Læsetid: 2 min.

’Skabt for dig’ er ikke særligt original, men det er unge pigers problemer med sociale medier jo heller ikke

(Over)tydelig kritik af sociale mediers effekt på unge kvinders selvtillid i Louise O’Neills ’Skabt for dig’
26. oktober 2018

I Louise O’Neills Skabt for dig bliver illusionen om de perfekte piger med den perfekte krop og det perfekte liv nedbrudt. Den amerikanske forfatters roman er skrevet til min generation – til unge kvinder – efter samme skabelon, som mange af de ungdomsromaner, der er blevet bestsellere og filmatiseret i de seneste tyve år: Den tager nogle af de ungdomsproblemer, som der er meget snak om i medierne og placerer dem i en grusom science fiction-fortælling.

Historien i Skabt for dig foregår i en dystopisk fremtid, hvor den menneskelige race er truet, og kvinder ikke længere kan føde på naturlig vis, men i stedet fremstilles i laboratorier af de såkaldte genteknologer. Og eftersom kvinder kun kan skabes kunstigt, ville det have »været tåbeligt ikke at foretage nogle forbedringer«. Disse forbedrede versioner af kvinder kaldes evaer, og de tilbringer 16 år af deres liv, fra de er fire til de er 20 år, på at lære, hvordan de opnår såkaldt perfektion: De lærer at være kontrollerede, ikke at græde, altid at adlyde mænd, og de bliver med jævne mellemrum vejet, for at sikre sig, at de holder sig inden for idealvægten. Deres formål i livet er at blive enten kone, konkubine (en form for prostitueret) eller en af de kyske (en, der oplærer andre evaer).

Gyldendal
Romanens hovedperson og fortæller er Frieda, en ung pige, som beundrer de andre piger for deres skønhed – mens hun ikke en eneste gang beskriver sig selv i positive vendinger – og som i løbet af fortællingen bliver mere og mere afhængig af SovSødt, en form for sovemiddel, der, i en vis grad, tillader hende at distancere sig fra presset og forventningerne omkring hende.

Friedas jævnaldrende evaer nedgør hinanden dagligt, blandt andet gennem fiktive sociale medier som MyFace og noget kaldet ’Dit eller mit ansigt?’, hvor man kan deltage og konkurrere med de andre evaer om, hvem der er smukkest.

Romanen er således en tydelig kritik af sociale medier og deres effekt på unge piger og deres selvtillid. Ligesom i bogens sociale medie ’Dit eller mit ansigt?’ kan unge kvinder i dag på blandt andet Instagram og Facebook bedømme alle og enhver i form af likes, delinger og kommentarer.

Som læser får man et indblik i, hvordan de, angiveligt, fejlfrie piger er mindst lige så usikre på sig selv, som alle andre. De bruger feje kneb til at opnå popularitet og skønhed, de fryder sig, når deres veninder tager på, får udslæt i ansigtet eller bliver ydmyget offentligt.

Romanen er meget fængende, men desværre er den fyldt med klichéer. Den bidrager ikke med noget originalt til diskussionen om sociale medier, og handlingen bliver gennem hele romanen båret af dialogen, hvilket gør den forceret og unaturlig. Universet er ikke så troværdigt; man får ikke nok baggrundshistorie til, at man helt kan give sig hen til det.

Det er ærgerligt, for jeg tror, det kunne have været en god bog at læse for mange unge piger.

Den er ikke særligt original, men det er mange af vores problemer jo heller ikke.

Louise O’Neill: ’Skabt for dig’. Oversat af Emilie Sonne Harild. Gyldendal, 550 sider, 300 kroner

Donya Nora Lykkeberg er gymnasieelev

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu