Læsetid: 7 min.

Carsten Jensen: Hvad er venstrepopulisme?

Åsa Linderborg og Göran Greiders nye bog er læseværdig, klar og kompromisløs. Den byder på en tiltrængt pause fra tidens tågesnak
»Den amerikanske protestbevægelse Occupy Wall Street opererede med et folk, der udgjorde 99 procent mod den ene procent velhavere. Greider og Linderborg har ladet eliten vokse til 10 procent, mens de øvrige 90 procent med en noget løs definition udgøres af alle, som har tabt i klassesamfundet. Markedsliberalismen er fjenden, arbejderklassen den handlende kraft,« skriver Carsten Jensen om Greider og Linderborgs nye bog ’Det populistiske manifest’.

»Den amerikanske protestbevægelse Occupy Wall Street opererede med et folk, der udgjorde 99 procent mod den ene procent velhavere. Greider og Linderborg har ladet eliten vokse til 10 procent, mens de øvrige 90 procent med en noget løs definition udgøres af alle, som har tabt i klassesamfundet. Markedsliberalismen er fjenden, arbejderklassen den handlende kraft,« skriver Carsten Jensen om Greider og Linderborgs nye bog ’Det populistiske manifest’.

Emmanuel Dunand

23. november 2018

Har venstrefløjen brug for et populistisk manifest?

Det mener Göran Greider og Åsa Linderborg, to svenske sværvægtere i den offentlige debat, den ene forfatter og chefredaktør for Dala-Demokraten, den anden kulturchef på Sveriges største dagblad, Aftonbladet.

Begge står de til venstre, omend med kritisk kant til den etablerede venstrefløj, både i og uden for Socialdemokratiet, og det gør valget af ordet ’populisme’ usædvanligt. Få, om nogen politiske bevægelser betegner sig selv som populistiske, og i dag bruges betegnelsen mest kritisk, for ikke at sige nedsættende, om de nye partier, der langt ude på højrefløjen i disse år skyder frem i Europa.

I forfatternes øjne sætter fremkomsten af de nye højrepopulistiske partier et alvorligt spørgsmålstegn ved den nuværende samfundsorden, og det er et spørgsmålstegn, de gerne vil dele.

Mange af de problemer, populismen påpeger, er reelle, blot er svarene forkerte, og det er her, Göran Greider og Åsa Linderborg vil hen med deres manifest, skabe en populisme til venstre, der erstatter nationalisme og fremmedhad med en kamp for lighed, der ikke kun er retorisk og abstrakt, men reelt funderet i omfattende økonomiske reformer.

Bærende i populismen er en opfattelse af folket, der groet frem af land og historie har en nærmest organisk sammenhængskraft over for en elite, der er formynderisk fremmed for al tradition, styret af en hensynsløs egeninteresse og under dække af demokrati manipulerer med det brede flertal.

Hvordan harmonerer et sådant samfundssyn med den marxisme, begge forfattere lader sig inspirere af? Åsa Linderborg har i interview efterlyst en klasseanalyse som det vigtigste våben, så hvordan ser forfatterne forholdet mellem folk og klasse?

Bogens undertitel giver en slagfærdig, humoristisk antydning. Manifestet er skrevet »for hårdtarbejdende, arbejdsløse, tandløse og 90 procent af alle andre«. Formuleringen er karakteristisk for en velskrevet bog, der på bare 233 sider rummer hele 123 kapitler med mindst lige så mange tilspidsede pointer.

Det er en læseværdig, klar og kompromisløs bog, der byder på en tiltrængt pause fra tidens tågesnak, men til gengæld har sine helt egne begrænsninger.

Den amerikanske protestbevægelse Occupy Wall Street opererede med et folk, der udgjorde 99 procent mod den ene procent velhavere.

Greider og Linderborg har ladet eliten vokse til 10 procent, mens de øvrige 90 procent med en noget løs definition udgøres af alle, som har tabt i klassesamfundet. Markedsliberalismen er fjenden, arbejderklassen den handlende kraft. Uden arbejderklassen ingen sejr for lighed og retfærdighed, skriver de i et hymnisk tonefald, og her begynder manifestets problemer.

Hører taberne til i arbejderklassen?

For hvordan hænger ideen om samfundets tabere sammen med arbejderklassen? Inkluderer arbejderklassen alle på overførselsoverkomster, de syge og invaliderede, de utilpassede og marginaliserede? Hører arbejderklassen selv til blandt taberne, fordi dens medlemmer er gået ned i løn, fagforeningerne mister opbakning, arbejdsvilkårene bliver mere usikre og understøttelsen i tilfælde af arbejdsløshed ikke længere er stor nok til at undgå den sociale deroute?

Og hvem er i øvrigt arbejderklassen i en tid, hvor de fleste hævder at tilhøre middelklassen? Har Karl Marx’ tese om en altomfattende proletarisering vist sig profetisk, og lider de, der bryster sig af deres hjem i middelklassen, af falsk bevidsthed?

Stærkere fagforeninger, højere lønninger og mere lighed på arbejdsmarkedet, som er forfatternes sympatiske vision, vil utvivlsomt løse mange problemer. Men at 90 procent af os skulle tilhøre arbejderklassen ligner mere en bekvem sproglig manøvre end en klasseanalyse. Er større økonomisk lighed virkelig svaret på alt? Har ikke både politik og sprog brug for helt nye begreber og horisonter?

I modsætning til populismen tror forfatterne hverken på identitetspolitik eller appellen til følelser. Venstrefløjen bebrejdes dens moralisme og nedladende foragt over for populismen. Antiracisme bekæmper ikke racisme. Det gør kun bedre arbejdsvilkår.

Vi bliver fortalt, at arbejderbevægelsen blev skabt og båret frem af mennesker uden uddannelse, men mig forekommer det nok så vigtigt at minde om, at arbejderbevægelsen også så det som sit mål at danne og uddanne sine medlemmer.

Arbejderbevægelsen havde også oplysende, ja, ligefrem pædagogiske mål, som i dag er bandlyst fra politik. Der er ingen lighedstegn mellem den klassiske arbejderbevægelses videbegærlige medlemmer og populismens aggressive hån mod enhver form for dannelse eller ekspertise.

Arbejderbevægelsen havde ikke blot en økonomisk politik for samfundets laveste, men også en identitetspolitik. Fra hundset underklasse skulle arbejderne blive de stolte bærere af en ny vision for fremtiden. Nutidens socialdemokrati har ingen af delene. Og det er derfor, de socialistiske partier overalt i Europa bløder stemmer til populistiske partier.

Heller ikke populisterne har nogen troværdig økonomisk politik, der sætter ligheden først, men de giver deres tilhængere en identitetspolitisk livsforsikring. Du er god nok, som du er, lyder budskabet: Dine fordomme er din styrke og din frygt et bevis på din menneskelighed.

Vejen ud af klassen

Det er karakteristisk for populismen, at den appellerer til følelserne. Greider og Linderborgs venstrepopulisme skal derimod sætte sagligheden i højsædet. Bogen vil hellere oplyse end rive ned, mens dens berøringsangst over for identitetspolitikken invaliderer også dens indsigter.

Forklaringen på Dansk Folkepartis hadske fremmedpolitik bliver noget overraskende søgt i det forhold, at 149.000 danske industriarbejdere siden 1990 har mistet deres job og i stedet er endt i service- og handelssektoren. Er svaret på populismen at genåbne fabriksportene eller at give de nyansatte i servicesektoren en drastisk lønforhøjelse?

Den italienske forfatter Umberto Eco skrev engang humoristisk, at den bedste integration af indvandrere bestod i at give dem det dobbelte i løn. Så ville de alle flytte ud af ghettoerne og blive konforme medlemmer af middelklassen, der glemte alt om deres kultur, baggrund og religion.

Vil det samme forslag virke på populisterne? Er svaret på racisme lønforhøjelse? Så vil højrepopulisterne flytte ud af fordommenes og hadets indre ghettoer for at ende i en apolitisk døs foran Eurosport?

Fokuseringen på indkomstens altafgørende betydning giver sig af og til barokke udslag i Greider og Lindenborgs manifest. Klimaforandringer spiller f.eks. slet ingen rolle i bogen. Opvarmningen af kloden er ifølge de to forfattere forårsaget af de 10 procent med deres obskøne overforbrug. Mennesker med lavindkomst pumper ikke kulilte ud i atmosfæren.

Det er sikkert rigtigt, hvad angår bønder syd for Sahara eller Indiens kasteløse. Men spiser den svenske arbejderklasse slet ikke kød, kører bil eller tager på charterrejse? Findes der en klasseanalyse af klimaforandringerne, og ville vi overhovedet kunne bruge den til noget som helst, hvis der gjorde?

Forfatterne bebrejder den politisk korrekte venstrefløj, at den er faktaresistent og problembenægtende, når det kommer til indvandrere.

I multikulturalismens navn forsvarer venstrefløjen åbenlyst undertrykkende minoritetskulturer, hvor der hverken er plads til kvindeoprør eller individuel frihed. Danmarks Yahya Hassan fejres for sit opgør med sin indvandrerbaggrund, og en svensk debattør bliver rost for mod, når hun skriver om indvandrerunderklassen, at den ofte er religiøst konservativ, udannet, snyltende og voldelig.

Et globalt fænomen

Lad os et øjeblik forestille os en debat om f.eks. overenskomstforhandlinger, som obligatorisk indledes med den konstatering, at selv om der findes anstændige arbejdere, så er kriminalitet, snylteri, skulkeri, dovenskab, vold og alkoholisme mere udbredt i arbejderklassen end i andre samfundsklasser. Greider og Lindenborg ville ikke reagere med ros, men med berettigede anklager for klasseforagt og nedladenhed.

Forfatterne vender sig mod nationalisme, men går ind for nationen. Men hvad med EU? Er forfatterne for eller imod? I en sætning efterlyses en fælles europæisk fordelingspolitik, når det kommer til flygtninge, men ellers lades spørgsmålet uberørt.

Globaliseringen? Kan EU være et værn, et redskab til at skabe en mere ordnet, retfærdig verden, eller er unionen blot imperialismens forpost i vore hjerter? Spørgsmålene står ikke bare ubesvarede. De berøres end ikke. Hvordan er det muligt ikke at tale om Europa i en bog, der vil opstille et alternativ til højrepopulismen?

Det var den alt for tidligt afdøde tyske sociolog Ulrich Beck, der sagde, at i globaliseringens tidsalder kan indenrigspolitik ikke skilles fra udenrigspolitik. Indenrigspolitik er udenrigspolitik og omvendt.

Problemerne hænger sammen på en overvældende, til tider ligefrem næsten ufremkommelig, men altid udfordrende måde. I bogen Nej er ikke nok påpeger klimaaktivisten Naomi Klein nødvendigheden af kun at sætte sig de største mål. Ellers vil venstrefløjen forblive i defensiven, mens højrefløjen dikterer dagsordenen.

Populismen påkalder sig nationalismen, men er selv et globalt fænomen. Fra Filippinerne til det Hvide Hus er det folkets enevælde, der bliver påkaldt, mens der i et nyt, såkaldt illiberalt demokrati skal gøres op med så bærende demokratiske institutioner som legitimiteten af opposition, magtens tredeling og mindretalsbeskyttelse. Er det nok konfronteret med populismens aggressivitet og fremdrift at overtage dens tvivlsomme begreber og deltage i råbekonkurrencen om, hvem der kan være mest folkelig?

Forfatterne går i deres opgør med ulighed og markedsliberalisme en vigtig halvdel af vejen, men ikke hele vejen. Det er uklart, om de vil starte et nyt parti. Mest af alt ligner deres venstrepopulistiske manifest et klassisk socialdemokratisk, så måske er det snarere en intern magtkamp i det gamle parti, de vil inspirere til.

Men opgøret med privatisering og social og økonomisk ulighed alene vil ikke løse alle vores problemer. I globaliseringens, folkevandringernes og klimaforandringernes epoke har vi brug for større svar.

Åsa Linderborg & Göran Greider: ’Det populistiske manifest’, Informations Forlag, 242 sider, 250 kroner

»En kraftfuld venstrepopulisme må opbygge organisationer både i byerne og i landområderne,« skriver Åsa Linderborg.
Læs også
Chantal Mouffe leverer i sin nye bog samtidsdiagnose og formulerer politisk filosofi for en venstrepopulisme
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
  • Jakob Silberbrandt
  • Niels Duus Nielsen
  • Michael Friis
  • Trond Meiring
  • Ole Frank
  • Flemming Berger
  • Espen Bøgh
  • Torben K L Jensen
  • Jakob Trägårdh
Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel, Jakob Silberbrandt, Niels Duus Nielsen, Michael Friis, Trond Meiring, Ole Frank, Flemming Berger, Espen Bøgh, Torben K L Jensen og Jakob Trägårdh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Carsten Jensen de menneskeskabte klimaforandringer ændre spillereglerne og desperationen vokser i eksponentielt med den manglende handling, Göran Greider og Åsa Linderborg er tydeligt ofre for populismens udenomssnak.

En 57 årig mand har i dag forsøgt at sætte ild til sig selv på jobcentret i Haderslev.

Er det starten på det Europæiske Forår?

Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Ole Frank, Anne Eriksen, Torben K L Jensen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Udfordringen er kompleks.
Usædvanlig klar tale fra CJ.
Husk lige at det er kultveilte og IKKE kulilte der udledes ved afbrænding.
Kulilde er en yderst giftig gas, der dannes ved dårlig forbrænding.
Kultveilte er ufarlig og findes i danskvand.

Ordet populisme er intetsigende, fordi alle politiske partier er populister - højre , venstre og midt imellem. Derfor bare et andet ord for demokratiets virkemåde.

Torben K L Jensen

Carsten Jensen er een af vores største åndsarbejdere og burde som sådan arbejde for at gøre venstrefløjens ideer populære - med populistiske midler.
Gerne som fortaler for det populistiske manifest.
Så - op på de populistiske tangenter du altid har kunnet vække vreden med - Carsten.

Daniel Santos, Ole Frank og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar

Åsa Linderborg var forleden i denne avis mht sort rengørings. Damen kommer vidt omkring. Jeg er sikker på hun er med i de 10 pct og derfor elitær! Men de fleste oprør er starter af fok der er elitære, dvs intet nyt.
Spændende læsning. Udfordringen er i, at 99% eller 90% bevægelsen har brug for de rige for at retfærdiggøre deres egen eksistens. Og 99% eller 90% bevægelsen har kun en sag og er pr definition derfor populister! Desuden er demonstranterne ringe opbakning og må ty til vold for at sikre sig mediers opmærksomhed.
Interessant statement "Mange af de problemer, populismen påpeger, er reelle, blot er svarene forkerte,"

Samuel Grønlund

Populisme er kynikernes og de magtliderliges metodik.
Bilder man sig ind at være venstreorienteret populist har man misforstået hvad både venstre-orienteret og populisme betyder.
Men det er så også ret udbredt i disse forkvaklede tider....

Man skal ikke give så meget opmærksomhed til det, Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne vil snakke om, at man glemmer alle andre spørgsmål.

Tak for dette skriv som kan sætte masser af tanker i gang, endda så mange at man ikke ved hvor man skal begynde eller ende, så måske er det en god ide at begynde i Kristelig Dagblad d. 15/9 2009, hvor Carsten Jensen er citeret:.

”Vi kan lære meget af Marstallerne. Danskerne har nemlig fortrængt deres maritime islæt. Det er tragisk, for vi er midt i en globalisering, hvor vi må lære at leve med de fremmede. Sømanden opsøgte netop de fremmede. Her er en nøgle til at gøre Danmark i stand til at møde den nye tid”.

Men inden vi nu sender alle de fremmedefjendske på søfartskursus med skoleskibet Dannebrog kunne vi måske også lede efter en nøgle hos et andet Marstal barn, nemlig Carl Rasmussen der var den første Grønlandsmaler og som faldt over bord og druknede på handelsskibet Peru på vej fra Grønland til Danmark.

Mange mener at han med sit tungsindige religiøse sind begik selvmord og handels skibet Peru er med sit navn et glimrende glimrende eksempel på civilisationers erobringer og død, så måske er ego døden det store svar som Carsten Jensen efterlyser.

Det samme syntes Carl Rasmussen sikkert, ihvertfald malede han den store altertavle i Marstal kirke hvor Jesus stiller stormen på søen, der vel symboliserer hvordan sjælens vildfarelser kan finde fred i troen, hvilket dog tilsyneladende ikke virkede for Carl Rasmussen.

Ikke fordi troen ikke er nødvendig, men måske søgte Carl Rasmussen den som Karl Popper troede på filosofien som sandheden til en bedre verden, hvorimod en mand som Ludvig Wittgenstein mente at det drejer sig om at lukke fluen ud af flasken og ikke skide højere end din røv,

Men nu er verden stadigvæk befolket af en sand syndeflod af pseudo intellektuelle, halvbagte troende af enhver art og en mere eller mindre forstyrret samling af fremmefjendtlige for ikke at tale om den hær af mediefolk der ikke ved meget bedre.

Så det er ikke for den kant man skal forvente at fluen bliver sluppet ud af flasken eller lortedyngen kommer under røvhøjde for de har vel i en vis forstand, ligesom Carl Rasmussen, kastet sig i bølgerne mens de stod og malede på handels skibet.

Til gengæld bekymrer de mennesker for hvem det er lykkedes at få fluen ud af flasken, sig knap så meget om verdens tilstand, for de ved at alle dem som kaster sig overbords er det spild som til sidst dæmper stormen på søen, sådan billedligt talt.

Torsten Jacobsen

Hvad skal vi gøre, Carsten Jensen?

Har du selv det mindste bud, som lader sig følge, hvis man ikke er top-privilegeret forfatter med hang til at hænge næsten alle andre ud?

Hvornår har du sidst bidraget med andet end fremme af dit eget projekt, Carsten Jensen? Mind os lige om det?

Elfenbenstårnet gulnes uanset hvor hårdt det skrubbes..tidens tand, du ved...

Vi får er trætte af ulve i fåreklæder, som utrætteligt belærer os om ret og vrang... i det mindste dette får, i mødet med denne evindeligt tudende ulv..

Jørgen Larsen, ulrik mortensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

"Hvad er venstrepopulisme?"

Det er når venstrefløjen skifter 'kapitalisterne' ud med 'de fremmedfjendtlige' som objekt for udskamning og 'arbejderklassen' med 'de fremmede' som de nye stakkels tabere, for hvem man kæmper bravt og uegennyttigt i såvel tale som skrift. Tiderne er skiftet, men den forskelsættende handling er stadig lige så fraværende som tidligere med disse nye tinsoldater. I virkeligheden handler det udelukkende om venstrefløjens egen ligegyldige overlevelse efter berettigelsens død. Den trivielle historie om jagten på det evige liv.

Hold da kæft hvor er jeg træt af den falske snak om populisme, - i dens forskellige afskygninger som vi får det præsenteret, og ikke mindst af forskere som, Jan Werner-Müller(så vi jeg husker hans navn), der gør sig i bekvemmelighedens lune og lette dyner.

Højre populisme, venstre populisme tilsat yderlige nedsættende ord som radikaliseret enten på højre eller venstrefløjen, - og samtidig den slet skjulte frikendelse i det politiske univers i kalder vores demokratiske folkevalgte parlamenter.

Vi kender som "valgflæsk" ofte ved og op til et valg om næste periodes pladser til vore parlamenter, men sandelig også ind i mellem ved politiske udgydelser i vore medier, henholdsvis som indlæg i og til vore medier, som vi dagligt stifter bekendtskab med.

- Alle de løfter der ikke blev til noget, i den velkendte overbudspolitik, og som heller ikke siden blev indfriet på noget tidspunkt, og ser vi blot tilbage til begyndelsen af tusindårsskiftet, og den tiltrådte regering og den uendelige løfter om en lysende fremtid som følge af deres regeringsførelse, - tja.., så endte den i økonomisk krise, ledighed og udløste i de følgende år fattigdom, som vi ikke tidligere har set i Danmark.

Populisme er overdrevne løfter - uanset hvor de kommer fra, og den politiske elite er ikke fritaget for denne etiket for deres løfter til og overfor vælgerne.

- Er det en ret, "populistisk tale", for én, er det en ret for alle, ude nedladen tale imod den ene part og tilføjet andre nedladne tillægsord i samme forbindelse, som stod disse udenfor den almindelige samfundsorden, for hvis det er tilfældet så står selv politikere med deres løfter også udenfor den almindelige samfundsorden, - ikke mindst for alle de løfter der ikke bliver opfyldte, - opfyldte med undskyldninger som selv "fandens oldemor" ikke vidste fandtes!

Det at lede et land kræver ryggrad, moral og etik, - alts sammen noget der er tabt i danske politik i dag, hvor der styres med politisk brutalitet i et hidtil uset omfang, og helt tæt på ministrene, som var de, de egentlige sagsbehandlere, og ikke som tidligere - efter loven, men med skyldig hensyntagen til konduite og en virkelighedsopfattelse i den pågældende sag.

Viden og indsigt er også blevet en mangelvare i dansk politik, - tro er det vigtigste, især hvis noget skal "fejes af bordet", selv indlysende argumenter affejes med denne tro, for troen er varen der populært skal sælges til vælgerne, "vi tror ikke på samfundstjenes med at vaske brandbiler, - næ regulær straf i et fængsel, og helst så længe som muligt", - den sælger langt bedre hos vælgerne som tryghed, - og så går vi selvfølgelig med til også at spare på politikorpset, for vi kan altid sidenhen spille på at udvide politikorpset, så vi atter står som det tryghedsskabende parti for vælgerne i deres bevidsthed!

Der er ikke noget politisk område der i dag er fritaget for denne omgang med politisk virke i Danmark, - det eneste man vil være fri for er det ansvar man har påtaget sig som minister, - og her er det mere sammenholdet politisk der spiller den vigtigste rolle, så skidt med om folketinget er blevet - "blot en lille smule vildledt", - det var ikke hensigten og er sket ved en misforståelse, eller hvad man kan opfinde af undskyldninger undervejs u junglen af den mange og gentagne samråd om det samme, og dermed spilde vigtig politisk tid for alle, - og også for samfundet.

Jeg syntes at have en erindring om et udsagn jeg engang hørte/læste; "politik er sgu for vigtig til at overlade til politikere", og sandt at sige er der ikke så lidt om snakken, når det udvikler sig så ryggesløst, moralløst og helt uden etik og ligegyldighed overfor virkeligheden.

Den politiske mangel på værdsættelse af demokratiets kernværdier er en undergravelse af demokratiet, og det kan ikke kaldes identitetspolitik sådan som det udføres i dag, for det er i sig selv identitetsløst, hvilket gør det selvmodsigende.

- Så hold op med den falske populismesnak til højre og venstre, for det er og bliver tom "pølsesnak"!

Runa skriver.
Jørgen Wind-Willassen
Kultveilte, carbondioxid mm. er ganske enkelt CO2.
Kulilte, Kulmonoxid, carbonmonoxide er CO og en farlig lugtløs gas.

Niels Duus Nielsen

Klasseanalysen besværliggøres voldsomt af den omstændighed, at den kapitalistiske økonomi er blevet global. Der er i allerhøjeste grad en arbejderklasse her i verden, hvor skulle alle varerne i supermarkeder, varehuse og internetbutikker ellers komme fra? Men man kan med god ret betvivle og diskutere, om der stadig findes en arbejderklasse i Danmark.

De danske arbejdere lider under at være blevet ophøjet til funktionærer, også kaldet middelklasse, og som sådan er de blevet købt og betalt til at acceptere den nationale status quo og solidarisere sig med sine arbejdsgiver.

De egentlige arbejdere, producenterne af alle varerne, er gemt væk i sweatshops i Sydøstasien, hvor de producerer vore fladskærme, sneakers og hvad vi ellers har af bling, til en løn, som ingen danskere vil arbejde for.

Det er ret smart set fra magthavernes synspunkt: Lad den grove udbytning finde sted i den tredje verden, så bliver der da i hvert fals ikke oprør og revolution i Danmark, i hvert fald ikke så længe der er råd til at bestikke størstedelen af befolkningen. Prisen for denne luksus er så, at vi ikke bekymrer os om verdens fattige, de er jo ikke danskere, og derfor ikke vores problem.

Indenrigspolitik er udenrigspolitik, og omvendt, det har Carsten Jensen helt ret i. Og så længe vi ikke erkender denne identitet vil vi kun få lappeløsninger på problemerne.

Og vi VIL ikke erkende sammenhængen mellem national velfærd og international udbytning; vi afviser mennesker på flugt, når de banker på vores dør, og nægter at hjælpe dem, selv om deres elendighed er meget synlig, så hvorfor i alverden skulle vi hjælpe nogle asiater, som vi ikke engang kan se?

Poul Erik Riis, Lillian Larsen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Philip B. Johnsen, Claus Mortensen, Per Langholz, Randi Christiansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er ‘nu’, at reglerne for bæredygtig omstilling iværksættes, når folkevandringen for alvor begynder, bør så meget, som muligt være helt klart.

Et opgør med kapitalisme og liberalisme et stop planlagt forældelse.
CO2 problemet kan reduceres ved færre varianter udbud af samme type af vare og højeste standart af kvalitet af den udbudte vare, er den eneste solgte vare, hvilket betyder afskaffelse af planlagt forældelse og produktion i Danmark.

Planlagt forældelse, det er et princip inden for industrielt design, hvor et givet produkt bevidst designes, til at holde i en begrænset levetid, selvom det potentielt kunne holde længere.

Mine sparepærer er blevet af ringere kvalitet, lige siden den dag politikere bestemte glødepæren skulle udfases.

Enrich Not Exploit

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar