Cecily Browns værker emmer af krop og af kroppens tilspidsede dramaer

Cecily Brown (f. 1969) er engelskfødt, men har siden midten af 1990’erne været bosiddende i New York. Hun arbejder primært med maleri, voldsomt og gestisk, halvt figurativt, halvt abstrakt. Louisianas aktuelle udstilling er den første større præsentation af Cecily Brown i Danmark. Udstillingen viser ud over malerier en serie helt nye monotypier samt en række forskellige papirarbejder af kunstneren. Tyngden ligger på arbejder fra de seneste 15 år, hvor man mærker en bevægelse i retning af stadig større formater.

Udstillingens inkvisitoriske titel er hentet fra det suverænt største arbejde, det ti meter lange og næste tre meter høje maleri Where, When, How Often and with Whom fra 2017, som i en tumultarisk hvirvelstorm af maling skildrer et skibbrud. Det er dog ikke ligefrem noget traditionelt marinemaleri. Lærredet er et hav af druknende kroppe, et storladent drama, hvis voldsomhed henter lige så meget af sin vitalitet og patos i penselstrøgenes slyngende, abstrakte ornament som i den figurative skildring af et forlis.

Faktisk er det vanskeligt at se, hvad maleriet forestiller. Der er kropslignende dele, silhuetter af menneskekroppe, antydninger af et skibsskrog og en helt generel atmosfære af et frådende, oprørt hav. Motivet inviterer til kunsthistorisk perspektivering, sådan som katalogets tekster demonstrerer. Sammenligningen med Théodore Géricaults romantiske Medusas flåde fra 1818-19 er oplagt, men også vores samtids druknende flygtningestrømme i Middelhavet er en åbenlys reference. Masser at tale om, med andre ord. Men når man står foran billedet, er alle disse kontekstualiseringer underordnede, for det er maleriets indre oprør, man føler sig nedsænket i og overmandet af.

Sanselighed

På den måde er udstillingens hovedværk repræsentativt for Cecily Browns praksis.

Det gælder nemlig for næsten alle Cecily Browns værker, at de fremstiller noget genkendeligt, men kun antydningsvist og tvetydigt. Motiverne dukker nødtvungent frem af de gestiske og ekspressive strøgs abstrakte farvevæld, der er påført lærrederne med hast og voldsomhed – og med en koloristisk dristighed, som er sjælden og overraskende. Motiverne lever halvskjult inde i det drama, som selve udførelsen af malerierne har udgjort.

Eller måske er drama en forkert analogi. Cecily Brown taler selv om udførelsen af et maleri som en dans. Og det er i virkeligheden meget præcist, for dansen har de elementer af bevægelse, kropslighed, erotik og sanselighed, som også er så karakteristiske for Cecily Browns værker. Dansen som en forædlet variant af det seksuelle forspil, kroppenes leg og afstemning i fælles rytme, fælles bevægelse. En dans, man som beskuer uvilkårligt bliver trukket ind i, hvis man har sine sanser i behold. Man mærker en puls, en bevægelse, en tummel, som suger én ind i billederne.

I Cecily Browns værker fremstår malingen som en hud så tyk og klæbrig og saftig og varm og sød. Tag for eksempel det næsten fire meter lange maleri The Green, Green Grass of Home fra 2010. Lærredet er et gnidret mønster af rødbrune farver, kødagtigt og varmt – næsten dampende. Ens øjne gnubber sig uvilkårligt op ad maleriets hud, bliver selv en hud, smurt ind i maling, indtil alle afstande forsvinder. Malingens hud bliver min hud bliver billedets hud. Et orgie af farver, orgiastisk og febrilsk og voldsomt.

Nogle steder blankt og tyktflydende, andre steder gennemsigtigt tyndt og mat. Malingen er tyndhudet, er tykhudet. Slibrig og sej. Den suger én til sig, den støder én fra sig. Malingen danner en kopulatorisk billedhud, der slutter sig om en ansigtsløs krop, enhver krop, alles krop. Malingens billedhud lægger sig som en hinde hen over éns øjenlåg, lukker én inde i et rum uden dybde, uden udstrækning. Billedet er en blindgyde, som lokker én ind i de mørkeste afkroge, ind i en stakåndet tavshed.

Eller tag et andet stort maleri, Figures in a Landscape 1 fra 2001. Her er figurerne en slags pulserende skyggevæsner, der langsomt træder frem, mens man vænner sig til billedhudens blændende overflod af farver. Malingen virker som en elastisk og dirrende membran, der indladende sammenføjer én med figurerne i billedet. Figurer, eller rettere afkappede kropsdele, der chokagtigt rækker ud efter éns blik: et trafikuheld, et samleje, et eksploderet hospital, blodfyldte kønsdele, et skrig i natten.

På maleriet er der grene med blade og partier af himmelblåt, der fremstår som reminiscenser af det landskab, som titlen henviser til. Men i hovedsagen er det er kaotisk landskab af kroppe, af hud – et visuelt kaudervælsk. Et figurlandskab i stumper og stykker. Her er sorte sprækker, som blikket styrter ned i. Der er klatter, som obstruerer billedets rumlige dybde. Der er udtværinger, som forskyder billeddelene ind og ud ad hinanden. Der er løbende maling, som siver fra lærrederne. Malingens flade er væskende, sprøjtende, eruptiv og glinsende. Den ånder og stiller sig an, forfører mig, spytter mig i ansigtet.

Samtid og fortid

Cecily Browns værker emmer af krop og af kroppens tilspidsede dramaer. Ikke mindst sex. Voldsomheden i malerierne accentueres af en pågående obskønitet, der uden nogensinde at blive egentlig vulgær svælger i svulmende kønsdele og nøgne kroppe. De toner umærkeligt frem af lærrederne som en invasiv og besættende ornamentik, der optræder med en helt særegen blanding af diskretion og ublu blottelse.

I en didaktisk montre vælger Louisiana at fremlægge et righoldigt eksempelmateriale på de billeder, Cecily Brown er blevet påvirket af eller ligefrem har kopieret. Her er pressefotos, kunsthistoriske motiver, tegneserier og pornomagasiner i en skøn sammenblanding, som dog ikke fortæller så meget andet end det knap så overraskende, at billedkunstnere bruger deres øjne og omsætter visuelle indtryk til kunst.

Cecily Browns værker er tydeligt informerede af samtidens digitale billedverden og dens overbud af spektakulære og voldsomme nyhedsbilleder såvel som af dens linde strøm af pornografiske motiver. Samtidig er værkerne påvirkede af romantikkens opdyrkelse af skitsens potentialer, det ufærdige og famlende billedes kvaliteter. Cecily Browns værker er kompositorisk raffinerede og sikre, mens de samtidig bevarer en åbenhed i formen, noget søgende og levende. De afspejler tidens næsten ubegrænsede billedtilgængelighed i deres eklektiske sammenblanding af historiske referencer og aktuelle emner.

Frem for alt er Cecily Brown imidlertid helt sin egen, hvilket også har sikret hendes værker en ualmindeligt bred international eksponering. Louisianas udstilling giver et rigtig godt indblik i Cecily Browns unikke kunstneriske formsprog, der trækker på klassisk figurkomposition, ekspressivt og gestisk maleri såvel som på samtidsmaleriets uortodokse og cool inkorporering af nye mediers billed- og synslogikker. Hendes forfriskende og originale billeder er både helt samtidige og sært altmodisch, mens de i deres appellerende sanselighed er stærkt vedkommende, ja, rørende og bevægende.

’Cecily Brown. Where, When, How Often and with Whom’. Louisiana. Humlebæk. Indtil den 10. marts 2019.