Læsetid: 3 min.

4:48 er det klokkeslæt, hvor klarheden kommer på besøg, og psykosen holder pause

Aarhus Teater demonstrerer med ’4:48 Psychosis’, at de med ganske få virkemidler kan skabe en unik teateroplevelse, der med sit intimiderende nærvær og en kraftpræstation fra skuespiller Mette Døssing fylder et helt lokale med intensitet
Aarhus Teaters Mette Døssing leverer en kraftpræstation i Sarah Kanes monolog ’4:48 Psychosis’.

Aarhus Teaters Mette Døssing leverer en kraftpræstation i Sarah Kanes monolog ’4:48 Psychosis’.

Anna Marín Schram/Aarhus Teater

8. november 2018

Sarah Kanes ikonisk selvdestruktive dramatiske værk fra 1999, 4:48 Psychosis, er i Sargun Oshanas iscenesættelse skåret helt ind til benet. Et stort set tomt lokale, en flok forventningsfulde tilskuere og en skuespiller, der på højeste energiniveau bevæger sig frit rundt mellem dem.

I løbet af de ca. fem kvarter, forestillingen varer, holder Mette Døssing ene kvinde energiniveauet og intensiteten i top. Da hun træder ind i rummet, er hun klædt i sort fra elefanthuen øverst til de skinnende sorte Dr. Martens-støvler nederst. Hun er dyster i ordets bogstaveligste forstand. Mørk udenpå, og så afgjort også mørk indeni.

4:48 er et klokkeslæt. Det tidspunkt på dagen, »hvor klarheden kommer på besøg«.

Der, hvor psykosen kortvarigt holder pause. Og det tidspunkt, hvor kvinden foran os ønsker at dø. Uanset om midlet skal være en overdosis piller, overskårne pulsårer, en løkke fra loftet eller en kombination af det hele.

»Klokken 4:48 vil jeg hænge mig selv til lyden af min elskers åndedræt.«

4:48 Psychosis er Sarah Kanes femte og sidste dramatiske værk, færdigskrevet kort før hun begik selvmord. Som en selvbiografisk forudsigelse eller fortælling om et liv, der uundgåeligt var på vej mod sin afslutning.

Teksten er fuld af selvdestruktive holdninger, eksistentiel filosoferen og religiøse overvejelser. Som i alle Kanes værker handler det om ulykkelig kærlighed, selvhad og død.

Selvdestruktivt og grænseoverskridende

Budskaberne smækkes lige i ansigtet på publikum.

Store dele af tiden står vi op i det stort set tomme, hvide lokale på Studio. Rundt omkring hænger lange, smalle lysstofrør lodret ned fra loftet, som i Anders Kjems’ lysdesign skifter mellem klinisk, hvidt lys til varmt gult, som ved en solnedgang. Der er ingen siddepladser, ingen klar angivelse af, hvor publikum skal opholde sig.

David Gehrt har stået for scenografien. Eller måske rettere manglen på samme. Men i fraværet opstår der plads til følelserne og frustrationerne.

Mette Døssing er intimiderende og grænseoverskridende. Hun stiller sig helt tæt på og taler direkte til publikum. En ad gangen. Hun hænger små højtalere i læderstropper om halsen på os og besvarer de udtalelser, disse udsender, som kom de fra mennesket, der tilfældigvis bærer den.

Hun udstråler en utæmmet aggressivitet både i sine heftige bevægelser og sin voldsomme sprogbrug. For det er voldsomt, når et menneske ser dig lige ind i øjnene og siger:

»Jeg kunne godt tænke mig at slå mig selv ihjel.«

Patienten og stemmerne

Hun er patienten, men hun er også stemmerne, der svarer. Og publikum spiller også en væsentlig rolle. Vi er terapeuterne, psykiaterne, den omgivende verden, massen omkring hende. Vi lytter tavse til hendes absurde udtalelser, mens vi blot stirrer intenst på hende uden at gribe ind.

»Et rum af udtryksløse ansigter«.

Burde vi svare hende?

4:48 Psychosis er helt grundlæggende en frygtelig og hård forestilling.

»En overflod af udråbstegn betyder nært forestående sammenbrud,« konstaterer Mette Døssing nøgternt.

Og når sammenbruddet opstår i hendes hoved, blinker lysstofrørene som stroboskoplys, og lyddesigner Ise Klysner Kjems skruer helt op for volumen, så dunkende bastoner hamrer ind i kroppen, som var det en omgang hjertemassage og ikke et stykke technomusik.

Sarah Kanes skarpe tekster i Morti Vizkis sprogligt flydende oversættelse, de selvdestruktive budskaber, det ekstreme nærvær af forestående død og ikke mindst en kraftpræstation fra skuespiller Mette Døssing fuldender forestillingen.

Hun hvisker eller hun skriger. Hun sidder sammenkrøbet op ad væggen, eller hun løber rundt og rundt omkring os. Hun griner vanvittigt eller stønner og klynker, mens hun vrider sig rundt på gulvet. Hun fylder lokalet ene kvinde og skaber en intens og meget fysisk oplevelse.

’4:48 Psychosis’. Tekst: Sarah Kane. Oversætter: Morti Vizki. Instruktør: Sargun Oshana. Scenograf: David Gehrt. Lyd: Ise Klysner Kjems. Lys: Anders Kjems. Med Mette Døssing. Spiller på Aarhus Teater til 30. november.

Sofia Nolsøe er overbevisende som den nørdede, halvblinde drømmer Selma, der knokler løs for at sikre sin søns syn.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu