Læsetid: 4 min.

Sviml ud med Marianne Larsens smukke, smukke digte

Marianne Larsens lyriske rifs er en velkendt fornøjelse
19. oktober 2018

Nogle digtere er som de guitarvirtuoser, især let aldrende mænd dyrker på en nærmest usund måde: alt handler om det knips af toner, de sætter på deres soloer, det er mindre vigtigt hvilket nummer, de er i gang med at spille. Sådan er det med Peter Laugesen, Simon Grotrian eller – her og nu – Marianne Larsen, hvis digtsamling Sviml ud udkommer på Gyldendal. Med dem handler det om stilen, deres særlige måde at poetisere på, og ikke om så meget andet.

Digtene i Sviml ud kredser ellers gerne om noget så tidstypisk som skærme og digitale interfaces. De er samtidig – det er en sjov kombination – ret varme og milde i det. Det kuldslåede og mareridtsagtige, der nogle gange er i Marianne Larsens skrift, erstattes i Sviml ud igen og igen med de små situationers epifani, de små naturøjeblikke midt i byen, de små drømmes flugtlinjer ud og væk.

Sådan er det i begyndelsen af bogens første digt, det meget fine »Inde i det tynde slør«, hvor det uhyggelige ved at lade selv og smartphone smelte sammen meget hurtigt erstattes af en nærmest kosmisk besyngelse af verden:

»jeg sad og øvede mig i at bruge mig selv
og mit glatte display

da et skovbryn kom forbi og aktiverede
morgenens opvågnen for mig endnu en gang

åh endnu engang at vågne sig op til
at gå i ét med det tynde

slør som var værelset jeg lå i sammen med luften«

Og derfra går digtet videre til et univers, der indeholder »markerne i deres lysdirrende/danseværker fra havenes til planternes begyndelse til nu« og også »flyvende sekunders gennemsigtighedsbyer«, to smukke, smukke billeder.

Alligevel digter Marianne Larsen, som hun næsten altid har gjort. Hun digter med sin evne til at splejse ord sammen. Hun digter med et billedsprog, der lader krop og samfundsmaskine – eller krop og digitale netværk – blande sig med hinanden. Hun skriver digte, der fungerer som små forløb snarere end øjeblikke, der folder små sociale maskiner ud.

Nogle gange arbejder hun serielt, med gentagelser og forskydninger:

»jeg syntes blomsternes høje hatte var elevatorskakter
i kontorbygninger op til tusinde etage

jeg syntes præsidenten for verdens bildæk
holdt taler lavet af lyde fra kirkegårdsmotorsave«, sådan lyder to af bogens bedre strofer.

Marianne Larsen: ’Sviml ud’.

Men mest føles hendes digte som kantede labyrinter, hvor hver verslinje åbner for et nyt perspektiv. De er som en pludselig zoombevægelse udad eller indad:

»de døde taler med hinanden
som om de er af den samme aske

i filmen med dem selv i alle rollerne
jeg så i aftes på en tur langs stranden«, sådan begynder et digt.

Alt det for at sige, at Sviml ud er fyldt med rigtig, rigtig fine digte, som er helt præcis, som man forventer dem, når de er skrevet af Marianne Larsen. Det er der ikke noget galt i. Det her er ikke en bog, hvor en digter udfordrer sit talent eller tvinger det nye steder hen – i det højeste forfiner og nuancerer hun sit tonefald – og det er heller ikke en bog, der forventer eller ønsker eller formår at være dagsordensættende. Marianne Larsen har nok også for længst accepteret, at hendes bøger aldrig bliver kommercielle succeser. Hun vil bare skrive gode digte, eller: Hun skriver bare gode digte, fordi hun nu engang skriver med sit eget, skarpe sprog.

For ti år siden udkom Marianne Larsen på det hedengangne Borgen, der indtil slutningen af 00’erne konkurrerede med Gyldendal om at udgive de bedste danske lyrikere. Det er selvfølgelig trist at tænke på, men det er svært at forestille sig, at bøger som Sviml ud i fremtiden vil udkomme på forlaget ved Klareboderne. Bogen er nemlig et strålende eksempel på det, Gyldendals nye direktør Morten Hesseldahl i et interview i Politiken for nylig hånligt kaldte haikulitteratur: småt, godt, uden økonomisk potentiale. Den slags ville han rense ud i, det ville hans forlag ikke prioritere.

Hvor skal digterne gå hen, når de ikke længere er velkomne på Gyldendal? Nå ja, skriften skal nok klare sig, det har den altid gjort. Men hvor går Gyldendal hen, nu forlagets direktør så tydeligt har kappet anker, har opgivet ideen om at være en vigtig institution i det danske kulturliv? Det spørgsmål er sværere at svare på. Nu driver de for åben sø.

Som sagt: Det er trist for dem. Vi andre kan glædes over en sidste bid, en del af digtet »No problems« fra Sviml ud. Hvem ved? Det kunne være et programskrift for en ny digtning og dens attituder:

»hvis jeg vil være et troldmaskineri
kan jeg da godt blive det

så kan jeg bruges til kryptering
af hver eneste højtid

hvis jeg vil være en antilope
ingen problemer … hvis jeg vil være en dag
af tyndt glas med snoede tænder

er der snildt plads til sådan en i morgen
og i går og i nat

eller en ukendthedsallergi på størrelse
med andromedagalaksen hvorfor ikke

som sådan vil jeg gøre nytte som storhed
der holder intetheden på afstand

hvis jeg vil være en genopstandelsesbedrift
i skikkelse af formødre på række og geled ok fint

den slags manøvrer egner sig udmærket til intime
situationer og kolber«

Marianne Larsen: ’Sviml ud’. Gyldendal, 112 sider, 175 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu