Læsetid: 3 min.

Drilske Gaspar Noé smadrer os atter med grundangst i dansehorrorfilmen ’Climax’

Man har aldrig lyst til at være i en film af fransk films drilske djævleyngel, Gaspar Noé. Heller ikke i arthousehorroreksperimentet ’Climax’, der lader unge dansere selvudslette på LSD en mareridtsk nat, som hverken de – eller publikum – kan slippe væk fra. Det bør man både hade og takke Noé for
Der er intet bedre sted at få det dårligt end hos Gaspar Noé.

Der er intet bedre sted at få det dårligt end hos Gaspar Noé.

Wild Bunch Productions

9. november 2018

Det er kroppen, der går i biografen, når man ser noget af fransk films drilske djævleyngel, Gaspar Noé. For i selskab med hans film er hjernen blot en hurtigt passeret mellemstation, før det arme korpus begynder at reagere på alt det, han hælder ind i sine dramatiske rammer.

Det kan være en voldtægtshævnhistorie fortalt baglæns i Irreversible, en incestuøst fristet hesteslagters forstyrrende livshistorie i Seul contre tous, et hallucinogentrip i Tokyo fortalt gennem øjeæblerne på vores hovedperson i Enter The Void, et pornodrama i 3D i Love, og nu – med sin seneste Cannes-hyldede film Climax – en gruppe unge dansere og et barn, der på en nedlagt skole ude i det rene ingenting engang i 90’erne drikker punch af en bowle, som nogen har sneget rigelige mængder af LDS ned i.

Og så går det amok. Narkohorrorvoldsorgieamok.

Grundangstsuppe

Noés værker er gjort af en klam grundangstsuppe af bræk, sæd, råt hestekød, barneskrig, dybe dunkelyde, anale voldtægter og incestuøse overgreb, af hjerner, der smadres med brandslukkere og af abortrester.

Han fodrer os alt det med et kamera, der konstant søger at forstærke intensiteten og ubehaget – ved at komme helt tæt på, ved at desorientere os, ved at rode rundt på gulvet eller stille sig på hovedet. Den der klaustrofobiske, tungt svimlende følelse af at få skubbet alt for stærke glas ned foran øjnene, når man er til synstest hos optikeren? Den følelse jagter Noés kamera.

Selve historierne kan føles som en undskyldning for at etablere de scener, der skal indfri Noés provokerende visioner. Replikkerne er ofte banale – som om han bevidst gør det talte sprog fladt for at få det kropslige til at dominere og pege på, at dybden ligger her.

Det gælder også Climax, der både er mystisk og konceptuelt stram. Vi starter med rulleteksterne (så ved man, at det er arthouse), så introduceres vi for truppen af unge dansere, som alle er smukke og smarte og hippe på den der 90’er-måde, som i 2018 er helt rigtig.

Så ser vi dem danse længe og amok på den øde skole til den tungt pumpende elektromusik, der glider ind i publikum som et ekstra hjerteslag. Og så begynder LDS’en at virke. Folk bliver lidt mærkelige. Så lidt mere mærkelige, aggressivt dansende, så bliver de aggressivt liderlige, så voldelige og vanvittige og vilde.

Det minder om en hip danseversion af en ungdomsgyser med genrens iboende fryd, over at smadre den smukke ungdom, én efter én. Men skurken i Climax er ikke ydre, men siver rundt i deres blod.

Til tider skaber filmen distance – flere steder føles det mest af alt som om, man ser på dansere, der danser, at de er på stoffer – frem for at ligne nogen, der virkeligt er det. Og det er et klassisk Noésk fejt og overtydeligt trick at lade lydsporet af en ængstelig, skrigende dreng runge, længe efter at kameraet har forladt ham alene og i livsfare. Alligevel angriber lyden her kroppen som et baseballbat i maven.

Den slags hader min krop Noé for – dét ikke at kunne undslippe hans trick. Min hjerne ville derimod diskret foreslå, at dette ubehag måske skaber lidt sund modstand i en verden af film, der ellers mest giver os sød sorg og moralsk tilfredsstillende indignation. At vi har brug for angsten og mørket og kroppens panik for at blive klogere. Tror man på det, er der intet bedre sted at få det dårligt end hos Noé.

’Climax’. Instruktion og manuskript: Gaspar Noé. Fransk. Vises i udvalgte biografer.

Den italienske filminstruktør Luca Guadagnino tænkte helt rigtigt, da han bad Thom Yorke om at stå for lydsiden til sin aktuelle genindspilning af Dario Argentos legendariske horrorfilm Suspiria fra 1977
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er i dag d. 7. november 2018. Artiklen er dateret 9. november 2018. Den hører jo nok hjemme i fredagens kultursektion (hvis der stadig er en sådan) - men er det ikke lidt synd for papirlæserne, at vi andre kan få den halvandet døgn før?