Læsetid: 4 min.

I skoven med Nicole Krauss

To fortabte sjæle rejser til Israel for at finde vej ud af mørket i den amerikanske forfatters ambitiøse, velskrevede og glimtvis vellykkede nye roman
5. oktober 2018

Der er en hel del på spil i Nicole Krauss’ Mørke, dybe skove. Både for fortælleren Nicole, en 39-årig forfatter i krise, og for den 68-årige pensionerede advokat Julian Epstein, der pludselig ønsker at skille sig af med sine ejendele.

Vi følger de to i adskilte handlingsspor, der begge næres af forfatteren Nicole Krauss’ trang til at stille spørgsmål ved romangenrens form.

»I en fortælling har en person altid behov for en grund til alt hvad hun gør. Selv der hvor der ikke synes at være nogen, vil det altid senere blive afsløret af plottets og genklangens underspillede udformning, at der var en alligevel,« som hun lader romanens Nicole udtrykke det i en utilfreds tone.

Nicole vil videre – både som forfatter og som menneske. Kærligheden til ægtemanden er tørret ud, og det eneste, der holder dem sammen, er deres to børn. Hun vælger at forlade familien i New York og rejse til Israel for at finde ny kunstnerisk inspiration.

Trods sin skepsis over litteraturfortællingernes »forarbejdede skønhed« ønsker hun ikke at opgive sine fortællinger, men »at anvende dem i en form, som kunne indeholde det formløse, på samme måde som mening holdes tæt og bliver kæmpet med«.

Hun indlogerer sig på Tel Aviv Hilton i håb om at skrive en roman om netop det hotel, hvor hun i sin tid blev undfanget. I stedet bliver hun opsøgt af den gådefulde Eliezer Friedman, en pensioneret litteraturprofessor, der måske har forbindelser til Mossad. Han præsenterer hende for et efterladt manuskript af Franz Kafka, som han beder hende færdiggøre.

En mørk skov

Også Julian Epstein forlader New York og tjekker ind på Tel Avivs Hilton med en vag idé om at genfinde sig selv og sine rødder. Allerede på første side af romanen får vi at vide, at Epstein er forsvundet efter tre måneder i Tel Aviv.

Hvad er der sket? Selveste Shimon Peres har ringet og garanteret, at »hver en sten ville blev vendt« i eftersøgningssagen.

Inden Epstein rejste fra USA var hans forældre gået bort, og han var netop blevet skilt efter 35 års ægteskab. Vi følger den pensionerede rigmand i hvert andet kapitel og fornemmer, at han nages af en form for spirituel uro.

Da også han møder en gådefuld ældre mand, i dette tilfælde en rabbiner ved navn Menacham Klausner, lader han sig overtale til at køre med denne til en lille by langt inde i Israel, hvor der undervises i jødisk mysticisme.

Mørke, dybe skove kunne godt være den roman, som handlingens fiktive Nicole vil skrive. Handlingen tumler rundt i retninger, der synes tilfældige og tilsyneladende sjældent bærer den dybe betydning, vi som oftest forbinder med romangenren. Titlen har Nicole Krauss hentet fra et digt af Dante, der på dansk lyder:

Midtevejs på vores vandring gennem livet / befandt jeg mig i mørke, dybe skove / forvildet fra den vej jeg burde følge.

Og akkurat som de to hovedpersoner befinder læseren sig bogstavelig talt i en mørk skov, som det kan være svært at navigere i eller finde vej ud af, hvis vi insisterer på at følge allerede optrådte stier.

Nicole Krauss’ fjerde roman er for så vidt både ambitiøs og idérig, men ikke helt igennem vellykket.

Espteins kvaler med alderdommen er læst bedre hos Roth, og de religiøse diskussioner i kapitlerne om ham fanger næppe andre læsere end dem, der i forvejen har interesse for emnet og kan bidrage med noget til diskussionen.

Det samme gør sig gældende, når romanens Nicole forfalder til fortolkninger af Freud, eller vi præsenteres for banaliteter som for eksempel af Friedman hér:

»(I) sidste ende er det ikke op til forfatteren at beslutte, hvordan hans eller hendes værk bliver brugt.«

Skildringer af et ægteskab

Nogen skuffelse er Mørke dybe skove dog langtfra. Krauss’ lette, lyriske sprog er fermt fanget af Juliane Wammen, og netop fordi vi ikke aner, hvor hovedpersonernes rejse ender, er det sært spændende at følge dem gennem bogens i øvrigt stemningsfulde kulisser.

Dertil kommer en vis nyfigenhed, der handler om andet end bogens litterære kvalitet. Syv år er der gået, siden Nicole Krauss’ sidste roman Det store hus udkom, og i den mellemliggende periode er hun blevet skilt fra sin mand, forfatteren Jonathan Safran Foer, med hvem hun har to børn.

Foer insisterede godt nok på, at han var 11 år om at skrive Her er jeg (2016), men mange gættede på, at skildringen af et ægteskab i opløsning var hentet fra privatlivet. Sidder vi nu med Krauss’ udlægning af forholdet?

Vi bør naturligvis ikke læse Mørke, dybe skove for at finde svaret herpå. Men det forstærker indtrykket af en personlig og modig roman skrevet af en forfatter, der måske selv har befundet sig i en mørk skov. Nicole Krauss har tydeligvis fundet ud derfra, lad os håbe, at hun nu kommer videre.

Nicole Krass: 'Mørke, dybe skove', oversat af Juliane Wammen 340 sider. 300 kr. Gyldendal.

Tilfredsstillende. Nicole Krauss er ikke alene om at finde sit arbejde tilfredsstillende. New York Times har udråbt hende til ’en af USA’s mest betydningsfulde forfattere’, det indflydelsesrige litterære magasin The New Yorker har sat hende på sin liste over de 20 mest interessante forfattere under 40 år, og ’Det Store Hus’, som er hendes tredje roman, var med i opløbet til både National Book Award og Orange Prize.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu