Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’The Haunting of Hill House’ er klassisk gys og psykologisk drama

En familie plages af minderne om et hjemsøgt hus i Mike Flanagans ti afsnit lange Netflix-serie, ’The Haunting of Hill House’, der veloplagt blander klassisk gys med psykologisk drama
Fortryllende ser det jo ud, Hill House, der spiller en hovedrolle i Mike Flanagans nye gyserserie, ’The Haunting of Hill House’.

Fortryllende ser det jo ud, Hill House, der spiller en hovedrolle i Mike Flanagans nye gyserserie, ’The Haunting of Hill House’.

Steve Dietl

Kultur
19. oktober 2018

Er spøgelser overnaturlige væsener, der hjemsøger os? Er de manifestationer af vores inderste ønsker, drømme og mareridt? Er de et udtryk for vores sorg og skyld? Er de rester af drømme, som vi tager med os, når vi vågner?

Det er blot nogle af de spændende spørgsmål, som instruktøren Mike Flanagan – kendt for flere Stephen King-filmatiseringer – stiller i sin og Netflix’ nye gyserserie, The Haunting of Hill House. Med udgangspunkt i Shirley Jacksons klassiske gyserroman af samme titel fortæller Flanagan om familien Crain og deres oplevelser i titlens Hill House, der ligger ude på landet et sted i Massachusetts. De fem nu voksne børn i familien er voldsomt mærket af mødet med huset 25 år tidligere, hvor deres forældre var i gang med at renovere det, og det er ikke mindst deres historie, som serien fortæller.

Den ældste af dem, Steven Crain (Michiel Huisman), vil ikke erkende, hvad der skete af overnaturlige ting dengang, og han lever af at skrive bøger om andres møder med spøgelser. Møder, han ikke tror på, men som alligevel har gjort ham til en holden mand. Når han forsøger at bortforklare andres møder med spøgelser, kan man dog høre, at det i virkeligheden er sig selv, han igen og igen må overbevise.

Hans søster Shirley (Elizabeth Reaser), er lige så rationelt tænkende som han og har sit eget bedemandsfirma, hvor hun bearbejder sine traumer ved at få døde mennesker til at tage sig så godt ud som muligt, inden de skal begraves. Ligesom for Steven er det en art besværgelse, hvor hun bilder sig ind, at hun har kontrol over tingene. Men har hun nu også det?

Gedigne chok

Det mellemste barn, Theodora, kaldet Theo (Kate Siegel), bor i et anneks hos sin storesøster og er børnepsykolog. Hun bærer altid handsker, for når hun rører ved genstande eller andre mennesker, kan hun fornemme, hvis der er sket dem noget forfærdeligt. Det er nyttigt i hendes arbejde, men hun er så bange for sine egne evner, at hun i mange år har skubbet alt og alle fra sig. Værst står det dog til med familiens yngste børn, tvillingerne Nell (Victoria Pedretti) og Luke (Oliver Jackson-Cohen). Hun er et nervevrag, der af og til rammes af lammende angstanfald, og han er narkoman på afvænning for guderne må vide hvilken gang.

Moren, Olivia (en brillant Carla Gugino) er død, faren, Hugh (Timothy Hutton), ser de ikke mere, og det er først, da en skrækslagen Nell en dag når at ringe til dem alle sammen, at de tvinges til at se ikke blot hinanden, men også fortidens spøgelser i øjnene.

The Haunting of Hill House, der indtil videre består af ti timelange afsnit, skifter veloplagt frem og tilbage mellem dengang og nu og viser de samme hændelser fra forskellige personers synsvinkel i forskellige aldre. Det giver handlingen en god dynamik og Flanagan rig mulighed for at servere adskillige gedigne chok og overraskelser for sine seere. Det er indimellem ganske svært at forudsige, hvor handlingen mon bevæger sig hen.

En levende organisme

Hill House, hvor en stor del af serien foregår, er et mageløst stykke gotisk arkitektur, som er lige så tiltrækkende, som det er uhyggeligt, og man ved aldrig, hvad der gemmer sig i de mørke hjørner eller i et af de mange værelser, hvor kameraet svæver alene rundt eller i hælene på en af personerne. Huset er en levende organisme – en af de få ting, serien ud over titlen har tilfælles med Shirley Jacksons roman – og det har en lige så vigtig rolle i serien som personerne.

Og det er en gyserserie, Mike Flanagan har lavet, men det er også en kompleks og fascinerende fortælling om forholdet mellem forældre og børn, om forældres livslange forsøg på at beskytte deres børn, om fortidens synder, om sorg og skyld og om erindring og fortrængning. Flanagan, der har skrevet og instrueret samtlige afsnit, balancerer konstant på kanten mellem psykologisk drama og spøgelseshistorie, og skal jeg kritisere den for noget, er det, at den bliver mindre uhyggelig, efterhånden som dramaet udvikler sig, og man får mere og mere at vide om de enkelte personer. Den psykologiske realisme skubber så at sige de overnaturlige elementer til side, hvilket er lidt ærgerligt, ikke mindst fordi den etablerede logik begynder at halte lidt.

Omvendt tildeles hver af de syv hovedpersoner, far, mor og fem børn, så at sige et afsnit, hvor man hovedsageligt følger dem i både fortid og nutid, og det er så dygtigt skrevet, iscenesat og spillet, at man fuldstændig lever sig ind i deres liv og kamp for overlevelse, både mentalt og fysisk. Flanagan ved godt, at der er ikke er noget mere uhyggeligt end frygten for at miste et barn, en af sine forældre eller selve forstanden.

’The Haunting of Hill House’. Skabt, skrevet og instrueret af Mike Flanagan. Alle ti afsnit kan ses på Netflix

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her