Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Synthesizerne græder med Robyn, trommemaskinerne bliver kåde med hende

De fleste nutidige popstjerner har som minimum ét Robyn-inspireret nummer på deres albums, og hendes sange har levet i populærkulturen i de otte år, hun har været væk. Nu er det svenske popikon tilbage med et fint og fortættet, underspillet frem for forceret album. Det er ikke hendes største mesterværk til dato, men et meget glædeligt gensyn
De fleste nutidige popstjerner har som minimum ét Robyn-inspireret nummer på deres albums, og hendes sange har levet i populærkulturen i de otte år, hun har været væk. Nu er det svenske popikon tilbage med et fint og fortættet, underspillet frem for forceret album. Det er ikke hendes største mesterværk til dato, men et meget glædeligt gensyn

Ritzau Scanpix

Kultur
31. oktober 2018

Det var til at tage at føle på, da Robyn tilbage i 2010 udsendte sine tre albums med den samlende titel Body Talk

Med robotstemmer og hakkende synthesizerbasgange, lagde hun sig sit helt eget sted i musiklandskabet i en tid, hvor blød rock ellers definerede, hvad det ville sige at synge fra hjertet, og hun satte en stor fed streg under, at autenticitet godt kunne leve inden for den stramme, elektroniske popmusiks rammer.

Hendes futuristiske og dansable inderlighed vakte da også umiddelbar genklang hos mange unge lyttere, og i kølvandet på udgivelserne har hun fået et kærligt og kultisk følge. Det er tydeligt i populærkulturen, hvor nogle af de yngre generationers mest markante stjerner har fremhævet Robyn som et vigtigt forbillede, ikke mindst instruktør Lena Dunham, der har brugt to af Robyns numre i centrale scener i hitserien Girls, og popstjernen Lorde, der placerede et indrammet foto af Robyn på sit klaver, da hun optrådte i Saturday Night Live sidste år.

Samtidig er det blevet bemærket, at hun har haft en enorm indflydelse på industrien, sådan at de fleste nutidige popstjerner som minimum har ét Robyn-inspireret nummer på deres albums. 

Robyn er her

Paradoksalt nok er meget af dette sket, mens Robyn mere eller mindre har holdt sig ude af udgivelsesræset, blandt andet som følge af en personlig krise, der fulgte oven på tabet af hendes kollega og ven, produceren Christian ’Falcon’ Falk, samt et brud med ægtefællen Max Vitali. I de otte år, der er gået siden 2010, har hun været med på et par samarbejder med andre kunstnere, men har ikke udgivet sit eget.

Det ville derfor være en regulær underdrivelse at sige, at der har været høje forventninger til hendes nye album, Honey. Men Robin Miriam Carlsson, som har været på den internationale popscene siden 1995, hvor hun udgav RnB-albummet Robyn Is Here, ryster ikke det mindste på hånden.

Honey er fint og fortættet, underspillet frem for forceret. Det består af ni klart definerede numre, der hænger som farvede perler på en velproduceret popsnor.

På åbningsnummeret og førstesinglen »Missing You«, der handler om at miste, åbner hun op for den fineste dancepoppede tristesse, som i vanlig Robyn-stil sætter sig i hofterne og tårekanalerne på samme tid.

Umiddelbart efter, på »Human Being«, finder vi os selv i et stramt trommelandskab i en posthuman verden, hvor maskiner har taget styringen, og mennesket er en truet art. På »Because It's In The Music« sætter hun spot på den elektroniske discokugle og viser, at hun stadig kan lave en storladen popbasker.

Inden vi på »Between The Lines« og »Beach2k20« bliver løftet med til Ibiza i 1990’erne i varme, berusende vug.

Vi kommer med andre ord godt rundt i Robyns repertoire af udtryk, hvor det smertelige er dansabelt, og det maskinelle er sensuelt, men sangene virker alligevel friske og vigtige. Robyn er stadig sig selv, men hun har ikke brugt de sidste otte år på at stå stille, og på en måde lukker hun os tættere ind i sit intime rum, end hun har gjort tidligere.

Inderligt album

Når Robyn synger på Honey, er hun som en god ven, der ser sin lytter i øjnene og fortæller tingene, som de er. Uden omsvøb og bortforklaringer. Hendes stemme er klar, fyldig og luftig på samme tid. Hun laver sjældent de store krøller, heller ikke i sin sangskrivning, hvor melodierne – når hun da ikke laver et af sine robotnumre – får lov til at udfolde sig organisk.

Dette medfører også, at Honey fremstår som et udpræget inderligt album, selv om de eneste elementer, der ikke kan betegnes som maskinelle på albummet, er en håndspillet elbas, som er gennemgående på et par af numrene, og så Robyns stemme.

Det maskinelle til trods forplanter inderligheden sig endda til arrangementerne. Ja, synthesizerne græder med Robyn, mens trommemaskinerne bliver kåde med hende.

En stor del af magien ligger således i produktionernes kvalitet. Der er en fylde i lydene, som giver stramheden og minimalismen modspil – så hvis du har adgang til et par gode høretelefoner eller et godt stereoanlæg, skal du gribe chancen og lytte til Honey gennem det.

Glædeligt gensyn

Noget af det banebrydende ved Robyns popmusik, er, at hun – med inspiration fra dancemusikken – ofte tager poppens spændingskurve og maser den mere eller mindre flad. Selv siger hun, at der ikke er nogen belønning (»reward«) i hendes sange, og det er da også svært at tale om klimaks og derpå følgende udtoning i numrene på Honey – i hvert fald i en traditionel poppet forstand.

For sådan spiller violinerne ikke hos Robyn, heller ikke på Honey, og dermed er albummet med til at cementere noget af det mest utrolige ved hende som kunstner. At hun med meget få virkemidler kan lave popsange, der har stor effekt. Hvor ikke en eneste linje, en eneste lydeffekt eller et eneste beat fra trommemaskinen er overflødigt. Der er bare nogle få centrale elementer, som sammen med Robyns stemme formidler en følelse og skaber et rum. Og bum, så er man ramt.

Det virker måske mindre sandsynligt, at Honey skulle få en nær så stor kulturel indflydelse som Body Talk-trilogien. Den er i sit umiddelbare udtryk langt mindre grænseoverskridende end sit forlæg, mindre provokerende, mindre fjollet, mindre massiv.

Men det er ikke desto mindre en udgivelse, der er bemærkelsesværdig for sit mod. Sit mod til at tro på styrken af den helt enkle popsang. Sit mod til at tro på, at der kan komme noget godt ud af at lukke andre ind i sin intimsfære, også når det gør allermest ondt. Sit mod til at tro på, at der kan komme noget godt ud af at mødes i smerten på et dansegulv.

Disse ting udtrykker Honey på sin helt egen vis, og på den måde er den i allerhøjeste grad også til at tage at føle på.

Robyn: ‘Honey’ (Konichiwa Records/Universal Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

"... lagde hun sig sit helt eget sted i musiklandskabet i en tid, hvor blød rock ellers definerede, hvad det ville sige at synge fra hjertet"

Det har "blød rock" næppe nogensinde gjort. Heller ikke i "en tid" for 8 år siden.

Men sætningen er meget typisk for den ganske underlige tilgang til Robyn, hvor man som led i en eller anden massepsykose forestiller sig, at hun er en stor kunstner og genredefinerende og derfor bliver nødt til at opfinde en grund til, at hun er det, og bekræfte hinanden i, at hun er det.