Læsetid: 4 min.

’Min syge ven’ er en ubesværet og intim roman med plads til humor midt i sygdommen

Johannes Lilleøres roman er rørende og ubesværet
19. oktober 2018

Den er meget fin og trist, Johannes Lilleøres tredje roman, Min syge ven. Romanen begynder, da den unavngivne fortællers unavngivne ven opdager et blåt mærke på sin hofte. Han er på vej til Estland, og da han lander i Tallinn, har de mørke plamager spredt sig til resten af kroppen.

»Noget går hurtigt nu,« står der.

Han opsøger et hospital og bliver fløjet til Riget dagen efter. Han får diagnosticeret den sjældne sygdom aplastisk anæmi: knoglemarvssvigt.

Resten af romanen følger vennens sygdomsforløb. Så meget af tiden går med at vente: Vente på at se om det serum fra en hest, som skal genopbygge hans knoglemarv, virker. Vente på at se om serum fra kaniner virker. Vente på at få en donor, og på at se om kroppen vil optage den nye knoglemarv. Vente på en ny donor.

»Du må være tålmodig. Der kommer til at være feberdage,« siger lægen; sætningen går som ét af flere ekkoer igennem romanen. Imens flytter fortælleren, som måske kan ligne Lilleøre selv, mere eller mindre ind på hospitalet og sover på en foldeudseng under håndvasken på stuen. Han er alligevel »inde i en ledighedsperiode«. Når han ikke sidder ved sygelejet, går han rundt på gangene eller køber proviant i 7-Eleven. Læseren mister tidsfornemmelsen sammen med ham:

»Hospitalet lukker aldrig.«

Johannes Lilleøre: ’Min syge ven’.

Men samtidig med at diagnosen hensætter den syge og de nærmeste pårørende i en fastlåst tilstand af venten, er Min syge ven fortalt på en måde, som får alting til at gå meget hurtigt. De korte sætninger skaber et vist tempo. Det forfald, som den syge krop bliver udsat for, er som et skred.

Uden immunforsvar bliver fortællerens ven angrebet fra alle kanter af infektioner og bakterier, han har smerter og kaster blod op, får væske i hjertesækken, bliver afhængig af ketogan. Pludselig er der gået to år. Lilleøre skriver i et enkelt og usentimentalt sprog, som ikke er koldt eller klinisk, snarere målløst konstaterende.

»Min syge vens nyrer er holdt op med at virke,« kan der for eksempel stå, som første sætning i et af de korte kapitler. Et kærlighedsforhold opsummeres sådan her:

»De bliver kærester og holder op med det igen. De bliver gode venner.«

Det er Tom fra Estland, som den syge ven i en periode er kærester med. I løbet af romanen bliver fortælleren også forelsket i ham, som om han overtager den sengebundnes liv. Eller de mødes i tabet. Der er en skam forbundet ved pludselig at finde mening ved tilværelsen, når man våger over en syg, men det er ikke desto mindre det, der sker:

»For en gangs skyld er det tydeligt, hvad jeg skal i mit liv. Der er brug for mig, og der er ingen tvivl. Jeg har aldrig været så tilfreds, som jeg er nu. Jeg er til nytte.«

Samtidig må fortælleren spørge sig selv: Er man en god ven, hvis man er til stede under sygdomsforløbet, men ikke var det før? Er man en god ven, hvis man fodrer den syge med et håb, som man selv har mistet troen på?

Fortællerens syge ven er energisk optaget af Sovjetunionen. Han har besøgt Tjernobyl (er det derfor, han er blevet syg?). Han drømmer om at bosætte sig i et hus i de estiske skove, og Toms fortællinger om Estland i sovjettiden, om deportationer til Sibirien og livet på landet, løber som en parallel historie i romanen. Måske som den syge vens feberdrømme. Eller måske fordi fortælleren efterhånden også overtager denne fascination.

Romanen får en nostalgisk tone, når sygdomsforløbet væves sammen med de sære fortællinger om kohyrden Pille og hendes bror Priit. »Det er sejt at overleve den slags invasioner,« siger den syge på et tidspunkt om Estland, som i løbet af årene er blevet invaderet mange gange, af Finland, Danmark, Tyskland, Sverige, Rusland, Polen, Litauen. Men når familie og venner bliver ved med at sige det samme om ham – at han er sej – klinger det underligt hult: Det er ikke sikkert, han selv vil vinde krigen.

Min syge ven er en ubesværet og intim roman, som midt i sygdommen også har plads til humor. Der er en enorm ømhed i teksten, i beskrivelserne af den syge ven i sengen, hans lille hoved som en kokosnød, fødderne som stikker ud for neden:

»Han er vores maskot.«

Og i beskrivelsen af årstiderne, når fortælleren bakser sin syge ven over i en kørestol og triller ham ud i solen i Fælledparken, eller deres natlige samtaler, når de ligger på stuen og ikke kan sove, som på en lejrskole.

»Dybe venskaber er der ofte med det samme. De kan kortvarigt forveksles med forelskelser, men giver sig med tiden til kende, som det de er. Det er foruroligende holdbart.«

Lilleøres roman handler om akkurat det, som ligger i titlen: Det er en trist fortælling om sygdom og om at leve videre, men det er først og fremmest en meget fin skildring af venskab.

Johannes Lilleøre: ’Min syge ven’, Basilisk, 150 sider, 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nils Drønen
  • Morten Hjerl-Hansen
Nils Drønen og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu