Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Bertel Haarder anmelder ny Poul Schlüter-bog, som han selv er med i

Ny bog om Poul Schlüter anmeldt af en af dem, der selv var med: Bertel Haarder
Den nyudnævnte konservative statsminister Poul Schlüter kommer ud fra audiens hos droninngen med sin fireparti-regering i september 1982. På billedet ses fra venstre: Bertel Haarder, Grethe Fenger Moeller, H.P. Clausen, Palle Simonsen, Poul Schluter, Mimi Jakobsen, Uffe Ellemann-Jensen og Niels Anker Kofoed.

Den nyudnævnte konservative statsminister Poul Schlüter kommer ud fra audiens hos droninngen med sin fireparti-regering i september 1982. På billedet ses fra venstre: Bertel Haarder, Grethe Fenger Moeller, H.P. Clausen, Palle Simonsen, Poul Schluter, Mimi Jakobsen, Uffe Ellemann-Jensen og Niels Anker Kofoed.

Mogens Ladegaard

Kultur
16. november 2018

Jeg var med som minister i hele Poul Schlüters tid 1982-1993. Derfor er læsning af den nyudkomne bog med samme titel en ganske særlig oplevelse. De 675 sider bygger på indgående research og grundige interview med bl.a. undertegnede. Fyldt med spændende detaljer og beskrevet med megen indlevelse og sans for det politiske indhold. Jeg har kun kunnet finde ubetydelige fejl (f.eks. at Anders Fogh første gang stillede op i 1974 – det var ’73).

Forfatteren Niels Wium Olesen har sans for både de politiske udfordringer, dramaer, succeser, fiaskoer og triste skæbner, som han beskriver med både forståelse og indlevelse. F.eks. fodnote-perioden, hvor S, R og venstrefløjen trak ubehagelige, NATO-fjendtlige vedtagelser ned over hovedet på regeringen, mens udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen slog sig i tøjret. Det sluttede først, da de radikale kom med i regeringen – og CD og Kristeligt Folkeparti blev smidt ud! Det var en taktisk genistreg, men KVR-regeringen blev voldsomt upopulær i det borgerlige bagland (Venstre kom ned på 10 procent i meningsmålingerne), og den holdt kun et par år.

De omstridte fodnoter var uden tvivl ophørt under alle omstændigheder, da Berlinmuren kort efter faldt. Det var en stor overraskelse, for den faldt netop i det efterår, hvor adskillige ministre besøgte DDR (Østtyskland) for at få menneskelige forbindelser med det ukendte naboland. Schlüter besøgte diktator Honecker, og jeg besøgte hans stalinistiske kone Margot, som var undervisningsminister, samt præsident Willy Stoph, der var stærkt svækket helbredsmæssigt. Forinden havde den danske ambassadør Krog-Meyer kvajet sig ved at få det berygtede østtyske politi til at afhente 18 »besættere« (flygtninge) på ambassaden, så de ikke skulle forstyrre idyllen under statsbesøget.

Wium Olesen beskriver også mine egne bestræbelser som »ideolog og undervisningsminister«, »ikke bare liberal, men også liberalist«. Jeg var den minister, der »nåede længst med moderniseringsprogrammet fra 1983«. Han beskriver naturligvis også mine nederlag i Folketinget til det alternative flertal (S, R og venstrefløjen), som ikke ville spare så meget, som jeg var forpligtet til, og som ikke ville ændre Roskilde Universitetscenters profil og meget andet. Han peger med rette på min beskedne erfaring som medvirkende årsag til nederlagene, men han glemmer, at både jeg og Schlüter og den øvrige regering havde det fint med, at vi frejdigt spillede ud og lod os stemme ned. Så kunne vælgerne se, at vi forsøgte noget, men ikke kunne komme igennem med det.

Det kan senere og kommende statsministre efter min mening lære af. Schlüter gav mig plads, også til at komme i mindretal. De politiske storme var jo beviset på, at vi bestilte noget og ikke blot administrerede det bestående. Mit mantra var, at »selv om man er i regering, kan man godt være i opposition til tingenes tilstand«. Sådan må det være under en mindretalsregering.

Efter min mening underbetoner forfatteren den enorme krisebevidsthed, der bar regeringen igennem trods de vanskelige parlamentariske vilkår. Landet var jo ved at gå bankerot i 1982 med udsigt til 80 mia. kroners underskud på de offentlige finanser. Jeg savner nævnelse af overlæreren i Hårby, Poul A. Jørgensen, der under stor offentlig bevågenhed startede en sand folkebevægelse og foretog en imponerende underskriftindsamling med en erklæring, der opfordrede danskerne til at acceptere kriseindgrebene og »knappe ind« for fædrelandets skyld.

Det var denne krisebevidsthed, der havde fået de radikale til at skifte side, og som fratog det frådende Fremskridtsparti lysten til at genskabe det kaos, som prægede den »smalle« Venstre-regering 1973-75.

Krisebevidstheden gjorde det muligt for den kyndige og dybt kreative finansminister Henning Christophersen at lægge op til massive ændringer af velfærdsstaten, bl.a. med suspendering af dyrtidsreguleringen, nedskæringer af dagpenge og bloktilskud samt indførelse af »karensdage« for sygedagpenge og sygeløn (første sygedag skulle ikke give dækning). Det var vel at mærke ikke Folketingets flertal, men velbeslåede virksomheder som Novo og Jyllands-Posten, der ødelagde sidstnævnte ved at undtage deres medarbejdere!

Ærgerlige blev vi også, da Sverige devaluerede med 16 procent, netop som vi havde låst kronen fast til D-marken. Men vi holdt stand, og belønningen kom, da troværdigheden i fastkurspolitikken fik renten til at falde dramatisk. Det fik beskæftigelsen til at stige med raketfart, så Schlüter i overmod erklærede, at det gik »ufatteligt godt«.

Den radikale leder Niels Helveg Petersen havde forudset, at Schlüter ville blive »sensationelt god«, og det blev han. Han var en ægte holdleder, der gav både ministrene og de andre regeringspartier plads – og jo mere, han roste Venstre, jo flere af vore stemmer huggede han! Det er mig ubegribeligt, at den taktik ikke bruges noget mere frem for den flove lavpolemik, vi ofte udsætter vælgerne for.

Bogen nævner fhv. skatteminister Isi Foighels død umiddelbart efter 25-årsfejringen af firkløverregeringens fødsel på tidl. indenrigsminister Britta Schall Holbergs herregård Hagenskov ved Assens. Henning Christophersen holdt en tale, hvor han erkendte, at han og Poul Schlüter havde fordelt rollerne rigtigt i 1982 – altså, at Schlüter blev en bedre statsminister, end han selv kunne være blevet. Schlüter var den ukomplicerede, uideologiske holdleder, mens Christophersen var den eminente kuglestøber.

Jeg mener at kunne huske, at Schlüter engang ankom i højt humør til et koordinationsudvalgsmøde og foreslog, at vi skulle lempe finanspolitikken en smule. Det fortjente borgerne efter alle stramningerne. Tjo, sagde Christophersen og gik beredvilligt ind på tankegangen, men inden mødet sluttede, var det blevet besluttet at gøre det modsatte, hvilket Schlüter derefter på mesterlig vis forklarede nødvendigheden af, så hele folket kunne forstå det.

Isi Foighel fortalte ved den lejlighed, hvordan han engang blev hentet ud fra et møde, fordi der var telefon fra statsministeren. Da han kom tilbage til mødelokalet, var han hemmelighedsfuld med hensyn til den vigtige sag, de havde drøftet. Men nu kunne han fortælle, hvad Schlüter havde sagt: »Du Isi! Jeg skal til begravelse. Han er jøde. Skal jeg bære høj hat eller kalot?«

Selvfølgelig blev Schlüter slidt, både af konen Lisbeths død og af den lange funktionsperiode og evige trakasserier. På et tidspunkt ville han gerne være formand for Folketinget, men kunne ikke få Venstre med til at gøre finansminister Palle Simonsen til statsminister. Det ville ellers have forlænget KV-regeringens liv, for Simonsen kunne ikke fordrage Ninn-Hansen og ville aldrig have ladet ham trække sig ned i Tamil-sagens søle!

Niels Wium Olesen: ’Poul Schlüters tid 1982-93’, GAD, 674 sider, 350 kroner.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bertel Haarder "glemmer" at der var en LÅNE-FIDUS i 1980'erne, kaldet: "Bertel Haarder Modellen"

Den krævede, at man solgte sin bolig til ægtefællen, som så kunne udnytte kreditforeningen til en ny type 10 års-ombygnings lån, der var langt billigere end en kassekredit.

Jeg stod dengang, længe, bag en anden kunde i Bagsværd SDS, som forsøgte at forklare ovenstående, endeligt gik "lyset" op for sparekasserådgiveren: "Nå, du mener Haarder-Modellen"? Ja tak!
Og SDS havde lige en A4 side med vejledning til denne "lovlige" fidus, som kunden så fik

Altså var Bertel Haarder den, der indledte det kreditforenings bevilliget overforbrug som, med de senere så farlige afdragsfri lån, har skabt Danmarks to seneste finanskriser, skam dig!

Det er ikke kun i Krigsministeriet, at det er ved at blive lidt for incestuøst. Nu også her. Hva' mæ' lidt armslængde?

Flemming Berger, Hanne Ribens, jørgen djørup og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Oluf Husted

I start-80'erne var lånemarkedet underlagt pudsige lånebegrænsninger, så markedet var opdelt i et rasende dyrt marked for banklån og et realkreditmarked med langt lavere udlånsrenter.

Det var en velgørende liberalisering Schlütter gennemførte med lettere adgang til de lavt forrentede realkreditlån, for så at sætte det hele over styr med kartoffelkuren, som skabte ulykker som først Poul Nyrup fik rettet op.

Erik Fuglsang, Jørgen Wentzlau og Oluf Husted anbefalede denne kommentar

Man kan selvfølgelig ikke i en kronik på nogle hundrede ord gengive alt, hvad der står i en næsten 700 sider stor bog.
Men nu var Bertel Haarder vel under Schlüter-æraen mest kendt som sin funktion af undervisningsminister, og her kan det godt undre mig, at han ikke har nævnt noget fra. Måske på grund af et lidet flatterende tilnavn, han fik dengang?
Det var under Bertel Haarder, at bl.a. geografistudiet ved Århus Universitet blev nedlagt med den begrundelse, at der var store arbejdsløshed blandt geografer. Arbejdsløsheden blandt geografer fra AU var på det tidspunkt 0,0 %, så "onde tunger" mente, at det måske var en hævn for noget helt andet under ministerens egen studietid, der var den virkelige årsag. Jeg kan ikke vide det, for det er "bare" vedholdende rygter, jeg siden har hørt.........

Torben Lindegaard

@Erik Karlsen kl. 21:16

"Jeg kan ikke vide det", skriver du, mens du kolporterer rygtet videre ....

Det tjener dig ikke til ære.

Torben,
det kan du selvfølgelig have ret i. Det var en klodset måde at skrive det på, men det var i alle tilfælde et yderst vedholdende rygte. Jeg husker også, at nogle af mine undervisere snakkede om, at de altid i weekenden så frem til mandagen med bekymring, da undervisningsministeren havde det med at komme med nye ideer. Det var ikke et rygte.

Erik Fuglsang, Torben Bruhn Andersen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Torben og Erik
HVad der ikke er rygter og von-hören-sagen er, at mens Bbertel Bims var undervisningsminister, da blev der skåret kraftigt ned på optaget på lægestudiet. Resultatet er at der i dag mangler læge i almen praksis i helt katastrofal grad, og især når rigtig mange af de nuv. læger i løbet af det næste årti går på pension. SÅ vil lægemanglen blive endnu mere udtalt, og også det kan vi takke Haarder for.
Medierne betegner Haarder som den længst siddende undervisningsminister, men kun få - om nogen overhovedet - beskriver ham som den undervisningsminister, der har formået at gøre mest skade.

Mogens Holme, Torben Bruhn Andersen, Kim Houmøller, Jørgen Wentzlau, Hanne Ribens, Oluf Husted og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Arne,
nu, hvor du nævner nedskæringerne (dem husker jeg ikke), så var det også Bertel Haarders ide, at der skulle optages mange flere på ingeniørstudierne, da der fremover ville blive mangel på dem.
Da de mange, mange nye ingeniører så blev udklækket, var der mystisk nok ikke brug for dem længere (måske havde der aldrig været, for det var nok bare en ide).

PS. Inden nogen beskylder mig for et korstogslignende felttog mod Bertel Haarder, vil jeg lige nævne, at han på sine gamle dage er blevet en af de Folketingspolitikere, jeg respekterer mest.

Erik Fuglsang, Henning Kjær og Oluf Husted anbefalede denne kommentar

Arne Lund
Vedr. lægemanglen
Der var andre end Bertel Haarder, der medvirkede til, at der ikke blev oprettet tilstrækkeligt med studiepladser på lægestudiet i 80erne.

1/ Amtsrådsforeningen var bange for en lægepukkel
og
2/ Lægeforeningen var bange for løntrykkere...

Dorte Sørensen

Nej nedskæringerne på lægestudiet var ikke BH's skyld alene , MEN han havde en stor skyld i den.
Ligeledes fik han også ødelagt erhvervsuddannelserne med selvejende skoler så indtjening og overskud blev ledetråden i stedet for faglighed osv.

Mogens Holme, Fam. Tejsner og Anne Albinus anbefalede denne kommentar

En gymnasiekammeret blev læge i sidste ½del af 70erne, og han flyttede til Sverige for at få arbejde, og har arbejdet der siden.
Jeg blev ingeniør i 1980 og det var inden Harders store ingeniørårgange blev færdige, og ledigheden steg.