Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Utøya-filmen ’22 July’ viser mennesket inden i monstret

Paul Greengrass tager fat om ondskabens rod og viser mennesket i monstret i ’22 July’, der i dag har premiere på Netflix, og som handler om Anders Behring Breiviks angreb på Oslo og Utøya og den efterfølgende retssag
Viljar (Jonas Strand Gravli, th.) og hans lillebror (Isak Bakli Aglen) gemmer sig for Anders Behring Breivik på Utøya i Paul Greengrass’ ’22 July’.

Viljar (Jonas Strand Gravli, th.) og hans lillebror (Isak Bakli Aglen) gemmer sig for Anders Behring Breivik på Utøya i Paul Greengrass’ ’22 July’.

Erik Aavatsmark

Kultur
10. oktober 2018

Den britiske filminstruktør Paul Greengrass har aldrig været bange af sig. Ind imellem sine populære og visuelt nyskabende Hollywood-thrillere, ikke mindst Bourne-sagaen, har han specialiseret sig i at lave nærmest dokumentariske skildringer af virkelige, tragiske og traumatiske begivenheder, der har sat sig spor i verden.

Tidligt i sin karriere instruerede han Bloody Sunday (2002), der fortæller om den dag i 1972, hvor det britiske politi skød og dræbte adskillige demonstranter i Nordirland. I 2006 lavede han United 93, der foregår på et af de af terrorister kaprede fly, der styrtede ned og dræbte alle om bord den 11. september 2001. I Captain Phillips (2013) handler det om kapringen af fragtskibet Mærsk Alabama. Og i sin nye film, den barske og dybt fascinerende 22 July, der fra i dag kan ses på Netflix og er baseret på en bog af Åsne Seierstad, fokuserer Greengrass på Anders Behring Breiviks terrorangreb på Oslo og Utøya den 22. juli 2011 og den efterfølgende retssag.

Det kunne ligne halsløs gerning så tæt på Erik Poppes Utøya (2018) at lave endnu en film om angrebet, men de to film er ganske forskellige, og Greengrass’ sigte er bredere end Poppes. Briten forsøger at trænge ind i hovedet på Breivik (Anders Danielsen Lie) og et af hans ofre, Viljar (Jonas Strand Gravli), der overlevede angrebet på Utøya, og nu skal forsøge at finde ud af, hvordan han vil leve videre, og om han skal tale ved Breiviks retssag.

Svært at være vidne til

22 July begynder den 21. juli, og uden for mange ord viser Paul Greengrass alt det, der går forud for angrebet den 22. juli.

Breivik er ved at gøre klar til angrebet, samtidig med at de glade, unge AUF-medlemmer ankommer til Utøya, hvor de skal holde sommerlejr og diskutere politik og demokrati. Man ved jo godt, hvad der kommer til at ske, og det gør deres gensynsglæde, overskud og gåpåmod tragisk og svært at være vidne til.

Filmen viser bombeangrebet på statsministeriet i Oslo og Breviks massakre på Utøya, hvor 77 mennesker mistede livet. Og den følger retssagen, hvor Breivik forsøger at overbevise retten om, at han fører en frihedskamp, og at han bestemt ikke er alene i sine rabiate holdninger.

Sideløbende med sagen mod Breivik skildrer Greengrass Viljars hårde kamp for fysisk og psykisk at komme videre efter at være blevet hårdt såret på Utøya. Han har svært ved at tale om det med andre, ikke mindst sine forældre og lillebroren, der også var med på Utøya og overlevede uden fysiske men, og Viljar kan ikke finde ud af, om han ligesom nogle af de andre overlevende skal tale ved retssagen. Han er bange for at bryde sammen, og han vil ikke have, at Breivik skal se ham græde – han vil også selv kunne gå ind i retssalen, uden hjælp og uden krykker, selv om det betyder, at han skal forcere sin genoptræning.

Inhuman opførsel

Paul Greengrass er – og har tilsyneladende altid været – interesseret i mennesker, og hvordan de reagerer i umulige og ødelæggende situationer, især dem, hvor de konfronteres med andre menneskers uforståelige, inhumane opførsel og ekstremisme.

Nogle af de store spørgsmål, instruktøren stiller i 22 July – og som Viljar tumler med – er, hvordan man lever videre, når så mange andre har mistet livet? Hvordan får man det til at give mening? Kan det overhovedet lade sig gøre? Har man en pligt til at leve videre og fortælle om, hvad man har set og oplevet? Skal man på den måde se ondskaben i øjnene som for at understrege, at man overlevede og  netop derfor har besejret ondskaben?

Viljar når frem til sine egne svar på de ikke spor nemme spørgsmål, og Greengrass giver publikum plads til at gøre det samme.

Det er en af instruktørens store styrker: Hans stil er dokumentaristens, og han går meget metodisk og systematisk til værks. Han fortæller, hvad han ved, ikke andet og mere, og han griber ikke til fortolkninger eller spekulationer. Selvfølgelig foretager han fortællermæssige og kunstneriske valg, der påvirker det, man ser på lærredet, men han er i vid udstrækning interesseret i at vise tingene, som de er foregået.

Det er en af de væsentligste grunde til, at hans virkelighedsbaserede film fungerer så godt, og at han formår at fortælle om svære og følsomme emner på en ordentlig og respektfuld måde.

Hjerteskærende figur

Jonas Strand Gravli gør en hjerteskærende og samtidig livsbekræftende figur som Viljar, der kæmper med sig selv og de ting, han har set og oplevet på Utøya. Det er umuligt for mig at forstå, hvad det gjorde ved ham – og alle de andre overlevende – men takket være 22 July og også Erik Poppes Utøya er jeg kommet en smule tættere på. Det er en af kunstens fornemste opgaver.

Det synes også at være et af Paul Greengrass’ ærinder: Man er nødt til at stå ansigt til ansigt med ondskaben og menneskeliggøre den.

Anders Behring Breivik er et monster, javist, men han er også et menneske, og det er en vigtig erkendelse at gøre sig i en verden, hvor højreekstremismen vinder frem. Hvordan skal man stoppe ondskaben, hvis ikke man først forsøger at forstå, hvad der ligger bag den?

Og hvis man synes, at Greengrass er modig, fordi han tør kaste sig over et emne som Breivik og Utøya, så udviser Anders Danielsen Lie, der spiller Breivik, vel nærmest dødsforagt.

At spille så forhadt et menneske forholdsvis kort tid efter det menneskes ugerninger kan ikke have været let. Det har givet også været en udfordring for ham som skuespiller, og Lie gør det fantastisk. Hans Breivik er, som man husker manden fra tv-transmissionerne, kold og stålsat. Men Lie og Greengrass får alligevel vist mennesket under den rolige, følelsesforladte overflade, ikke mindst da Viljar og andre overlevende sidder over for ham i retssalen og fortæller deres historier.

Da fornemmer man mennesket inden i monstret.

’22 July’. Instruktion: Paul Greengrass. Manuskript: Paul Greengrass og Åsne Seierstad. Norsk-islandsk-amerikansk. Kan ses på Netflix fra i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg kan til stadighed undre mig over, at umennesker som den nævnte og ubådsbødlen kan blive ved med at få så meget opmærksomhed i pressen. Ubådbødlen må i skrivende stund have fået langt mere spalteplads end hans offer nåede at skrive. Ti dem ihjel, vær dog ikke deres talerør.

Berith Skovbo, Karsten Aaen, Dagmar Christiandottir, Anker Nielsen, Mogens Holme og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Jeg har absolut intet behov for at kende mennesket i Breivik. Hverken nu eller senere. Hans terrorhandling har ingen human relevans - overhovedet. Glem ham!

Karsten Aaen, Dagmar Christiandottir, Mogens Holme, Flemming Berger og Søren Bro anbefalede denne kommentar

@ David Joelsen. Din kommentar gør mig nysgerrig. Hvad mener du præcis med udtrykket "ingen human relevans"? At terrorhandlingen er umenneskelig? Det er vist oplagt, og et fællestræk ved terrorhandlinger. At terrorhandlingen ikke er af relevans for menneskeheden? Hvordan kan den ikke være det?

Har du det på samme måde med islamistisk eller venstreradikaliseret terror, og hvis det ikke er tilfældet, hvorfor så ikke?

Svend Erik Sokkelund, Berith Skovbo, Karsten Aaen og Lars Jørgensen anbefalede denne kommentar

Anders Breiviks uhyrlige handlinger er vigtige ikke at glemme i disse tider, hvor en massiv propaganda forsøger at sætte lighedstegn mellem islam og terror.

Personligt har jeg så ikke behov for at forstå ham - han er for mig indbegrebet af ondskab og kan aldrig få en passende straf for omfanget af hans handlinger. Men jeg kan godt forstå, at det er vigtigt at forstå de mekanismer, der drev ham - og især via den forståelse af kunne finde de Anders Breivik kloner, der potentielt er ved at gøre sig klar til næste attentat.

Anders Reinholdt, Berith Skovbo, Karsten Aaen og Lars Jørgensen anbefalede denne kommentar

Jeg så 22 juli i går: Og gennem Viljar og andre ofre møder man menneskeligheden. Rigtigt dybt ind i Breiviks hoved når man ikke i filmen. Det spørgsmål som rejser sig er om Breivik var sindssyg eller ikke, hvilket jo reelt også var oppe, at vende i forbindelse med retssagen.

Psykologisk set er Breiviks tilfælde,, da interessant for hvad skaber et monster?

Det giver filmen nogle antydninger af, men ikke noget endeligt bud på. Og eller andet sted står gerningen tilbage, og gerningsmanden bliver lidt ligegyldig. Mht. forbrydelse så spiller motivet jo altid en rolle, og det er også det vi dømmer ud fra - også strafferetsligt. Derfor må vi også forstå hvad der driver forbryderen.

Breivik var afsporet, og det stod tidligt klart. Og så synes jeg, der er grund til, at adskille Breivik lidt fra Bjarne Madsen for de handlede vel ud fra vidt forskellige bevæggrunde.

Uanset om man forstår en gerningsmand er aparte, så gør det ikke nødvendigvis det nemmere, at skulle leve med virkningerne af forbrydelsen. Og det fylder heldigvis også noget i den ""22 juli", hvor vi altså gennem Viljar møder et overlevende offer der må kæmpe med, at leve videre.

Undskyld - Der skulle stå Peter Madsen. Det var jo det ubådsbyggeren hed