Læsetid: 4 min.

Tammi Øst som Shakespeares klamme krøblingekonge er perfekt, diskret Trump-kritik

Det er subtilt samtidskritisk, når Jens Albinus fritskraber Shakespeares store magtspilsdrama om superskurken Richard III på sin lille scene på Husets Teater. Tammi Øst er magtmennesket med det hele i munden og fuld af tragisk tiltrækningskraft
I Tammy Østs skikkelse er Shakespeares selverklærede superskurk Richard III motiveret af lige dele megalomani og mindreværd.

I Tammy Østs skikkelse er Shakespeares selverklærede superskurk Richard III motiveret af lige dele megalomani og mindreværd.

Henrik Ohsten

9. oktober 2018

Mange moderne dramatikere og instruktører har fortolket og mere eller mindre diskret refereret til Shakespeares episke magtspilsdrama om den forkrøblede Richard III, der manipulerer og myrder sig til kongemagten, for at udstille folkebedragere fra Hitler til Nixon.

Ligesom litteraturhistorikeren Stephen Greenblatt ikke nævner den siddende amerikanske præsident ved navn, men alligevel så klart sigter til ham i sin nylige og – emnet taget i betragtning – meget omtalte bog Tyrant (»Tyran«, red.) om Shakespeares historiske kongedramaer, er der ingen i Jens Albinus’ skarpt skårede og subtilt samtidskritiske opsætning af Richard III på Husets Teater, der taler om Trump.

Magtens mindreværdsmekanik

Men der er heller ingen, der kan undgå at tænke på Trump, når Tammi Øst i rollen som Richard III åbner munden.

Det skyldes ikke så meget ordene, der kommer ud af den i form af den berømte åbningstale, hvori den – ulig Trump – retorisk begavede Richard III delagtiggør publikum i sine planer og kalder sig »en klump« og »ufuldbåren krøbling, født før tiden«, der »mangler forudsætning for kærlighedens mange sære krumspring«, og derfor »i denne fede, fesne fredstid« har sat sig for »at spille skurk«.

Det er selve munden, som Øst lader stå åben, mens hun glor nonchalant på os, det er underlæben, der hænger i et spil mellem bøvet og beregnende, og det er jakkesættet og håret, der sidder dårligt.

Senere er det et greb mellem benene på den dronning, hvis tronarvende sønner Richard III har fået myrdet, og hvis datter han kræver at få til hustru. Og det er selvfølgelig også al det pral og klynk over, at han, der »siger tingene ligeud som de er«, skal »kaldes hadefuld og fjendsk« af »falske silkeglatte sladdertasker«, som Shakespeare selv har lagt i munden på kongen, der regerede England i anden halvdel af det 15. århundrede.

Richard III på Husets Teater er med andre ord ikke et direkte, parodisk portræt af Donald Trump. Albinus har ikke først og fremmest aktualiseret Shakespeares store magtspilsdrama med den alenlange rolleliste til sin lille scene.

Han har først og fremmest komprimeret det. Og fermt nok. F.eks. gør det hele magtspillets rollespilsnatur meget konkret, at det kun er to skuespillere, der spiller de mange biroller omkring Richard III. Selv Rikke Juellunds scenografi er komprimeret til en enkelt mur, der skubbes rundt som et blankt lærred, hvor karaktererne på skift kan træde i fokus. Det understreger, at Albinus’ Richard III frem for alt er en fritlægning af Shakespeares portræt af magtens psykologi og mindreværdsmekanik, hvis komiske konturer står lige så klare som dets tragiske.

Superbt klam kamæleon

Det er ikke mindst Tammi Øst, der er fuldstændig ferm. I hendes skikkelse er Shakespeares selverklærede superskurk motiveret af lige dele megalomani og mindreværd. Han er mere en kolerisk og superbt klam end en karismatisk og kølig kamæleonkarakter, for hun og hendes vulgære, men veltalende Richard III har i bogstavelig forstand det hele i munden, når hun grimasserende og gutturalt gryntende slubrer og spytter ham til magten med manipulerende ordspil og rollespil.

På en populærkulturel skurkeskala er der mere slibrig Gollum fra Ringenes Herre, end der er glat Frank Underwood fra House of Cards over Østs afsindige Richard III. Min »samvittighed er tusind tunger, og hver en tunge har sin egen tale«, siger han berømt, efterhånden martret af sin egen magtliderlighed. At Albinus’ skarptskårede bearbejdning af Shakespeares tekst lægger birollers anklagende replikker i munden på Richard III selv, så han, Gollum-agtigt, kan diskutere sin forkrøblede moral med sig selv, er ikke bare en fin fysisk konkretisering af et sprogligt billede. Det vækker også en lille medfølelse for den ynkelige skurk.

Det er befriende, at der ikke er nogen umiddelbar pointe i, at Tammi Øst er en kvinde, der spiller en mand. Udover selve den, at hun gør det og gør det så godt. Og så måske den, at også hendes kvindekrop gør hendes skurks anatomi sammensat.

Morten Burian, der selv i allerbogstaveligste forstand lagde krop til det politiske mindreværd på Husets Teater i Tue Bierings Rocky! sidste år, og Lucia Vinde Dirchsen, der stadig er under uddannelse, gør det også glimrende, når de i deres høje og ranke aristokratiske skikkelser springer adræt mellem birollerne som dronninger (også m/k) og prinser, hurtigttalende rådgiver og modstræbende lejemorder. Det virker tilsigtet teatralsk og får ikke bare Østs Richard III til fysisk at fremstå som en lille klump, men al sit eget rollespil til trods også mere menneskelig.

Den Trump-kritiske pointe i Greenblatts Shakespeare-bog er, at det er alle dem, der lader sig manipulere af Richard III, dem, der fascineres af ham og ikke tager ham alvorligt, som Shakespeares egen samtidskritik egentlig rettede sig mod.

På Husets Teater er det også os. Jeg ved ikke, om Shakespeare og Albinus med ham fortæller os noget om vores tid og om magt, som vi ikke allerede ved. Men det er virkelig svært ikke at være fascineret af Østs på en gang utiltalende og tragiske tumpe af et magtmenneske med det hele i munden.

’Richard III’. Husets Teater. Instruktion: Jens Albinus. Indtil den 13. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu