Læsetid: 3 min.

Digterevne på budskabistisk automatpilot

Det mere end tiårige samarbejde med billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen synes ikke at have virket videre befordrende for Naja Marie Aidt som poet
Det mere end tiårige samarbejde med billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen synes ikke at have virket videre befordrende for Naja Marie Aidt som poet

Illustration fra ’Blå og mørke spor’/Cathrine Raben Davidsen

23. november 2018

Det fælles udspil fra forfatter Naja Marie Aidt (f. 1963) og billedkunstner Cathrine Raben Davidsen (f. 1972) kan egentlig kun betegnes som en nyudgivelse sådan rent teknisk, i ISBN-mæssig forstand.

Reelt er der tale om et tillægsprodukt af deres kunstneriske samarbejde, et tværæstetisk skubsammen af Voice of the Shuttle, som de udsendte kollektivt for 11 år siden, og luksuspublikationen Blå spor, der udkom tidligere i år til den nette pris af 550 dask.

Ny er kun en bagtil vedføjet mailkorrespondance, som mageligt og temmelig tilfældigt moverer sig fra små dagbogsnotater over private eller snarere intime henvendelser til almene kønspolitiske betragtninger samt hermed nært forbundne økologisk-holistiske erklæringer. Et par smagsprøver af sidstnævnte slags må være nok:

Vi er pattedyr. Vi er vores drifter. (…) I det skønne ligger en mulighed for medfølelse, indsigt og kærlighed. (…) Naturen er hunkøn. (…) Myterne lever i landskabet og i naturens kerne. I naturens hjerte. (…) Naturens eneste regel er balance. Om den æstetiske dimension hedder det i samme højstemte tone: Kunst er mange ting (…) den får os til at tænke over vores forhold til verden, til historien og til vores samtid (…) den kan integrere, krydse grænser, lære os om empati, skønhed og rædsel.

Så vidt billedkunstneren. Lige så bombastisk virker digterens af tidens debatinspirerede erklæring:

»Det gør mig glad at tænke på, at alle mine sønner respekterer kvinder. At det er helt naturligt for dem, fordi det er naturligt.« 

Det kan man da kalde en tautologi …

Hvad billederne angår, forestiller de fotografiske blå dels fjer fra damehatte, dels skikkelser ved et svensk sommerhus.

Anderledes sammenhængende er tegningerne i bogens første tre fjerdedele, dem fra 2007, som tager udgangspunkt i 6. sang af Ovids Metamorfoser, historien (vers 421-674) om Procne, der bliver giftet bort til thrakerfyrsten Tereus, men længes så usigeligt efter sin søster Philomela, at herren må sejle over havet og hente denne.

Ved mødet betages han straks af den unge piges skønhed, eller overgiver sig som en anden Brett Kavanaugh til sit ustyrlige begær, voldtager hende og gør hende derpå stum, så hun ikke kan sladre: Han skærer med sit sværd simpelt hen hendes tunge ud!

Philomela gemmes væk i en enklave ude i skoven, men væver til sin søster et hemmeligt brev om fyrstens rædselsgerning, og kvindernes hævn fuldbyrdes ved, at Procne serverer sin søn Itys for ægtemanden. Hvor er min dreng? spørger han.

Svar: Ham har du hos dig selv, i din mave. Kongen forvandles da til en hærfugl med strittende fjerkam, mens dronningen bliver til en nattergal og hendes stumme søster til en afmægtigt kvidrende svale.

Nutidsparallellen skulle være til at få øje på:

»vreden, den jagende smerte: / stig op og bliv til ild / blodet skal rase / vores øjne brænde / den der krænker skal krænkes / vi skal give ham det værste: / skænke ham / gavernes gave / vi lader kødet vandre.«

Så vidt digteren i første dels »Mørke spor«, 18 tekster, der i forløbet ret nøje følger Ovid, men i poetisk henseende ikke har særlig meget at byde på, mest måske fordi digtene i så fatal grad savner en gennemgående formmæssig identitet – i modsætning til tegningerne, hvor fuglene fra den romerske digter veksler med masker, der glider over i hinanden, og ansigter, der ligesom strømmer ud i hverandre, vel sagtens som en lidt bastant visualisering af forvandlingsmotivet.

Om anden dels ni digte kan afslutningsvis oplyses, at de ytrer en dyb naturforbundethed:

»jeg / er levende / med vilde øjne / hjertets slag / larver og biller / æder sig ind / på rødderne / dybt i jorden«. Et dvælende jeg søger her en nært sansende tilnærmelse til naturen: »at kigge helt tæt / på plantens strukturer / ae kurv og skærm som / en elsket hånd / riller i blade og negle«. Suiten munder ud i en euforisk opvågning, måske en ny, åben begyndelse: »kom / vi har bygget en hule / i lærketræet / den er fuld af håb / der skal vi bo / i den nye tid.«

Det ligner en overordnet konklusion helt i samklang med mailkorrespondancens altfavnende og romantisk farvede holisme. Men digterisk set skriger det på udtryksmæssig prægnans og erkendelsesmæssig spørgen.

Man kan formentlig drage den slutning, at det i sig selv sympatiske tværæstetiske samarbejde næppe har kaldt det optimale frem i Naja Marie Aidts talent, men tværtimod har tilladt hende at sætte digterevnen på budskabistisk automatpilot.

Naja Marie Aidt & Cathrine Raben Davidsen: ’Blå og mørke spor’. Gyldendal, 136 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu