Læsetid: 4 min.

Få sekunder efter jeg har taget VR-udstyret på hovedet kommer det første skrig. Fra mig

Længes du efter en eksotisk rejse? Så tag på biblioteket i Gentofte og oplev Jakob Kudsk Steensens sanselige – og nogle gange angstprovokerende – tur til en stillehavsø ved Hawaii i nyt imponerende virtual reality-filmværk
Jakob Kudsk Steensen har lavet et kæmpestort researcharbejde for at lave denne vilde film, der handler om fuglearten Kaua‘i ʻōʻō, der uddøde i 1987 – samme år, som Kudsk Steensen blev født. Artens parringskald blev optaget, inden den sidste fugl døde, og ligger nu tilgængeligt på YouTube

Jakob Kudsk Steensen har lavet et kæmpestort researcharbejde for at lave denne vilde film, der handler om fuglearten Kaua‘i ʻōʻō, der uddøde i 1987 – samme år, som Kudsk Steensen blev født. Artens parringskald blev optaget, inden den sidste fugl døde, og ligger nu tilgængeligt på YouTube

Jakob Kudsk Steensen, RE-ANIMATED

14. november 2018

En sen fredag eftermiddag ankommer jeg til Gentofte Bibliotek i Hellerup for at opleve Jakob Kudsk Steensens udstilling, der er åbnet aftenen før.

Som det er kutyme på et bibliotek, hersker der almindelig fred og ro – folk sidder og læser omkring bordene, går og bladrer ved hylderne eller står og småsnakker ved den runde skranke. Der findes i virkeligheden ikke noget mere trygt for nervesystemet end en tur på biblioteket: bøger og stilhed.

Da jeg når frem til det hjørne, der er helliget samtidskunsten, kaldet Tranen (før Tranegårdsudstillingen), er der overraskende nok ingen mennesker i installationen – kunstneren er ellers allerede et hypet navn, og jeg var sikker på, at der ville være rift om udstyret.

Et stort stillads er sat op mellem de store hvide sokler, og der er lagt et gulv af barkflis. Jeg træder ind på den muldfarvede flis, synker lidt i, som havde det netop regnet, og tager et headset på, som hører til én af de tre fladskærme, der hænger på væggene omkring installationen.

Det sværmer med insekter på et hvidt gulv på skærmen, rummet ligner til forveksling det, jeg selv befinder mig i – og jo, det er en virtuel version af Tranen, der er blevet invaderet af hundredvis af små sorte fluer. På de andre skærme toner eksotiske landskaber frem.

Jeg er ved at tage mig sammen, for jeg ved godt, at udstillingens væsentligste komponent ikke er fladskærmene eller gulvet af flis, men derimod en såkaldt virtual reality-film, som man kun kan opleve ved at tage et stykke teknik på hovedet med indbygget både skærm og højtalere.

På forhånd bryder jeg mig ikke om konceptet og har altid undveget virtual reality-kunst, ligesom jeg afskyer 3D-film i biografen: Det bliver for effektfuldt for mine sanser pludseligt at blive indlemmet som en del af en virtuel parallelverden. Det er på samme tid for overstimulerende og angstprovokerende.

Skrig og skrål i junglen

Få sekunder efter kommer det første skrig. Fra mig. Oplevelsen af virkelighed er simpelthen så stærk, at jeg må sikre mig, at jo, jeg er stadig på det trygge bibliotek i Hellerup – jeg svæver rent faktisk ikke rundt ude i atmosfæren og kigger på eksotiske landskaber under mig. Eller jo, det gør jeg, og det er derfor, jeg skriger – for jeg lider af ekstrem højdeskræk og er åbenbart landet i en sektion af filmen, hvor man er højt oppe at svæve.

Jeg tager en dyb indånding og lader udstyret komme på igen. Nu er jeg midt i en fugtig eksotisk jungle med store sten i skovbunden og kæmpemæssige træer. Det er smukt – fortryllende, faktisk. Jeg går lidt rundt, indtil jeg rammer et blåt gitter, jeg gisper højt, kigger mig omkring og bakker tilbage – gitteret indikerer, at jeg har ramt en ’mur’ i teknologien. Jeg kan kigge både op og ned og dreje mig rundt, og verden omkring mig er en utrolig smuk virkelighedsnær kreation.

Jakob Kudsk Steensens udstilling RE-ANIMATED på Tranen i Gentofte er et omfattende og ambitiøst værk, der både vækker krop og tanker.

Oplevelsen er decideret gribende og bjergtagende, da jeg først – stille og roligt – vænner mig til det. Jeg begynder at lytte til lydene i universet, jeg begynder at lugte sved. Selv om min krop befinder sig fysisk i Hellerup, er den lige nu på trip i en jungle i Stillehavet, og det reagerer den stærkt på. Den sveder, vibrerer og afgiver forskrækkede hyl, hver gang universet ændrer sig. For pludselig, midt i den fugtige jungle, opstår der en slags sug, og jeg begynder at svæve langt langt op.

Udstyret må af igen. Det bliver for intenst for mine nerver.

På igen. Jeg befinder mig i en mørk grotte. Loftet er lige over mig, jeg mærker en begyndende åndenød af klaustrofobi, kigger ned og hyler igen: Jeg er i vand til maven, og der svømmer store fisk mellem mine ben. Føj. Det er alle mine fobier, der aktiveres simultant: angst for lukkede rum, for højder, for vanddybder og kryb.

Svedlugten bliver mere kvalm og minder mig hele tiden om den grænseoverskridende oplevelse, jeg har gang i. Alligevel er det også fuldstændig fantastisk – som at bevæge sig inde i et eventyr, der hele tiden balancerer intenst mellem overjordisk skønhed og mareridtsagtige scenarier.

Foran mig vibrerer en stor smuk fugl med vingerne og står stille i luften – som en kæmpe kolibri. Det må være den fugl, hele værket handler om.

Økokritik som fantasy

Jakob Kudsk Steensen har lavet et kæmpestort researcharbejde for at lave denne vilde film, der handler om fuglearten Kaua‘i ʻōʻō, der uddøde i 1987 – samme år som Kudsk Steensen blev født.

Artens parringskald blev optaget, inden den sidste fugl døde, og ligger nu tilgængeligt på YouTube. Lyden kan høres i filmen som en slags grundtone, mens det univers, vi befinder os i, er en slags genskabelse af den stillehavsø ved Hawaii, hvor fuglen levede, men til sidst måtte bukke under for et ændret økosystem grundet menneskets indtrængen på øen.

Filmen er på den måde et økokritisk værk, der undersøger det fænomen, vi lige nu oplever, hvor en accelererende masseuddød ses blandt dyrearter – tidligere forårsaget af pludselige klimaforandringer, men aktuelt et resultat af menneskets færden og forurening på kloden.

Kudsk Steensens ’genoplivning’ af den uddøde fugl er som en dyster, men vild smuk, drøm. Hans billedunivers er dybt forførende, men også virkelig foruroligende. Som da der pludselig – helt stilfærdigt – ankommer en kæmpefugl fra oven ned i den vandige grotte. Så smuk og skræmmende på samme tid. Det er en fortælling om en art, der ikke længere findes, men filmen spejler alligevel et nu, hvor menneskets evindelige rovdrift på det eksotiske, ender med at udradere de oprindelige landskaber, eksotiske dyrearter, insekter.

Jeg er dybt imponeret over, at et så omfattende og ambitiøst værk, der både vækker krop og tanker, kan opleves i et tilsyneladende så undseligt hjørne på et dansk bibliotek lige nu. Tag til Tranen og få et trip!

Jakob Kudsk Steensen. RE-ANIMATED. Tranen, Gentofte Hovedbibliotek. Indtil 14. februar 2019

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Katrine Damm
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Katrine Damm, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Svend Erik Sokkelund

Det skaber altid problemer i naturen, når en enkelt art breder sig for voldsomt på andre arters bekostning, som f.eks. stillehavsøsters i Vadehavet.
Men det værste eksempel indtil nu må være Homo Sapiens, der uhæmmet breder sig over hele kloden...