nominerende til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris.
Som undertegnede selv formulerede det i en artikel i 2014:
»De er de første, der mærker konsekvensen af afmagt. Børnene, som er overladt til de voksnes luner. De gives ingen myndighed og må derfor forlade sig på, at andre forstår at bruge deres. Måske er det derfor, at dystopien trives i børne- og ungdomslitteraturen lige nu. Mens vi stadig venter på den store roman til de voksne om de menneskelige konsekvenser af klimaforandringer, globale konflikter og en ny verdensorden, så bliver situationen mere og mere alvorlig, når det gælder bøger for børn og unge.«
Det har således været en stærk tendens i børnelitteraturen i en håndfuld år at skrive børnelitteratur som en reaktion på klimakrisen.
En række forskere inden for nordisk børnelitteratur har nu undersøgt denne tendens i bogen Ecocritical Perspectives on Children’s Texts and Cultures redigeret af Nina Goga, Lykke Guanio-Uluru, Bjørg Oddrun Hallås og Aslaug Nyrnes. Og det gør de med en forbilledlig fordomsfrihed, der betyder, at udgivelsen kan favne meget bredt inden for et ellers smalt fokus.
De undersøger blandt andet, hvordan enkelte værker kan fungere som øvelser i økokritisk læsning, hvordan moderne børnelitteratur forholder sig til planter og dyr, hvilken naturopfattelse, der hersker i børnelitteraturen, er vi kommet videre fra den romantiske forestilling om barnet som værende i særlig kontakt med naturen? Og hvad sker der med kønsrollerne i mødet med klimakrisen (en hel del faktisk).
Nina Goga et al.: ’Ecocritical Perspectives on Children’s Texts and Cultures’.
Men som det lyder i indledningen, så har de lyttet til børnenes egne udtalelser om naturen for at undersøge deres opfattelse af den: »Da børns forståelse af forhold mellem mennesker og resten af naturen er afgørende for deres udvikling som økoborgere.«
Det sidste udsagn antyder, at dette værk ikke kun handler om litteratur og kultur for børn, men også om, hvordan man danner små økokritikere i klimakampen. Og det lyder som et ekko af noget, vi har hørt før, men man misforstår forskerne, hvis man læser teksterne ind i den kontekst. De er alt for interesserede i litteratur til at reducere den på den måde. Hvis man vil, kan man netop bruge det omfangsrige analyseapparat, som forskerne stiller til rådighed, til at lave en kritisk vurdering af økokritiske værkers kvalitet. Men mest af alt er forskerne interesseret i at undersøge, hvordan naturen er repræsenteret i nordisk børnelitteratur, og tager udgangspunkt i bøger fra hele norden – der er også bidrag fra dansk børnelitteratur- og forskning.
Særligt Nina Goga, der er professor i børnelitteratur ved universitetet i Bergen, giver med sin undersøgelse af svenske Frida Nilssons børneroman Ishavspirater et eksempel på, hvordan litteraturlæsning kan være »en øvelse i økokritisk tænkning«. Og det gør hun så pædagogisk og konkret, at det om noget viser, hvordan børnelitteraturen kan fungere som en nøgle, der kan åbne døre til nye forståelser af litteraturen generelt – børnelitteraturen er med sit frirum ofte first mover, når det gælder nye litterære tendenser.
I Ishavspirater drager pigen Siri ud for at finde sin søster, der er blevet kidnappet af en ond mand, der stjæler børn, for at de skal arbejde i hans miner. Bogen finder sted i et vintermiljø, hvor mennesker er selvforsynende og lever i pagt med naturen.
Goga drager paralleller mellem Ishavspirater og Ursula K. Le Guins klassiker Troldmanden fra Jordhavet, da de begge foregår i et sne- og isklædt øhav, og menneskelig grådighed og udnyttelse af naturen tematiseres og problematiseres. Men også fordi man kan læse Siri som en heltinde i Le Guins Bæreposeteori om fiktion.
Goga forklarer Le Guins teori kort og præcist, så man hurtigt selv kan putte den i sin vadsæk og tage den op, når det bliver relevant. Det går ud på, at Le Guin ikke arbejder ud fra den opfattelse, at menneskets første instinkt var/er at slå, stikke og myrde, men derimod at høste, samle og gemme. Mennesket skaber betydning ved at ordne ting i en bestemt relation til hinanden.
Det var sådan Le Guin selv skrev fiktion og nu altså også Nilsson, mener Goga, der viser, hvordan Siri overvinder manden, der slår, stikker og myrder ved selv at høste, samle og gemme på sin rejse mod ham. Hun kommer til at mestre naturen ved at undersøge og forstå den, ikke ved at overvinde eller udnytte den. Det ser man faktisk allerede i bogens første linjer, fortæller Goga.
»Denne fortælling handler om dengang, jeg drog ud på Ishavet. Det var midt om vinteren. Jeg var lige fyldt ti, og hvalerne lå og hvilede ude i vores vig. Skummet stod som skyer over deres blanke rygge, og ude ved horisonten havde tågen ligget i flere dage, så tyk og hvid og smuk,« lyder de første linjer i Frida Nilssons bog i den danske udgave, der udkom på ABC Forlag i 2016, oversat af Susanne Vebel.
Beskrivelsen af landskabet og Siris placering i det er »relationel og ikke hierarkisk« gennem hele værket og er dermed med til at problematisere menneskets opfattelse af sig selv som en undtagelse, en, der står uden for og over naturen. Landskabet er med til at definere hovedpersonens værdier. Med meget enkle greb og spørgsmål til teksten viser Nina Goga, hvordan man kan blive en økokritisk læser.
Det er en generel forbilledlig ambition ved denne udgivelse: Analyserne er formuleret på en måde, så man selv kan tage dem i anvendelse. Så man selv kan handle. Disse forskere accepterer ikke afmagt, og litteraturen bliver en klimakampplads. De inviterer til, at vi alle kan blive økokritiske tænkere. Og tænk: ved at læse en børnebog!
’Ecocritical Perspectives on Children’s Texts and Cultures’, Nina Goga, Lykke Guanio-Uluru, Bjørg Oddrun Hallås og Aslaug Nyrnes red. Palgrave Macmillan, 300 sider, 119 dollar
