Jeg elsker Oliver Jeffers. Altså hans billedbøger. Det er jeg langt fra ene om, idet den irsk-australske – og i Brooklyn bosiddende – kunstner har solgt over ti millioner billedbøger og er oversat til mere end 40 sprog. De morsomme og poetiske billedbøger tæller titler som Hittegods, Træet, Hvordan fanger man en stjerne, Det er min elg og Hjertet og flasken (der i øvrigt også findes som app), men det egentlige gennembrud i Danmark kom først med Barn af bøger i samarbejde med Sam Winston og Den dag farverne fik nok skrevet af Drew Daywalt. Nu er opfølgeren til succesen så kommet, og den hedder: Den dag farverne kom hjem.
I den første bog må drengen Viktor berolige de utilfredse farvekridt, som giver udtryk for deres frustrationer via breve. Nu er farvekridtene igen sure, da Viktor har »mistet, glemt, ødelagt eller forsømt« farverne. Derfor sender de postkort til Viktor, et postkort per opslag, og det gør naturligvis indtryk. Viktor fortryder og samler kridtene sammen men blot for at opdage, at de ikke længere passer ned i æsken. Løsningen er – og her bliver spændingen udløst ved, at man på klassisk billedbogsmaner vender siden – et stort hjemmelavet paphus, hvor alle kridt er velkomne.
Dynamikken mellem tekst og billede i farvernes postkortfortællinger er forrygende. Der er det rødbrune farvekridt, som KNÆKKEDE OVER PÅ MIDTEN (som der skrækindjagende står i postkortet) da Viktors far satte sig oven på ham, og nu gerne vil hentes. Der er det neonrøde, fornærmede farvekridt, som forsøger at opfriske Viktors erindring med en række ’Kan du huske’, bl.a. da han tabte kridtet ved hotellets svømmepøl: »Det kan du helt sikkert IKKE for jeg er her STADIG,« som der insisterende står i postkortet.
Der er det meget uheldige og identitetsforvirrede (Umbra eller muligvis Brændt Sienna?) kridt, som bliver ædt af en hund for bagefter at blive kastet op på gulvtæppet. Der er flere opslag med det neonrøde kridt, som beslutter selv at gå tilbage til Viktor. Han er aldeles geografisk udfordret og sender postkort fra Egypten, men mener selv, at det er på Bornholm – man ser ham stolt trone på en kamelryg med pyramider i baggrunden.
Næste gang er han i fuld skihop på pisten iført kilt og solbriller og sender sine bedste hilsener fra Amazonas regnskove. Utroligt nok lykkes det ham at finde hjem, og sidste side viser ham fortælle det grønne kridt (aka Esteban den mægtige), hvordan han gik en herlig tur på den kinesiske mur i Herning.
Jeffers har en enkel streg, som fremstår med meget luft omkring sig. Det giver nogle sjove sammenstød mellem sidens hvidhed og de mættede farvekridt. Som for eksempel Esteban den mægtige, der jo sådan set er et lillebitte farvekridt, og som derfor skriver til Viktor for at få ham til at åbne den for ham gigantiske hoveddør. Da han i et senere opslag har åbnet døren lidt på klem ud til regnen, står der på postkortet: »Jeg har set verden. Den er regnfuld. Jeg kommer hjem.« Scenen er tegnet op med få streger, naturligvis med farvekridt. Jeffers har samplet sig frem til det visuelle udtryk, der er gamle postkort og genoptryk af malebøger, som han har tegnet på, og kruseduller fra en imiteret barnehånd. Alle postkortene ligner noget fra 1960-70’erne og giver bogen et skær af retro.
Farvekridt har følelser. Farvekridt vil gerne ses, anerkendes og høre til. Det vil børn (og voksne) også. Det er dog ikke altid lige let at tale om eller at formidle på kunstnerisk tilfredsstillende vis, tænk blot på de mange børnebøger med overtydelige budskaber og usjove illustrationer. Det er ingenlunde tilfældet her. Jeffers og Daywalt har skabt en utrolig morsom, charmerende og vigtig fortælling.
Drew Daywalt og Oliver Jeffers: ’Den dag farverne kom hjem’. Gyldendal, 2018
