Læsetid: 4 min.

Ambitionen om at lave et episk krigs- og kærlighedsdrama spænder ben for troværdigheden i ’I krig og kærlighed’

Krigen er meningsløs, vinteren er hård og kærligheden er fuld af interessekonflikter i Kasper Torstings første verdenskrigsdrama ’I krig og kærlighed’. Det er en ærlig sag, at der er lagt op til underholdende melodrama, men ærgerligt, at Hollywood-skabelonerne falder så meget i øjnene, at det distraherer
15. november 2018

Første Verdenskrig, som sluttede for 100 år og nogle dage siden, fylder ikke så meget i danmarkshistorien eller i dansk selvforståelse, fordi Danmark forholdt sig neutralt. Sådan er det i hvert fald i det meste af Danmark.

I Nordslesvig, der nu er Sønderjylland, men som dengang var den nordligste tyske provins, blev 30.000 danske mænd indkaldt til at kæmpe på tysk side for et fædreland, de ikke anerkendte som deres. Af dem faldt rundt regnet 5.300 mand, som efterlod sig omkring 1.500 enker og 5.000 børn. 7.000 danske soldater vendte tilbage med større eller mindre handicap.

Det er denne det danske mindretals krigshistorie, Kasper Torsting fortæller i sit episke kærlighedsdrama I krig og kærlighed, og alle sejl er sat til.

Filmen går benhårdt efter at være storslået, gribende og toptragisk. Violinerne lader os forstå, at længslen hjem er enorm, fjendens dødsskrig gør det klart, at krigen er uretfærdig, og skuespillerne gør deres for at vise, at mennesker ikke nødvendigvis gør hinanden fortræd, fordi de er onde, men fordi de prøver at få det bedste ud af svære situationer. 

De fleste er okay

I krig og kærlighed handler om den unge trofaste familiefar Esben (Sebastian Jessen), som sammen med sin bedste ven, Jes (Morten Brovn Jørgensen), er udstationeret i Frankrig. Fordi de har formastet sig til at tale dansk foran en befalingsmand, er de blevet sendt på en selvmordsaktion med et uvist formål. Her i kampscenerne træder filmens humanisme tydeligt frem på en baggrund af krudtrøg og ruiner.

Det er karakteristisk, at den brutalitet, de er nødt til at udvise over for fjenden (der nok også hellere ville være hjemme og passe sig selv), er næsten lige så traumatiserende som det, de bliver udsat for. Det slås grundigt fast, når Esben finder et familiebillede i brystlommen på en død fransk soldat, som minder om det billede, han selv slæber rundt på af sin kone, Kirstine (Rosalinde Mynster), og sin søn, Karl (Aksel Homann). 

De to kammerater overlever missionen, men bliver sendt hjem med krigsskader. Jes er lam fra livet og nedad og kraftigt udfordret på sin stolthed. Hans kone, Marie (Natalie Madueño), prøver at støtte, men der er også en afstand mellem de to efter hans lange fravær og uvisheden om, hvorvidt han overhovedet ville vende hjem. Det samme er der mellem Esben og Kirstine. Mens de har været i krig, er den tyske jagerpilot Gerhard (Tom Wlaschiha) næsten blevet en del af familien. Han har endda lavet et legetøjsfly (filmens tungeste metafor af en rekvisit) til Karl, som Esben kommer til at ødelægge. Ikke så godt. 

Da det bliver besluttet, at Esben skal tilbage til fronten, beslutter han sig for at desertere, og det er de deraf følgende genvordigheder, der udgør størstedelen af filmen. Igen er det tydeligt, at ingen er onde for ondskabens skyld, bare hjernevaskede af krigens logik. Den største skurk er politibetjenten Hansen (Thure Lindhardt), der egentlig hører til det danske mindretal, men som holder med dem, der har magt. Ligesom alle andre prøver han bare at indrette sig, men i modsætning til det øvrige persongalleri har han ingen integritet. 

Pludselige drejninger

Det snedækkede vinterlandskab, handlingen udspiller sig i, er flot og frygtindgydende, og Esbens gemmeleg med de tyske myndigheder kaster nogle moderat nervepirrende scener af sig. Når det ikke bliver mere end moderat nervepirrende, er det, fordi manuskriptforfatterne i deres iver efter uforudsigelighed har drysset plottvist og pludselige drejninger ud over handlingen med en lidt for løs hånd. Det er et godt og gammelt trick fra Hollywood at lade en karakter, der ellers var drevet af en ren og stærk vilje, ombestemme sig med ét, hvorefter landet ligger helt anderledes. Det trick bliver kraftigt overdoseret i I krig og kærlighed.

Det er ambitionen om at lave et episk krigs- og kærlighedsdrama, der spænder ben for den troværdighed i karakterskildringen, som er forudsætningen for, at man lever sig ind i disse arme mennesker. Man forstår godt, hvor de – og filmen – vil henad, men det bliver småt med de følelsesmæssige reaktioner. Trekantdramaet mellem Gerhard, Kirstine og Esben følger reglerne for trekantsdramaer på film, og legetøjsflyet symboliserer løs.

I krig og kærlighed er en mere jordnær historie end Ole Bornedals 1864-serie, men langt hen ad vejen deler de to projekter ambitionen om at give krigen og dens deltagere nogle menneskelige ansigter. De deler også en tendens til svulstighed.

I krig og kærlighed viser svulstigheden sig tydeligst i det lidt for søgte plot, der er bygget op af så mange Hollywood-skabeloner, at de skygger for den ellers fint skildrede elendighed, Første Verdenskrig førte med sig.

’I krig og kærlighed’. Instruktion: Kasper Torsting. Manuskript: Ronnie Fridthjof og Kasper Torsting. Dansk. Vises i biografer landet over. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu