Læsetid: 4 min.

Caspar Erics Strunge forbinder fællesskabet og den private smerte

’Min krop er tung af drøm’ gør det klart, at Michael Strunge og Caspar Eric har apatien og kampen til fælles
’Min krop er tung af drøm’ gør det klart, at Michael Strunge og Caspar Eric har apatien og kampen til fælles

Lars Gundersen

30. november 2018

Her i 2018 ville Michael Strunge være fyldt 60 år. Det er en uvirkelig sætning at skrive om den evigt unge digter – 27 år var han, da han døde – men sandt er det.

Det runde år markerer Gyldendal med udgivelsen Min krop er tung af drøm, der er et udvalg af Strunges digte ved digteren Caspar Eric. Titlen er et citat fra et digt på bare to linjer: »MIN KROP ER SÅ TUNG AF DRØM/AT JEG LØFTES OP I LUFTEN« og et eksempel på Strunges paradoksale særlogik.

Det fine ved netop matchet, Strunge og Eric, er, at man slet ikke behøver en anledning for at koble de to. De har allerede et slægtskab. Slægtskabet handler bl.a. om at være digter i vi-form og om at være villig til at løbe risikoen for at lyde naiv, når man taler om at ville forandre verden.

Michael Strunge døde i 1986, Caspar Eric blev født i 1987. På den måde er udvalget en præsentation af Strunge af en digter fra en meget yngre generation. Jeg har lyst til at sige: Velkommen til Strunge som samtidsdigter 2018, for jeg har det, som om jeg læser Strunges digte på ny, hvilket jo ikke kan være helt sandt, men oplevelsen er i hvert fald anderledes end min hidtidige i fedtede bibliotekseksemplarer, fotokopier i skolen og opslag i Samlede Strunge fra Borgen (1995), hvor alt er med.

Michael Strunge: ’Min krop er tung af drøm’.

Alene Kasper Vangs 2018-omslag gør det særligt at holde den nye bog i sine hænder. T.S. Eliot havde ret, da han engang skrev, at påvirkningen mellem gamle og unge digtere ikke kun går fra traditionen til de nye talenter, de nye påvirker også vores læsning af de gamle.

Caspar Eric har brudt kronologien, digtene oprindeligt er skrevet i, og så har han zoomet ind, udvalget rummer godt firs digte. Det begynder og slutter (næsten) med Skrigerne (1980) for så at fade helt ud med en note fra Vi folder drømmens faner ud (1981), hvori Strunge citerer André Bretons første surrealistiske manifest (1924). Strunges drøm er altså også forbundet med surrealisternes bestræbelse på at udtrykke sig »uden nogen kontrol fra fornuftens side og uden for enhver æstetisk eller moralsk interesse«.

At være digter i vi-form viser sig som et samfundsengageret generations-vi og som et vi i en kærlighedsrelation. Begge Strunges vi’er tror på kærligheden. Cirka midtvejs i udvalget står tre digte i træk og taler om kærlighed. De er fra hhv. Væbnet med vinger (1984) og Popsange (1983). Det sidste lyder: »Jeg savner dig så meget/at jeg køber horoskopblade i natkiosken/for at læse mig til hvordan du har det.« Den linje kan jeg godt se for mig i et digt af Caspar Eric. Ligesom jeg sagtens kan læse disse linjer fra Erics Avatar (2017), som om de var Strunges: »jeg synes ikke det er skørt/at jeg føler mig fremmed her/men jeg undrer mig over at verden/har frembragt en skabning/der kan hade den så meget«.

Strunges generations-vi taler i statements og lader et essay være et digt eller omvendt. F.eks. i Nigger 2 (1983) med en tekst, der begynder med: »De fleste lever i 60’erne og 50’erne. Ideologisk og med hensyn til viden om verden.« Så er det på plads! Teksten taler godt sammen med Caspar Erics Avatar, der er tilegnet »dem der giver en fuck«. Hvilket jo både kan være de apatiske og de stærkt politisk engagerede.

Smerten som et fælles anliggende

Den bevægelse mellem apati og kamp har Strunge og Eric til fælles – også når de skriver om selvmordet. Strunge beskriver selvmordet som »den mest frigørende og revolutionære handling, der findes« og som »højdepunktet af kreativitet: At forandre verden uigenkaldeligt ved at forlade den!«

For Strunge er selvmordet ikke et ønske om at dø, men et ønske om at være ufødt. Han skriver også: »Det, der optager mig mest, er netop ikke døden, den keder mig til uendelighed. Nej, jeg er kun opfyldt af kærlighed, måske: længselen efter kærligheden. Jeg elsker den, ulykkeligt.«

I Avatar lister digteren en række navne op på »Bemærkelsesværdige mennesker i det 21. århundrede«, bl.a. rapperen Capital Steez og forfatteren David Foster Wallace. De har sammen med værkets øvrige navngivne begået selvmord. I det første digt i Avatar står der: »for de mennesker der vælger at dø unge/sker det til gengæld altid/at folk forsøger at forklare deres liv/ud fra denne sidste handling«.

For Strunges vedkommende gælder det, at også hans værker er blevet forklaret ud fra den handling. Her tilbyder Min krop er tung af drøm at læse Strunges tekster om selvmord som tekster om et fælles anliggende.

I 1990 da jeg begyndte på universitetet, spurgte en af mine nye venner der, om jeg kunne lide Strunge. Det havde jeg aldrig taget stilling til. Strunge var der jo bare med byen i neonlys, englen og linjen, der blev skrevet på penalhuse i skolen og på murene i København: »VOXNE ER BØRN DER ER BLEVET SINDSSYGE«. Jeg tror faktisk, det nu er muligt for nye generationer selv at danne sig et indtryk af Strunges poesi. Som Caspar Eric skriver i efterordet om Strunges digte: »De viser os viljen til at tale om folks private smerte som noget, der er forbundet til fællesskabet, og det viser fællesskabet som noget, hvor det altid er de samme skæbner, der betaler prisen.«

Michael Strunge: ’Min krop er tung af drøm’. Digte i udvalg ved Caspar Eric, Gyldendal, 176 sider, 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"At være digter i vi-form viser sig som et samfundsengageret generations-vi og som et vi i en kærlighedsrelation" og "Strunges generations-vi taler i statements og lader et essay være et digt eller omvendt".

Sådan vil man jo altid kunne finde ligheder mellem to digtere, hvis man sammenligner deres placering i det litterære miljø i deres samtid, og man plukker mindre tekstuddrag ud i deres forfatterskaber.

Det er for slapt i en anmeldelse at gå forlagets ærinde ved kun at se på alle lighederne og ikke på forskellene. Det med det "samfundsengageret generations-vi" er der nok en del om, men med hensyn til det at lade "et essay være et digt eller omvendt", gælder ligheden jo ikke generelt for de to forfatterskaber.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den konfrontation, der i et Bazar - program var mellem Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær på den ene side, og Michael Strunge og Pia Tafdrup på den anden, hvor sidstnævnte fremhæver deres forbindelse til tidligere generationer, præget af romantik, symbolisme og modernisme.

Strunge var hård i sin kritik af den tidligere generation, som han kaldte for fiduspoesi, fordi den ikke var fokuseret på arbejdet med det sproglige udtryk, og Pia Tafdrup fremhæver sin generations arbejde som noget, der kan forbindes med et sprogligt eksperiment.

Hvordan ville Strunge mon have forholdt sig til Caspar Erics poesi? Et kvalificeret gæt: På den ene side ville han på en række punkter kunne være enig i det første citat fra anmeldelsen, men på den anden side også være uenig i det andet citat.

Han ville, med hensyn til brugen af og arbejdet med sproget, nok snarere placere Casper Eric i gruppe med Baidel og Bjørnkjær, og tilsvarende med hensyn til de elementer af arbejde med identitet hos Caspar Eric, der har paralleller til bekendelseslitteraturen.

Han ville nok også have kritiseret Caspar Eric for, med udgivelsen af sine digte, i for høj grad at være i forlagets og kommercielle interessers tjeneste.

https://vimeo.com/18998203