Læsetid: 4 min.

De falske myter

Stærkt korrigerende fremstilling af Færøernes nyere historie
9. november 2018

I den Metzske familie varmede man sig i skribentens barndom ved grandonkel Abraham Metz’ gode navn og rygte. Dette havde onkel A bl.a. erhvervet i sine embedsår som kredslæge på Færøerne frem til 1915, da han så vendte tilbage til Danmark i nyt embede.

Hans status på øerne var og blev bemærkelsesværdig som den første og eneste danske embedsmand, sagde man, der behandlede færinger som sine ligemænd. Det er sikkert rigtigt, Onkel A, der døde i 1963 mæt af dage, var et usædvanligt godt menneske, herom ingen tvivl.

Charlotte Langkilde: ’Færøerne. En moderne nation fødes’.

Mere usikkert om han var ene om ordentligheden blandt de udstationerede danskere, hvoraf i hvert fald én, Carl Emil Dahlerup, amtmand i Thorshavn 1849-61, mere end nogen anden blev offer for myten om den onde danske øvrighed.

Det er den, myten, Charlotte Langkilde, forfatteren til den fremragende bog Bedraget om skandalen i Nordisk Fjer, har kastet sig over i den spirende mistanke at historien om Dahlerup umuligt kan passe.

Charlotte Langkilde er i modsætning til de historiske skribenter, der har ladet sig nøje med den bekvemme og mere dramatiske historie om en magtfordrejende, manipulerende, højrøvet tyran i amtmandsuniform, gået til kildematerialet bl.a. beroende i Rigsarkivet, som fortæller en anden historie.

Mistanken blev vakt ved en nøjere undersøgelse af Dahlerups mest nidkære kritikeres liv og adfærd, samt af holdbarhed og rimelighed i deres ofte ærekrænkende udfald mod en mand, hvis position hindrede ham i at give igen med samme mønt.

Ydermere stod amtmanden over for en lille, fysisk spredt befolkning, der for en stor dels vedkommende var analfabeter eller havde svært ved at begribe jura og politik, ikke kendte til korrigerende medier og i høj grad lod sig vejlede af netop de personer, der af forskellige årsager havde et horn i siden på amtmanden samt dennes juridisk korrekte forvaltning af interesserne.

Dertil kommer Charlotte Langkildes skarpsindige analyse af de økonomiske forhold og ejerskabsspidsfindigheder på øerne, hvor nid, nag og grådighed ofte var bevæggrunde til bitter konflikt, og meget herved lader sig forklare.

Der er kun én ting at sige på dette sted i anmeldelsen: Læs denne bog!

Et ufatteligt spændende forløb i lige så ufattelige detaljer om uret, smålig tåbelighed og skandaløse sammensværgelser for egen vindings skyld. Og midt i det hele pligtopfyldende samvittighed og betydeligt menneskeligt format. Det sidste går på amtmand Dahlerup, der den dag i dag har et skidt navn ude i Atlanterhavet.

I gamle dage truede mødre deres uvorne unger med, at amtmanden kom og tog dem. Dahlerup har heller aldrig fået så meget som en brosten opkaldt efter sig, mens hans mest upålidelige og løgnagtige kritiker, platuglen og redaktøren Niels Winther har fået sin buste i Lagtinget.

Dahlerups forvaltning er ellers vel belyst i aktstykker og journaler, og man bliver som læser benovet over hans flid og dygtighed samt stædige vilje til at forbedre de temmelig usle forhold på øerne. De år, der afgrænser Dahlerups embedsperiode markerer samtidig folkestyrets indførelse og konstituering i det danske rige, en styreform Færøerne jo også får del i, og som giver sig udslag i det nye Lagting, hvor strukturen dels skal tilpasses, dels stå sin prøve.

I den forstand bliver Charlotte Langkildes bog også et sindbillede på et fælles europæisk overgangsfænomen fra enevælde til demokrati, og desuden kilde til forståelse af kolonimagters adfærd over for de oprindeligt koloniserede i en sådan situation.

Uden skik og institutioner tiltager folk med status sig magt i tomrum efter et autoritært system. Når de, der tilegner sig denne magt, i forvejen har indflydelse i ikke ubetydelig grad, opstår selvsagt konflikt med den nu stækkede statsautoritet – amtmanden i Færøernes fald – der under hensyn til folkestyrets grundprincipper forsøger at fordele sol og vind lige. Skurkene i denne periode af øernes historie, går det op for én, er for en væsentlig del præsterne.

På den ene side udgør de den eneste uddannede gruppe i landet og er vant til at udøve myndighed, på den anden side er de uden forudsætninger over for moderne forvaltning, amtmandens ansvarsområde.

Dette dog i samarbejde med det Lagting til hvilket præsterne selvbevidst lader sig kåre, og dominerer. Præsterne har snævre økonomiske interesser, som de varetager med omhu, nogle gange mere end omhyggeligheden med deres kald. I København sidder en magtfuld person – Kierkegaards senere fjende – biskop Mynster og giver sine præster på øerne medhold i alt.

Nationale selvopgør i historiens lys er altid på sin plads og ikke just en metervare i disse fædrelandsglade tider. Et dansk selvopgør har længe rumsteret i forhold til Færøerne, hvor der utvivlsomt er begået et utal af fejl. Men at forvaltningen i forbindelse med den frie forfatning og tiden derefter har været én lang ulykke med hovne danske embedsmænd og regeren og gøren ved hen over hovedet på færingerne kan ikke bekræftes, ikke efter Charlotte Langkildes studier. Myten om Dahlerup er her endegyldigt punkteret, en grov uretfærdighed mod en god og hæderlig mand kunne klædeligvis blive gjort god igen.

En buste foran Lagtinget ville ikke være for lidt.

Som Bedraget er Charlotte Langkildes fremstilling af Færøernes – i national forstand – formative år ikke alene et formidabelt kildestudium, men dertil en tænderklaprende spændende bog. Sidetallet får knæene til at ryste, men man lægger den ikke igen, før man når registret.

Charlotte Langkilde: ’Færøerne. En moderne nation fødes’. Lindhardt og Ringhof, 553 sider ill., 349 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Niels Duus Nielsen
Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Maria Francisca Torrezão og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Charlotte Langkilde's "Bedraget" er så spændende som nogen roman, så jeg tror gerne på, at "Færøerne. En moderne nation fødes" er mere end medrivende.

Men emnet, Færøerne .... jeg indrømmer blankt, at jeg i mange år håbede på det helt store oliefund i færøsk territorialfarvand, så de kunne og ville løsrive sig fra Rigsfællesskabet -
og vi således slap af med færøerne på en pæn og ordentlig måde.

Håbet var selvfølgelig særligt på fuldt blus, når Høgni Hoydal havde udtalt sig på TV.

Jeg havde da ikke regnet med at Metz var en del at kommentariatet indenfor deterministisk historieskrivning. Man forundrer sig over Georg Metz artikel af 9 november 2018.
Historie bygger på abstraktionsniveau, deduktion og kildekritik, mens kildematerialet gerne må være af absolut karakter. Som f.eks at danske nationalister deltager i den danske statsmagts forfølgelse af andre nationer i rigsfællesskabet. Denne fremgangsmåde har en rød tråd helt frem til vore dage.
Dette kunne lade sig gøre da samme Winther skrev en kritisk artikel om danske embedsmænd på Færøerne. Det utilgivelige her var, at redaktør, Winther skrev, at tobaksrullerne, som handelsforvalteren solgte var så tørre, at de kun kunne anvendes til at hænge danske myndighedspersoner i.
Metoderne er nøjagtig de samme, som den danske statsmagt har brugt imod
chefredaktør Klein. (Systematisk har de hele tiden prøvet på at ruinere ham, fordi han ikke var en del af systemet og opererede frit og uafhængigt.) Redaktør Klein blev af en inhabil dommer idømt 2 måneders fængsel for at trykke en anden navngiven persons ytringer. (Jvnfr. $ 77 i grundloven). Derudover har han måttet bøde med millionbeløb.
Fru Langkildes opgave er deterministisk og hun har derfor ikke forstået historievidenskabens emanciperende del. Når hun er ude I et svinkeærinde, at "frikende" sin egen oldefar, Dahlerup, så er hun ikke emanciperende, men ude I absolutismen. Og dét har intet med historievidenskab at gøre. Selvfølgelig må hun gerne samle det materiale, som verificerer hendes egne fordomme, fordi hun ikke ved at færinger både kan læse, skrive og endda tænke selvstændigt.
Problemet på Færøerne er den dag i dag, at ikke alle har procesret, hvor begge parter høres. Det bliver heller ikke anderledes fremover, hvis danske amatørhistorikere verificerer deres egne tanker, om oldefars rolle i imperiets sidste fjerne bastion. Uden at høre begge parters version fremstillet i historisk perspektiv.
Det har Metz så heller ikke forstået. Men at svine folk til på det groveste, havde jeg ikke regnet med fra Georg Metz.
På tysk er der noget som hedder "luftgeschäft", det er noget, som ikke er I virkeligheden.
Jeg må nok sige at både Metz og Langkilde rigtig har haft gang i luftgescäften.
Det var under Menas skandalen år 2001, at briter på danskernes og den Kongelige Danske Åndelige Udpost, Fróðskaparsetur Føroya (de kalder sig universitet), at briterne fik at vide:”Remember we are white people.”” Der skulle tilsniges en ulandisk standard, ligesom briterne har kørende i Asien, på Færøerne. Dette synes danskerne stadigvæk ikke at have forstået.

Páll Poulsen