Læsetid: 4 min.

Enhver med moderat klimadesperation i sin dna vil blive opslugt af filmvæveværket ’Crossings’

Professor på Kunstakademiet i København Angela Melitopoulos, skabte et af de mest bemærkelsesværdige værker på Documenta 14 i Kassel. Hun har i videoværket ’Crossings’ kunstnerisk mod til at skildre flygtningekrisen som en destabiliserende kraft, en motor for forandring, og samtidig vise et desperat Europa råt for usødet i sitrende, sammenvævede billeder
Den 105 minutter lange videoinstallation ’Crossings’ blev udråbt til at være et af de mest politiske værker på sidste års Documenta i Kassel.

Den 105 minutter lange videoinstallation ’Crossings’ blev udråbt til at være et af de mest politiske værker på sidste års Documenta i Kassel.

Anders Sune Berg

29. november 2018

I Kunsthal Charlottenborgs mørklagte rum er jeg omringet af fire store skærme. De er placeret på hver sin væg og lyser op på skift – og så pludselig samtidigt. Lyden strømmer fra et 16-kanals højttalersystem og omslutter mig. Jeg sætter mig på en af de små bænke i rummet og vrider hovedet af led for at få alt med. 

Tyskfødte Angela Melitopoulos, der siden 2013 har været professor på Kunstakademiet i København, har skabt den 105 minutter lange totalinstallation Crossings på baggrund af årelange samarbejder med blandt andet videokunstner Angela Anderson og filosof Maurizio Lazzarato.

Værket blev udråbt til at være et af de mest politisk engagerede værker på sidste års Documenta i Kassel og er en sorgfuld, episk fortælling om, hvordan kapitalismens akkumulering af rigdom hænger sammen med en kynisk udvinding af naturens ressourcer og menneskeligt slavearbejde. 

Melitopoulos filmstil er dokumentaristisk. Netop den voyeuristiske og pinefuldt udpenslede skildring af konkrete miljøer, ofte verdens fattigste, som for eksempel hos kinesiske Wang Bing, hvis film varer op til 14 timer, har gjort den dokumentaristiske stil et af de mest spændende greb i den politiske ende af kunstscenen lige nu. 

Crossings får sin fortællemæssige intensitet fra ultrapræcise krydsklip mellem de fire skærme, der skildrer områder i Grækenland, flygtningelejre i blandt andet Moria og Lavrion, havnen i Piræus og naturområdet i Skouries. Billederne er både håndholdte og majestætiske, skiftevis distance og flimrende afmagt.

I kunsthallens lille læserum kan man dykke ned i Melitopoulos vidtforgrenede research, inspirationen fra den franske psykoanalytiker Felix Guatarri, men man kan også gå direkte ind i mørket. Det er nemlig ingen sag at lade sig opsluge af Melitopoulos empatiske filmvæveværk, hvis man har bare elementært kendskab til flygtningesituationen i Europa, gældskrisen i Grækenland og moderat klimadesperation i sin dna.

En af Crossings pointer er nemlig, at neoliberalismens historiske udvikling – og de traumer, den har medført – overføres ikkesprogligt fra krop til krop, mellem generationer, indlejrer sig i og forbinder steder og mennesker langt fra hinanden. Melitopoulos komposition indfrier virkelig hendes idé, for miljøer får karakter af hovedpersoner, der fysisk trænger sig på. 

’Blodløs’ borgerkrig

Når skærmen mørklægges, fortæller en seriøs voice-over, at vore dages gældssamfund, der blev grundlagt i det antikke Grækenland, skaber en ’blodløs’ borgerkrig mellem kreditorer og debitorer. Vi skal forstå, at selvom krigen er fysisk usynlig, kører den på fuldt blus, udkæmpes af bureaukrater, og ofrene er mange – og indebærer en udvinding af naturens ressourcer. 

I Skouries nær Thessaloniki i det nordlige Grækenland panorerer kameraet roligt hen over landskaber, hvor et canadisk mineselskab rydder dyrebare skove og forurener vandressourcerne med asbest. Grækenland tjener minimalt på storminedriften – en konsekvens af gældskrisen, der ledte til en drastisk forarming af det græske samfund til fordel for de øvrige EU-landes vækst.

To ældre mænd fra Skouries sludrer rørende om at miste håb og historie, aktivister fortæller om deres ødelagte lokalområde. Poetiske billeder af olivenhøst og demonstrationers tumult. 

Minedriften skaber en rød tråd til historien om Lavrion i Attika i Nordgrækenland, som i Antikken var en slavehavn. Slaver knoklede i sølvminerne og finansierede græsk imperialisme, men de var rebelske og i overtal. I dag rummer Lavrion også en flygtningelejr, og sådan knytter Melitopoulos virtuost historisk slaveri til migranters liv i dag – og til den neoliberale vækstfortælling. 

Almægtigt kor af migranter

Morialejren på Lesbos fornemmes klaustrofobisk. Kameraet glider hypnotisk langs hegnet, mens stemmer taler alene eller på skift – uden synlige kroppe – om dehumaniserende vilkår.

Strømmende fra 16 højtalere giver lyden en svimlende følelse af desperat nærvær og tidløst fravær. Nuets migranter er et både almægtigt og anonymt kor – med råb ud til franske Marguerite Duras’ mennesketomme film.

Men så er der den overraskende velfungerende Lavrion-lejr, der bebos af kurdere fordrevet af tyrkerne i 8o’erne. Den kurdiske frihedshær PKK har organiseret lejren efter demokratiske principper. Vi ser børn og unge spille og danse, som om musikken – frem for sproget – bærer erfaringerne videre.

Protester i forskellige antræk er Crossings nervesystem. Antikkens slaveoprør kaster sit skær ind i nuet. Måske mobiliserer lejrens musik til kamp? Vold foreslåes ikke som en løsning, men filmens stemmer er anfægtede, og modstand er jo alt, de har. 

Crossings er et uforglemmeligt skarpt værk, fordi det er sjældent blottet for vestlig apati og eskapisme. 

Jeg bliver mindet om, at mennesker verden over, i tusindvis af år, har levet hårdt og stærkt uden de privilegier, jeg føler, alle burde have ret til. 

Melitopoulos zoomer ind på og ud af vores fælles historie, interesserer sig for det geopolitiske og det helt lokale. Hun skildrer miljøer som erindrende  – og hun er samtidig interesseret i, hvad mennesker i udsatte situationer har på hjerte, og hvordan de organiserer sig. På den måde bliver Crossings varsel om, at flygtningesituationen vil komme til at destabilisere kapitalismens orden, rent faktisk troværdig.

’Crossings’. Kunstner Angela Melitopoulos. Udstilles på Charlottenborg Kunsthal fra den 22. november – 13. januar 2019.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu