Læsetid: 3 min.

Efter voldtægten skal vi op og ud og have det lidt sjovt

Isabella Eklöf debuterer med en visuelt stilsikker og principielt set velgørende provokation: At fortælle om en ung kvinde, der modstandsløst, nærmest velvilligt, lader sig udnytte groft af alt og alle. Men hendes viljesløshed er ikke helt til at skelne fra filmens utilsigtede vaghed
’Holiday’ er sådan en film, man vil huske, men med en rumlende tomhed i maven, skriver Informations anmelder.

’Holiday’ er sådan en film, man vil huske, men med en rumlende tomhed i maven, skriver Informations anmelder.

Jonas Lodahl

11. oktober 2018

Sascha siger ikke noget til at få syngende lussinger af sin gangsterkærestes håndlanger, fordi hun har brugt lidt af de penge, hun skulle smugle til Tyrkiet.

Hun siger ikke noget til at blive drugged til villafest med hans entourage af venner, familie og Amagergangstere. Eller til at skulle sidde med to børn og se tegnefilm og spise vingummibamser, mens en fra slænget bliver tævet sønder og sammen af de andre i rummet ved siden af. Man kan bare skrue højere op for fjernsynet.

Spillefilmsdebutant Isabella Eklöfs Holiday vil blive husket for fotograf Nadim Carlsens stilbevidste billeder, der dyrker det campede, kulørte tyrkiske turistunivers af barer, vandrutsjebaner og spillehaller, som Sascha, spillet af det særlige talent Victoria Carmen Sonne, og hendes machosyge kæreste Michael (Lai Yde) boltrer sig i: Hvert tredje skud i hele filmen kunne man lave en filmplakat ud af – sådan en, der hilser på Harmony Korines pastelfarvede mareridt Spring Breakers.

Filmen vil også blive husket for en virkelig stærk, modbydeligt overbevisende voldtægtsscene: En mand, der tømmer al sit selvhad ud over en kvinde, som pludselig er et stykke irriterende legetøj for ham – sådan et, man bare kan flå i stykker, når man er i mørkt humør. Også her hilses på ubehagsmestre som Ulrich Seidl, Gaspar Noé og netop Korine.

Klam halskæde

Og så vil Holiday ikke mindst blive husket – men med frustration, forvirring og tomhedsfølelse – for den mærkværdige blankhed, hvormed Sascha modstandsløst, blottet for motivation, handlekraft og psykologisk dybde finder sig i alt. Hun er en viljeløs omstrejfer, ude af stand til at frygte nogen eller nogen – som i scenen, hvor hun kører en tur på scooter og trods advarsler lader silketørklædet om sin hals flagrende faretruende tæt på hjulet. I næste klip ligger hun og gisper på jorden, scooteren er væltet, tørklædet om hendes hals er flået over. Og i resten af filmen render hun så rundt med et rødt kvælningsmærke – som en klam halskæde, der skriger voldsoffer. Levende død!

I en anden scene danser hun intenst med sig selv i spejlet på en affolket bar, mens Michael er optaget af bøvet gangstersnak. Helt kendetegnende for det underlige eksistentielle ikkested, som Eklöf placerer sin hovedperson og publikum i, er det slet ikke til at læse Sascha her: Hun kærtegner sig selv og stirrer sig selv i øjnene dødt, forført, tomt, draget. Så driver hun ud af baren, væk fra sin voldspsykopat af en kæreste, for at mødes med en fremmed.

Isabella Eklöf undlader på den måde gennem hele filmen at gøre Sascha til en katarsisk forløser af vores behov for at se den undertrykte kvinde hævne sig, knække eller på anden måde bryde med det, der så tydeligt er galt.

Denne demonstrative ulyst til at kræve noget af kvinden kunne have været en velgørende modstand imod nem moralisering på film. Men det står aldrig helt klart, hvad filmen så vil i stedet – hvilket understøttes af følelsen af retningsløshed i instruktion og klipning. For man fatter aldrig helt, hvem slænget i villaen er, scenerne er ikke stærkt nok etableret og eksekveret. Man aner også, at svage scener er klippet ud af den endelige film, men det efterlader sære huller i plottet og karaktertegningerne. 

Gangsterklicheerne er tykke, ligesom det fortællespor, hvor mørke Michaels modbillede i skikkelse af en flink hollænder dukker op, og Michael skal stive sit ego af. Lai Yde har som den bistre gangster Michael sine intense øjeblikke som seksuel aggressor, men ligner andre gange mest en, der er blevet bedt om at spille bister. Og det er meget svært at forstå relationen mellem ham og de hovedløse festaber omkring ham. Det er måske en pointe, men jeg er helt ærligt ikke sikker. 

Så. Sascha siger ikke noget til noget. Men man bliver heller aldrig helt tryg med hensyn til, hvad Isabella Eklöf og hendes medforfatter Johanne Algren så vil sige med den selvødelæggende passivitet i Holiday. Hvis man demonstrativt nægter at sige noget, men viser det med så voldsomme scener, så skal det gøres med mere sikker hånd. Holiday er stadig sådan en film, man vil huske – men med en rumlende tomhed i maven.

’Holiday’. Instruktion: Isabella Eklöf. Manuskript: Johanne Algren og Isabella Eklöf. Dansk. Biografer over hele landet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu