Læsetid: 4 min.

Smuk roman om vores forhold til døden, om tro og skønhed

Riebnitzsky skriver om det mellem himmel og jord, som ikke kan forklares videnskabeligt
19. oktober 2018

Anne-Cathrine Riebnitzskys roman Smaragdsliberen begynder med et dødsfald. Pierre Levy er i midten af tresserne, da han falder om på gulvet i det ædelstenssliberi, hvor han arbejder. Mirakuløst bliver han bragt tilbage til livet.

Men alting er ikke, som det plejer.

På den anden side af døden har han nemlig oplevet noget, som overgår det, han kender fra denne verden, og egentlig vil han helst tilbage. Pierre, født i Israel af fransk-tyske forældre, indser, at han har én vigtig opgave tilbage at udføre. Han kaster sig over arbejdet med at slibe en usædvanligt stor smaragd, som skal blive hans livsværk. Måske har skæbnen også andre vigtige opgaver i ærmet til ham.

Samtidig er hans datter, kunsthistorikeren Zara, rejst til Georgien for at undersøge en række gamle hulemalerier for UNESCO, FN’s organisation for verdenskulturarv. Ligesom sin far er hun optaget af det, der er større end hende selv:

»Videnskab. Undersøgelser. Fakta. Og respekt for mysteriet. Respekt og ærbødig undren over for det, vi ikke forstår og endnu ikke kan forklare.«

Zara drages af de historiske og religiøse motiver, som hun finder i hulerne, men hendes arbejde er også ubestrideligt politisk. Det er ikke alle, der bryder sig om, at en russisktalende jødisk kvinde blander sig i lokalhistorien, og på grænsen mellem det kristne Georgien og det muslimske Aserbajdsjan, bliver hun kidnappet. Som i Riebnitzskys øvrige forfatterskab er vi langt fra Danmark og fra hverdagens små dramaer.

Anne-Cathrine Riebnitzsky: ’Smaragdsliberen’.

Smaragdsliberen handler om vores forhold til døden, om tro og skønhed. Handlingen udspiller sig omkring det kloster i Georgien, hvor Zara er indlogeret, i den tyske landsby Idar-Oberstein, hvor Pierre bor og arbejder, og som er kendt for sine smykkesten, og i Paris, hvor Zara er bosat. Alle stederne er meget nærværende beskrevet. I Paris bor også Pierres barndomsven fra Nazareth, guldsmeden Youssef, som han mødes og spiller skak med, når han er i byen:

»De er et umage par. En gammel tynd jøde og en gammel tyk muslim.« I det seneste har Youssef været bekymret for sit barnebarn, som er begyndt at blive radikaliseret.

Smaragdsliberen er en researchet roman, der er mange informationer og detaljer som – ofte elegant – væves ind i samtaler og situationer. Om forskelle og ligheder imellem de tre store religioner, eller om hvordan en lille forskydning i en oversættelse af Det Nye Testamente fra omkring år 300 har ført til forskellige opfattelser af døden hos henholdsvis vestlige og russiskortodokse kristne. Om hvilke teknikker og redskaber som bruges til at slibe smaragder, akvamarinkrystaller eller rubiner, og hvad der er hver af disse stens særegne kendetegn.

Det er svært ikke at blive fascineret af alt dette sammen med romanens personer:

»Glas er en amorf krystallinsk struktur. Glas er kaos. Molekylerne sidder uordentligt. Ikke som smaragder, hvor molekylerne er arrangeret i stramme ensartede net med en heksagonal struktur ligesom snekrystallerne, der falder uden for vinduerne.«

Men der er også mere etiske eller politiske diskussioner, som ligger romanen på sinde. Som når Youssef efter et terrorangreb siger til sin gamle ven:

»Mine naboer tror, at Isis er det samme som islam.« Eller når Zara får en håndsrækning på et tidspunkt, hvor hun tror, at alle er imod hende; man skal ikke skære alle over én kam.

Når Riebnitzsky slipper af sted med de påfaldende iscenesættelser af religiøse stridigheder, er det, fordi personerne, deres liv og tankeverden, er overbevisende. Smaragdsliberen handler ikke kun om de dramatiske begivenheder, men i lige så høj grad om de refleksioner og samtaler, som disse hændelser afstedkommer. Og den handler også om meget andet: kærlighed, venskab, ydmyghed og respekt for arbejdet.

Det er balancen, der bærer værket. Riebnitzsky har skrevet en velkomponeret historie, som skrider fremad med ro og omhyggelighed, Pierres og Zaras fortællinger er gribende og stemningsfulde på hver deres måde. Det eneste, som stikker lidt ud, er den enkelt skitserede forhistorie om Zaras danske eksmand og hendes voksne søn. Relationerne i Zaras liv, udover forholdet til hendes far, bliver aldrig rigtig udfoldet. Men uden den danske forbindelse havde vi ikke fået følgende lille detalje med:

»De uklarheder, som smaragder ofte indeholder, kaldes på fransk jardin, have. […] Zara fortalte engang, at man på dansk kalder indeslutningerne i en smaragd for ’urtegård’.« Skønhedspletterne er ofte det mest interessante ved den fuldendte sten.

Smaragdsliberen handler om det overjordisk smukke – lyset, der brydes i en ædelsten, eller solen, der sniger sig op over bjergkammen. Om alt det mellem himmel og jord, som ikke kan forklares, som at møde en engel eller sin afdøde hustru i det hinsides. Og som smaragder:

»I virkeligheden er der ingen der ved hvordan smaragder bliver til. De er næsten en fysisk usandsynlighed.«

Det er næsten for meget, men kun næsten. Romanens tone kan bære det. Smaragdsliberen er en forsonlig og smuk roman.

Anne-Cathrine Riebnitzsky: ’Smaragdsliberen’, Lindhardt & Ringhof. 328 sider, 300 kroner

Anne-Cathrine Riebnitzsky er både uddannet forfatter og sprogofficer og er nu aktuel med sin fjerde bog.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu