Læsetid: 4 min.

Utilladeligt kætteri eller nødvendig reformation

Vidende og veloplagt beretter Peter Tudvad om den oprørske tjekkiske teolog Jan Hus
Jan Hus (1372-1415).

Jan Hus (1372-1415).

Ritzau Scanpix

5. oktober 2018

Reformationsjubilæet for nylig kulminerede 31. oktober 2017. Da var der gået nøjagtig et halvt årtusinde, siden Martin Luther slog sine 95 teser mod afladshandelen op på døren til slotskirken i Wittenberg.

Men egentlig begyndte den kristne kirkes grundvoldsrystende omskabelse mere end et århundrede før, da en østeuropæer, bøhmiske Jan Hus (født ca. 1370) anfægtede pavens ret til som apostelen Peters efterfølger at fælde evige og ikke blot timelige domme.

For Jan Hus var Gud den øverste og eneste sande dommer, og hvad tro gik ud på, kunne ikke dikteres af nogen kirke, kun udlægges ud fra Bibelen, allerhelst på tjekkisk i stedet for latin.

For dette oprør led Jan Hus døden på kætterbålet på en eng uden for Konstanz ved Bodensøen i juli 1415. Forud var gået en lang, kompliceret, dramatisk historie, som filosoffen og romanforfatteren Peter Tudvad fortæller i sin nye, tætte, veldokumenterede og velkomponerede bog.

Hus’ kirkekamp

Et centralt synspunkt heri er, at Hus’ kirkekamp skal ses i direkte forlængelse af den kritik af romerkirken, som den engelske teolog John Wyclif rejste ved, mens tjekken endnu var dreng, at torpedere troen på, at brødet og vinen forvandles under den hellige nadver.

Uden den engelske kætter ingen bøhmisk ditto, siger Tudvad og lægger til, at uden Jan Hus og bogtrykkerkunsten, som i mellemtiden meget belejligt kom til, var Luthers og hans fællers reformation aldrig blevet gennemgribende.

Men hvor Luther jo var pragmatiker og, da det kom til stykket, dikterede lydighed mod den verdslige magt, fordi denne i sidste ende var garanteret af Gud, tog Hus fra begyndelsen en radikal konsekvens af sit oprør og var ikke bange for at opfordre til opsætsighed imod øvrigheden, hvis de herskendes handlemåde var i strid med Guds bud.

Som Jesus trodsede de skriftkloge og farisæerne, satte Hus sig op imod pave og prælater, og fordi hans kristentro var forankret i medmenneskelighed og folkelighed, og han ved sine gudstjenester lagde vægt på at uddele nadveren »i begge dens former« (og ikke kun til præsten selv), hvortil kom, at de gejstlige efter hans mening skulle give afkald på rigdom og verdslig magt, er han for eftertiden kommet til at stå som en social og politisk rebel.

Men nej, understreger nu Tudvad, Jan Hus var reformator, ikke revolutionær.

Hvad der imidlertid skete allerede kort efter hans henrettelse, var, at han blev gjort til en martyr, og at hans tilhængere gjorde såvel kirkeligt som politisk oprør.

Set med pavens og kongens øjne var striden mellem Rom og Prag religiøs, men under tjekkernes synsvinkel var den i lige så høj grad national, og derfor udløste pavekirkens hele fem på hinanden følgende korstog mod Bøhmen i 1420-31 en væbnet folkelig modmagt. Følgelig fandtes der i 200 år en uafhængig reformatorisk kirke i Bøhmen, anført af skiftende ’husittiske’ formationer.

Politiske konflikter og magtintriger

Først med Trediveårskrigen vendtes der om herpå. 23. maj 1618 kylede stænderforsamlingens reformerede repræsentanter to af de kejserlige statholdere ud gennem vinduerne på kongeslottet i Prag, men to år efter led husitterne et forsmædeligt nederlag på Det Hvide Bjerg uden for byen.

Med katolikkernes sejr begyndte så Hus’ efterkommeres eksil. Nogle slog sig ned i det protestantiske Sachsen, hvor de snart blev assimileret, andre drog til Polen eller Holland. Og efter dannelsen i Herrnhut i 1722 af »Det evangeliske Brødreunitet af den Augsburgske Bekendelse«, kaldet herrnhuterne, drev brødrene mission så fjerne steder som i nutidens Nuuk og på De Vestindiske Øer.

Til Christiansfeld kom de i 1770’erne – hele byen ligger der stadig med den store kirkesal og begravelsespladsen »Gudsageren« – og i København blev der i Stormgade indrettet et nu sløjfet menighedsrum med plads til 600 troende, heriblandt i en periode Søren Kierkegaard og hans far!

Jan Hus udtalte i et af sine allersidste breve fra sommeren 1415 det håb til Gud, »at han efter mig vil sende andre, der er taprere, og de er der allerede, de, der bedre vil afdække Antikrists ondskab, og som til døden vil sætte deres liv ind for Jesu Kristi sandhed, der vil give jer såvel som mig det evige livs glæde.«

Luthers og hans fællers reformation betragter Peter Tudvad som indfrielse af dette håb. Antikrist alias paven i Rom fik hurtigt adskilligt at se til. Flere og flere indså den himmelråbende modstrid mellem romerkirkens praksis på den ene side og Bibelens forjættelser på den anden.

Hvordan historien om Jan Hus’ kirkekamp og forkyndelse væves sammen med ikke bare kirkehistorie, men også politiske konflikter og magtintriger, kortlægges kyndigt af Tudvad, der med sindig grundighed redegør for, hvad der senere hændte, helt frem til det 20. århundrede, da Jan Hus blev ikon for tjekkernes løsrivelse fra Østrig-Ungarn. Hele den historie kender vi nu bedre, takket være en indsigtsfuld forfatter og veloplagt fortæller. Tud ved, hvad han næste gang hitter på?

Peter Tudvad: ’Jan Hus. Kirke, korstog og kætteri’. 336 s. Illustreret. Kr. 299,95. People’s Press

For 500 år siden slog Luther angiveligt sine 95 berømte teser op på kirkedøren i den tyske by Wittenberg. Det er det sidste år blevet markeret med adskillige events til et storslået jubilæum, hvor besøgstallene har været middelmådige, og som af kritiske teologer er blevet omtalt som et kirkeligt selvbedrag.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu