Læsetid: 4 min.

Concertgebouw Orkestret excellerede i den senromantiske Strauss

Det berømte hollandske orkester står uden chefdirigent efter en #MeToo-anklage i sommer. Det har medført en jagt på kvalificerede erstatninger til sæsonens koncerter og turneer. I København var det en herhjemme ukendt russisk-finsk dirigent, som gjorde det udmærket, men det store sus indfandt sig først til sidst i koncerten
20. november 2018

Man taler ofte om gamle koncertsale med en særlig god akustik for klassisk musik.

Blandt de bedste regnes Musikverein i Wien, Konzerthaus i Berlin, Symphony Hall i Boston og Concertgebouw i Amsterdam. Fælles for disse sale er den rektangulære form, populært kaldt skotøjsæsken, og fælles er også gipsudsmykningerne på sidevægge og i lofter.

Disse fysiske forhold var afgørende for dyrkelsen af en forfinet klangkultur hos de orkestermusikere, der generation efter generation arbejdede dagligt disse steder.

Alt efter tilbøjelighed kan man plædere for sin favoritsal, og for mit vedkommende vil det være Amsterdams. Det er nu svært at præcisere hvorfor, det er bare noget, jeg har mærket under mine besøg. Selv dirigenter må ty til løjerlige forklaringer. Jeg fik engang fortalt af Concertgebouws tidligere direktør, Martijn Sanders, at André Previn havde sagt til ham:

»De må love mig aldrig at støve af i denne sal!« 

Men et faktum er, at Concertgebouw Orkestret hører til de skønnest klingende symfoniorkestre. Det blev så at sige født ind i koncerthuset i 1888. Seks musikelskende bankierer, børsmæglere og forretningsfolk rejste kapitalen til at bygge huset på et grønt område uden for Amsterdams bykerne, og først et par måneder efter indvielsen grundlagde man husorkestret.

I sin 130-årige levetid har det haft syv chefdirigenter, og den ubestridt mest indflydelsesrige var fænomenet Willem Mengelberg. Han så at sige ejede orkestret i et halvt århundrede som hustyran og enestående kunstnerisk personlighed. Og det er dette fundament, det står på i dag: boligens fortryllelse og de forgangne maestroer, bortset fra den netop fyrede.

Strauss’ forklarelsesmusik

Italieneren Daniele Gatti tiltrådte som chef i 2016, men fik kun kort tid på posten. I august blev han afskediget på grund af vidnesbyrd om utilbørlig opførsel over for kvindelige musikere i USA og hjemme i Amsterdam. Beslutningen satte selvsagt orkestrets ledelse på overarbejde med at finde kvalificerede dirigenterstatninger til specifikt sæsonens prestigiøse turneer, og man måtte da også gribe til en satsning med russisk-finske Dima Slobodeniouk, som hollænderne kom til København med.

Det er uden tvivl en mand på vej op, han viste fortrinligt håndværk, men alligevel var det skuffende, vi ikke fik lejlighed at opleve en af tidens store dirigenter foran et af de bedste orkestre.

Slobodeniouk havde imidlertid stor ære af sin ledelse af programmets sidste værk, Richard Strauss’ tonedigt Tod und Verklärung. Det var her, orkestret voksede til maxistørrelse, og det fik omsider vist tænder og demonstreret sin superbe klangpragt.

Stykket handler om en kunstners sidste timer på dødslejet, helt programmatisk om svigtende hjerteslag, morbide hallucinationer, flashbacks fra et levet livs gode og dårlige stunder, og endelig døden som en lysende forklarelse.

Denne fortælling er sådan set fascinerende nok, men endnu mere fascinerende er selve den musikalske plan, en original variant af den tredelte sonateform. For her kommer sædvanligvis i den tredje del – reprisen – en mere eller mindre animeret finish.

Hos Strauss foregår det overvejende stille og fredfyldt – som en forklarelsens hvide lys, der breder sig ud i hele orkestret. Denne klangdannelse er vel værkets egentlige udfordring for dirigent og musikere. Med Concertgebouw kunne lyset nok have været hvidere og især fjernere, men afsnittet blev immer væk præsenteret overmåde smukt, i momenter med et imponerende samstemt blæserkorps, og det var hele aftenen værd.

Unge danske musikere

Orkestret har turneret de seneste to år i de 28 EU-lande, Danmark var det sidste, og i hvert land har man ønsket at inddrage unge musikere i et enkelt af koncertens numre for at række ud mod fremtiden, som det hedder så smukt.

I København var det de 25 strygere i Det Danske Ungdomsensemble, suppleret med blæserstuderende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Hver dansker sad side om side med en flyvende hollænder i ouverturen til Webers opera Oberon, og det var faktisk imponerende, så fint de smeltede sammen. Opførelsen ville måske have været mere himmelstormende med mere prøvetid, men det var en sympatisk indledning, som gav kolossal respons i salen.

En anden ouverture indledte anden afdeling, tilmed en gedigen overraskelse. For første gang herhjemme kunne vi opleve Eine Lustspiel-Ouvertüre af Alexander von Zemlinsky, et af de store navne i wienerkulturen omkring 1900. Stykket er komponeret i 1895, har ligget bortgemt på nationalbiblioteket i Washington og fik sin første opførelse i Wien for et par år siden. Stemningen i disse veldrejede melodier duftede af Brahms og Dvorák, for ikke at sige vores egen Louis Glass, og Concertgebouws fremførelse var charmerende og kompetent til fingerspidserne.

Orkestret var reduceret til wienerklassisk størrelse i Beethovens 4. Klaverkoncert, hvor den russisk-amerikanske Yefim Bronfman var en lige så kompetent solist. Det var nu mest orkesterspillet, jeg glædede mig over: den overtonerige strygerklang, det diskrete, syngende hornspil, og den pragtfulde solooboist.

Men som fortolkning går denne opførelse hurtigt i min glemmebog; den dygtige Slobodeniouk havde intet nyt at fortælle, og Bronfmans gedigne rutine udfordrede ham heller ikke i den retning. Den langsomme midtersats med det truende strygerkorps over for det ensomme klaver var forbløffende fattig på karakterfuldt billedsprog, mens finalens jubelkaskader dog kom stormende med blus og spændstighed.

Weber, Beethoven, Zemlinsky og Richard Strauss. Yefim Bronfman (klaver) og Concertgebouw Orkestret under Dima Slobodeniouk. Desuden medvirkede unge danske musikstuderende. Koncerthuset 13. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu