Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dans for livet og døden

Luca Guadagnino forsøger at gøre Dario Argento kunsten efter i en ambitiøs og smuk, men i sidste ende tom og meningsløs genindspilning af gysereventyret ’Suspiria’
I rollen som Susie Bannion danser Dakota Johnson, så blodet springer i Luca Guadagninos ’Suspiria’. 

I rollen som Susie Bannion danser Dakota Johnson, så blodet springer i Luca Guadagninos ’Suspiria’. 

Sandro Kopp / Scanbox

Kultur
16. november 2018

Der er ingen tvivl om, at italienske Luca Guadagnino er en begavet og billedbevidst filmskaber. Det har han bevist med film som I Am Love og Call Me by Your Name. Og når han sætter sig for at genindspille en af de mest kultdyrkede gyserfilm fra 1970’erne, gysermesteren Dario Argentos Suspiria (1977), er der umiddelbart grund til at spærre øjnene op og høre efter.

Og Guadagnino har da også fået lidt af en billedmæssig oplevelse ud af forlægget. Men hvor Argento fortalte et stramt komponeret sansebombardement af et eventyr om hekse, unge, uskyldige kvinder, et nervøst sammenbrud og den rene ondskab, kan hans yngre landsmand tilsyneladende ikke beslutte sig for, om hans Suspiria skal være en splatterfilm om livsfarlige kvinder, et gotisk gys, et feministisk freakshow eller en sociopolitisk historielektion om Holocaust, Berlinmuren og Rote Armee Fraktion.

Resultatet er et flot og ambitiøst, men også underligt tomt værk, der svælger i alt fra dance macabre til overleverens synd og skyld – iblandet en gruppe glubske hekse, der vistnok gerne vil dominere verden, i hvert fald mænd.

Blod, sved, tårer

Dakota Johnson spiller hovedrollen i Suspiria som Susie Bannion, en ung amerikansk danser, der har lagt sin mennonitiske tro bag sig for at søge lykken på et verdensberømt danseakademi i Vestberlin i 1977. Hun viser sig at være et naturtalent af format og er snart akademiets leder Madame Blancs (Tilda Swinton) favorit til at danse hovedrollen i en kommende forestilling.

Det handler dog ikke kun om Susies danseevner, men også om, at Madame Blanc og de øvrige lærere på akademiet, der alle er hekse, kan bruge hende i en eller anden dæmonisk ceremoni, som skal give nyt liv til akademiets endog meget gamle grundlægger, Helena Markos (også Swinton). Det koster Susie blod, sved og tårer at leve op til Madame Blancs høje krav, men ’heldigvis’ ikke kun Susies eget.

I en af filmens mest brutale og originale sekvenser, danser Susie som besat, mens en af hendes konkurrenter til hovedrollen i bogstavelig forstand – og takket være mægtige heksekræfter – bliver revet fra hinanden i et tilstødende lokale i takt med Susies bevægelser.

Uden for akademiet forsøger den aldrende psykolog og Holocaust-overlever, professor Josef Klemperer (Tilda Swinton igen-igen), sideløbende at finde ud af, hvad der er sket med hans patient, en anden ung danser, Patricia (Chloë Grace Moretz), som nu er forsvundet – og hvad det hele mon har med akademiet at gøre.

Ingen dybde

Og således fletter de forskellige historier sig ind i hinanden i Suspiria, mens den mørke magi trives i skyggerne og truer alle, der kommer for tæt på. Det minder umiddelbart om Dario Argentos film, men Luca Guadagnino har godt en time mere at gøre godt med, og han er ikke tilfreds med ’blot’ at fortælle et uhyggeligt eventyr, hvor danseakademiet gør det ud for den mørke, farlige skov.

I stedet prøver instruktøren at knytte an til den politiske situation i Europa og især det delte Tyskland i 1977 ved at lade Rote Armee Fraktion optræde som en bifigur i historien, samtidig med at han trækker tråde til Anden Verdenskrig både gennem professor Klemperer, der dengang mistede sin kone, og ved at placere danseakademiet lige over for Berlinmuren.

Det har dog ikke meget med Susie Bannion og heksene at gøre – ud over at der måske er et eller andet med ondskaben som styrende kraft – men forekommer i stedet at være en art staffage, der skal give dybde og tyngde til en historie, som reelt ikke har nogen af delene. Det er nemt at lade sig forblænde af al den audiovisuelle lir – musikken er af Radioheads Thom Yorke, og kameraet svæver som et spøgelse rundt i Berlin og i det art deco-indrettede akademi – som Guadagnino kan mønstre. Det er dog ikke nok og heller ikke bedre end Argento.

’Suspiria’. Instruktion: Luca Guadagnino. Manuskript: David Kajganich. Italiensk-amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her