En tirsdag eftermiddag i juli drak jeg en kop te i et lille klubhus på det tennisanlæg, hvor Wimbledon afvikles. Stedet var forbeholdt medlemmer af The Last 8 Club, som man bliver en del af ved at spille sig frem blandt de sidste otte deltagere i sin række, hvilket vil sige kvartfinalen i single eller semifinalen i double. Jeg var der på mit pressekort.
Frew McMillan var der i kraft af at have vundet titlen i herredouble tre gange, senest for 40 år siden. Siden er han blevet kommentator for britisk Eurosport, ligesom jeg er det for kanalen i Danmark, og som kolleger sad vi i de dybe lilla sofaer og snakkede lidt om tennis. Vi snakkede blandt andet om Torben Ulrich. Tilbage i 1967 besejrede McMillan, på vej mod sin første Wimbledon-titel, Torben Ulrich og hans makker i kvartfinalen. Det huskede han stadig, men ikke så tydeligt som han huskede en middag, han var til efter en mindre turnering.
Sådan en middag, traditionen tro, for spillere, sponsorer og turneringsledelsen med sædvanlig sniksnak og skåltaler. Bortset fra at arrangørerne havde bedt Torben Ulrich om at holde talen på spillernes vegne. Og da danskeren rejste sig op, kom der ingen ord ud. Der var stille i salen, men Ulrich sagde intet, gjorde intet. Indtil han kravlede op på bordet og begyndte at danse. Med sit lange skæg og flagrende arme dansede han løs, mens middagsgæsterne sad tavse og gloede.
»Stunned,« som Frew McMillan beskrev dem.
Ingen, inklusive ham selv, havde nogensinde set noget lignende. Det sjove var så, at han nogle år senere, Frew McMillan altså, efter at have deltaget i en turnering i København, hvor Torbens bror, Jørgen Ulrich var til stede, skulle holde talen til den efterfølgende middag og, som han siger, »did a Torben«.
Som han sad der i det lille klubhus, mørk habitjakke over nålestribet skjorte, slips i Windsor-knude og håret i vandkæmmet sideskilning, krævede det en vis fantasi at se ham danse løs foran blandt andre en håndfuld medrejsende medlemmer af The All England Club, den ene med mere stiv overlæbe end den anden, og det er da også sådan, kunne han fortælle mig, at han jævnligt bliver mindet om sin ’tale’.
»Still dancing on tables, Frew?« som et af klubmedlemmerne havde spurgt ham så sent som dagen forinden.
Torben Ulrich: Boldens øjne, værens ben – notater langs idrættens spalte(n)de veje.
»Når det kommer til stykket, kan det gøres anderledes? Måske. Hvis vi f.eks. begyndte med en anden begyndelse. Ikke forfra, men derfra hvor vi befinder os, midt i det vante, tilvante, det normative, habituelle.«
Det har været et af Ulrichs kendetegn: At bryde med det vante, gøre det anderledes. Når han danser på bordet i stedet for at holde tale. Når han forlader såkaldt vigtige tenniskampe midtvejs for at se fodbold i fjernsynet. Når han nægter at aftjene værnepligt og samtidig nægter at være militærnægter.
Bogen udkom den 4. oktober, samme dag som Torben Ulrich fyldte 90 år, og samme dag som Galleri Tom Christoffersen holdt åbningsreception for Ulrichs udstilling Værens rum, spillets mærker, en ny serie rispapirsmalerier lavet med sjippetov, tennisketsjer- og bolde. Et af dem fungerer som forsidemotiv for bogen, der har været undervejs i omtrent 40 år, og som forsøger at formulere de tanker, der ligger til grund for Ulrichs livslange engagement som musiker, jazzkritiker, billedkunstner, filmskaber, forfatter og ikke mindst tennisspiller. Eller måske snarere: boldspiller. Eller bare: idrætsmenneske.
Hans store engagement er i »spillets rum«. Det øjeblik, når bolden kommer. »When the ball comes«, som de fleste af de lyriske songlines, der fylder bogens venstresider, mens højresiden er en slags filosofisk essay, som især forsøger at gøre op med forestillingen om, at et boldspil har vindere og tabere.
»Hvordan kunne den, som det synes, indbyggede tilbøjelighed, hældning, til at reducere næsten alting til det binære, og næsten alt det binære til tal, hvordan kunne der ligesom løses op for denne binærighed?«
Det er et skønt ord, han får opfundet der, synes jeg. Binærighed. For det er netop den todelte tankegangs smålighed og snæversyn, der er på spil, når spillet reduceres til resultater, statistikker, til det målbare og det overskuelige, pokaler og fiasko, jubel og gråd.
Matchbolden
Især rammer det mig i mit eget hverv som tenniskommentator. Det er svært ikke at forfalde til opremsninger af spillernes indbyrdes opgør, citere servestatistikken, når hun slår endnu en dobbeltfejl, rekorden, han kan slå, hvis han vinder endnu en Masters-titel. Det passer ind, det lyder rigtigt, det er sådan, tenniskommentering skal være.
Medmindre det kunne være anderledes. Jeg husker engang at være blevet udfordret til at bruge ordene »ægyptisk« og »mellemkommunalt« i løbet af en kamp. Et benspænd, der hjalp til at ændre mit fokus. For der var faktisk noget mellemkommunalt over Ferrers spil i andet sæt. Og turneringsstrukturen, opbygget efter vind eller forsvind-princippet, tegnede sig som en ægyptisk pyramide med 128 spillere i første runde og én vinder i toppen.
Jeg spekulerer på, hvad det ville gøre, hvis jeg behandlede matchbolden uden større interesse end en duel midt i første sæt? Uden større interesse end opvarmningen, hvor spillerne står og slår venligt frem og tilbage? Opvarmningen, hvor de spiller med hinanden og ikke – som når dommeren har sagt »play«, og kampen går i gang – spiller mod hinanden? Selv om dommeren jo netop opfordrede til ’play’, til leg.
»Er det muligt at spille bold,« spørger Ulrich, »dialogisk bold, hvor vi sigter på at vise, ikke hvordan vi kan håndtere den anden, men hvordan vi i fællesskab kan åbne for de potentialer, det uforsøgte, det uprøvede, overraskende, uventede, der måtte ligge gemt i de enkelte discipliner? Spillet, det idrætslige spil, som et fletværk af fælleslegemlig formåen, udfolden.«
Når jeg hører ordet ’potentialer’, tænker jeg på Gaël Monfils. Hvor tit jeg har kommenteret franskmanden og på samme tid smilet og rystet på hovedet af hans vanvittige slag, hans håbløse beslutninger, hvordan han det ene øjeblik kan humpe rundt som en gammel mand for så at flyve gennem luften, bogstavelig talt ligge vandret en meter over jorden, mens han slår til bolden. Hvor tit jeg er kommet til at tale med på historien om Monfils som en historie om spildt potentiale. Monfils som et fysisk pragteksemplar, som et stortalent, der mangler disciplinen til at indfri sit potentiale.
Potentiale til hvad, ville Torben Ulrich så spørge. Potentiale til at vinde de store titler? Sejren som det altoverskyggende motiv. Også for træningen, der udelukkende fungerer som »forbedringsmulighed med henblik på noget andet, på kampen, spillet, mesterskabet, et højere nummer på ranglisten«. Sejren som et forestillet klimaks, der forfører en væk fra øjeblikket.
Kunne træning eller øvelse, spørger Ulrich, være »noget der foregår potentielt uafbrudt (...) en årvågenhed, potentielt kontinuerlig. I bilen, under bruseren, under søvnen«.
De slog os
Kunne Monfils’ potentiale, spørger jeg mig selv, handle om at udvide mulighederne for, hvad tennis kan være, hvordan man kan være på en bane, lege og danse og slå og spille med bolden og modstanderen, som også er medspilleren. Kunne scoren være et element af situationen uden at overtage hele perspektivet. Og er det relevant, at fotograferne – så uendelig trætte af de samme bevægelser, den samme forhånd, den samme jubelscene, knyttet næve, hænderne i vejret, hvad Ulrich kalder »en stadig mere stivnet teatralsk gestik« – at de elsker at fotografere Monfils. Fordi han virkelig lever, spontant.
Ligesom Frew McMillan blev inspireret til selv at danse på bordet, har jeg det sådan med Torben Ulrich, at hver gang jeg læser hans skriverier, ser hans film, hører ham give interview, snakke om tennis og livet og åndedrættet, så får jeg lyst til selv at spille og skrive og snakke om tennis og livet med anderledes åbne øjne. Eller det som Ulrich, bosat gennem årtier i USA, kalder freshness:
»Det at se situationen i et nyt lys, et andet lys, stadig inden for de tilblevne muligheder, men også som den proces at aflægge sig det tilblevne i dets indsnævringer, se situationen frisat fra det fastsatte, med dets tilknytninger, tilvænninger, tilbøjeligheder.«
Og så afslutningsvis, det umiddelbart paradoksale: At jeg kun kender til Gaël Monfils, fordi han var verdens bedste juniorspiller, vandt alt han rørte ved, og sidenhen, som voksen, i top ti på ranglisten, tre Masters-finaler, to Grand Slam-semifinaler, som han godt nok tabte, men han var der, er der stadig, blandt de bedste. Ligesom Torben Ulrich var i sin tid, og det er ikke en ubetydelig detalje. Det er baggrunden for, at hans eksperimenter og oprør blev hørt.
Han har en stemme til at gøre op med det evindelige fokus på sejr, fordi han selv sejrede så ofte. Jeg peger ikke på det som selvmodsigende eller hyklerisk. Ulrichs univers rummer snildt den slags flertydighed, både-og, hverken-eller, kend reglerne, før du bryder dem. Hans egen hjemmeside rummer da også både bøgerne og kunsten og de spraglede tanker samt en lang liste over de målbare bedrifter: titler i Paris Indoors, Monte Carlo, Madrid, en førsteplads på ranglisten og, selvfølgelig, et medlemskab af The Last 8 Club for sin semifinale ved Wimbledon i 1959.
Tilbage i det lille klubhus sluttede min snak med Frew McMillan da også af med et noget anderledes minde om Ulrich. Det var fra en turnering i Cape Town, tilbage i de år, hvor McMillan og hans makker var stort set uovervindelige. Der stod de på hjemmebanen i Sydafrika over for Torben Ulrich og Jan Leschly. McMillan og jeg havde rejst os fra sofaerne, han skulle videre. Hans stemme var en smule dybere nu, mere seriøs, det her handlede ikke om Torben Ulrich som gakket inspirator, men som ualmindelig dygtig tennisspiller, den respekt det aftvang.
»De slog os,« sagde han, som om det stadig kom lidt bag på ham.
»Det gjorde de. De slog os faktisk«.
Torben Ulrich: Boldens øjne, værens ben – notater langs idrættens spalte(n)de veje, Forlaget Spring, 234 sider, 298 kroner
