Læsetid: 3 min.

Følelsen af halvfærdighed overskygger nyt Yung Lean-album

Det unge, svenske rapfænomen Yung Lean vakler ustabilt mellem det eksalterede og det uforklarligt ulykkelige på sit fjerde studiealbum, ’Poison Ivy’.
Yung Leans tidlige succes har gjort, at han allerede som 22-årig har udgivet fire album, turneret USA tyndt og været indlagt med et massivt kokainmisbrug.

Yung Leans tidlige succes har gjort, at han allerede som 22-årig har udgivet fire album, turneret USA tyndt og været indlagt med et massivt kokainmisbrug.

Gustav Stegfors / Pressefoto

16. november 2018

Med følelseskolde tekster, drævende stemme og afdæmpede beats påtager Yung Lean sig endnu en gang rollen som fortæller, i historien om den unge, hårdt prøvede hvide mand anno 2018.

Jonatan Leandoer Håstad er vokset op i Sverige og Rusland, og som mange andre nordiske teenagere har han arbejdet på McDonalds, malet graffiti, og taget stoffer. Men ud over det begyndte han også at skrive musik under aliasset Yung Lean.

Den tidlige succes, som han fik med projektet, har gjort, at han allerede som 22-årig har udgivet fire album, turneret USA tyndt og været indlagt med et massivt kokainmisbrug.

Til musikmagasinet The Fader har han sagt, at når man har lavet en række rapalbum, kan man tillade sig alt. Og det er måske netop det, han synes, at han kan nu, hvor han er klar med sin fjerde udgivelse, Poison Ivy.

Men det er faktisk en tilsnigelse at kalde Poison Ivy for et fuldlængdealbum. Med en varighed på kun 23 minutter, svarer det til halvdelen af Yung Leans tidligere udgivelser. Og følelsen af halvhed kaster i det hele taget skygger over albummet. Halvfærdigt, halvhjertet.

Bipolart album

Poison Ivy består af otte numre, der veksler mellem anfald af apati og mani. Lyden er fragmenteret, svingende og upålidelig. Og alligevel hænger den sammen på overfladen, pulserer gennem den samme, koldsvedende krop.

Som om selve albummet har en bipolar lidelse.

Yung Lean lægger ud med det første af blot tre længerevarende numre. »happy feet« etablerer en dominerende, både rytmisk og lyrisk brainstorm over det eksalterede og det uforklarligt ulykkelige.

Tydeligst malet op i hvert sit hjørne af det psykiske lidelsesspektrum står numrene »ropeman« og »french hotel«.

Den førstes dybe, skrattende vokalsampling får hvert ord af sin iskolde raptekst til at krybe langt ind under lytternes hættetrøjer. Det sidste sætter i stedet både tempo og toneleje i vejret, og kommer på den måde til at udgøre albummets klareste, klubegnede lyspunkt.

»We sipping champagne and the blow, we keep it on us / see us in the club, you know we keep the knives on us / and I be driving in the fast lane, ain’t no way to stop us / I don’t wanna go on, but you know we just say ’fuck it’«,

Førstesinglen fremføres med et par selvsikre, selviscenesættende a capella-sekvenser – som om Yung Lean først lige skal trashtalke sig frem til de senere, mere sentimentale sad boy-bekendelser.

En anderledes rådvildhed lader så til at have ramt ham på albummets afslutningsnummer »bender++girlfriend«, som er det eneste, hvor Yung Lean blotter sin porcelænsagtigt skrøbelige, skårede sangstemme, og som dermed egentlig er et reelt R & B-nummer.

Man får indtryk af, at der kunne være tegnet en fin, blødt opgående spændingskurve over albummets psykologiske forløb. Men punkterne er på en måde blevet voldsomt forskudt undervejs.

I de vers, der rummer en række lidt for kække og kokainhvide, konstruerede passager, opstår der en fjernhed, som får dem til at virke teatralske, påtagede, floromvundne.

Takket være et gennemgående, mut guitarspil og en skælvende elektropopsynth på det abrupt afstumpede nummer »silicon wings«, bliver Poison Ivy dog også i stand til at slå fra sig i en medrivende affekt.

Men i stedet for at opbygge et syntetisk, pop og R & B-agtigt eksoskelet, som sagtens ville kunne bære Yung Leans lettere neurotiske sindstilstand, trækker han sig for let tilbage til sin monotone og farveløse dreven. På den måde kommer Poison Ivy til at fremstå lige så kraftløst og usikkert på sig selv som det deprimerede, unge mandesind, det gerne vil afspejle.

Yung Lean: ’Poison Ivy’ (Year 0001)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu