Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Hvis man vil forstå Trumps appel, er Fox-værten Tucker Carlsons nye bog et godt sted at blive klogere

’Ship of Fools’ har netop overhalet Bob Woodwards eksplosive Trump-bog som nummer 1 på bestsellerlisten til stor Twitterapplaus fra præsidenten. Den racismeanklagede Tucker Carlson vil have Bernie Sanders til at smadre Amazons Jeff Bezos
Tucker Carlson er aktuel med en ny bog.

Tucker Carlson er aktuel med en ny bog.

RICHARD DREW/Ritzau Scanpix

Kultur
2. november 2018

Det er ikke sådan lige at blive klog på manden selv. Selvom Fox-værten Tucker Carlsons nye bog, Ship of Fools, giver indblik i, hvordan USA ses med en toneangivende Trumpstøttes øjne, er den tidligere CNN-vært stadig lidt af et mysterium.

For nylig beskrev en af det liberale USA’s medieaktivister, Jon Lovett fra Pod Save America, i et tweet Tucker Carlsons forvandling fra seriøs konservativ kommentator og skribent over heftig CNN-vært til internettrold for at ende hos Fox News, hvor han ustandselig fisker efter racehad – som billedet på, hvad der har bragt USA ud i det nuværende morads. The Atlantic har kaldt hans stil som Fox-vært for »oversimplificerende og demagogisk«. Og Vox har analyseret den nye konge af kabel-tv – Carlsons show er det mest sete på Fox – og hans racistiske angreb på illegale såvel som legale migranter. Som netmagasinet noterer, bliver Tucker Carlson ofte fremhævet af hvide nationalister som Richard Spencer og det tidligere Ku Klux Klan-overhoved, David Duke, som også er stor Trumpfan.

Jo, Tucker Carlson tilhører en anden side af det splittede Amerika, end den Information typisk læser bøger fra.

I slutningen af august tonede Tucker Carlson så frem på Fox og leverede entydig opbakning til socialist og tidligere præsidentkandidat, Bernie Sanders. Sanders har kørt kampagne mod Amazon-milliardæren Jeff Bezos med argumentet om, at nogle Amazon-medarbejdere tjener så lidt, at de er afhængige af statslig fødevarehjælp. Og han har planer om en lov, der beskatter firmaer som Amazon for hver dollar, staten er nødt til at bruge på at holde hånden under deres underbetalte arbejdere:

»Bernie Sanders of all people prøver på at få dine penge tilbage fra Jeff Bezos,« sagde Carlson til seerne uden dog at komme ind på, at Bezos, der har opkøbt Washington Post, også er et af præsident Trumps yndede hadeobjekter. »Det er specielt overraskende, fordi han (Bezos, red.) for det meste er på Bernies side. De er begge venstreorienterede aktivister. Men i det her spørgsmål, har Bernie ret.«

De store monopolitiske techfirmaer hader markedet, konservative »som os« elsker det. Men techgiganterne bruger deres venner blandt de liberale til at modarbejde regulering, forklarede Carlson videre. Og det faktum er så nedbrydende for Amerika, at Tucker Carlson har været nødt til at skrive bogen Ship of Fools: How a Selfish Ruling Class Is Bringing America to the Brink of Revolution. En bog, som kun godt en måned efter udgivelsen er røget til tops på New York Times’ bestsellerliste, hvor den har overhalet den legendariske journalist og forfatter, Bob Woodwards, stærkt omtalte Trump-bog, Fear.

Til Trumps store anerkendelse. Carlson er en af Trumps favoritværter, og han ser jævnligt Tucker Carlson Tonight-show, hvor Carlson »fedter«, som det er blevet udtrykt, for præsidenten.

»Congratulations to Tucker Carlson on the great success of his book, ’Ship of Fools’. It just went to NUMBER ONE!, tweetede Trump i oktober. Og det selvom Carlson skriver i bogen, at Trump både er ignorant og vulgær. Men til gengæld uden ansvar for de katastrofer, som USA’s tidligere politiske elite har skabt. Lige fra Irak-krigen til redningen af Wall Street efter finanskrisen, de åbne grænser og den stiltiende accept af en kollapsende industrisektor med en skrantende middelklasse til følge.

»Trumps valgsejr i 2016 handlede ikke om Trump,« fastslår Tucker Carlson. »Lykkelige lande vælger ikke en Trump.« Og da taberne af valget i begge partier straks begyndte at underminere Trump – republikanerne allerede efter han vandt primærvalget – blev vælgerne blot bekræftet i, at det, de havde frygtet, var sandt: Deres demokrati var faktisk et oligarki. Og dets ledere ligeglade med, hvad de stemmer.

Angreb på eliten

Tucker Carlsons bog kan også læses som en forklaring på, hvorfor Trumps politiske budskab igen ser ud til kunne mobilisere overraskende mange op til midtvejsvalget, hvor han har formået at stjæle opmærksomhed og gøre valget til et endnu større spørgsmål for og imod hans præsidentskab, end mange måske havde ventet. Hvilket har givet fremdrift i valgkampen i kraft af Trumps aldrig svigtende politiske instinkt i sager om bl.a. sexanklager mod højesteretsdommer Kavanaugh, illegal indvandring og migrantkaravanen på vej fra Mexico samt spørgsmålet om, hvorvidt der skal rejses rigsretssag mod præsidenten.

Desuden er bogen et fuldtonet angreb på den økonomiske og politiske elite blandt både republikanere og demokrater og en forklaring på Donald Trumps valgsejr: 

»Højre og venstre er ikke længere meningsfyldte kategorier i Amerika. Kløften er mellem dem, der tjener på status quo. Og dem, der ikke gør.« De politiske ledere lever afsondret fra befolkningen, beriger sig med magt og selvtilfredshed. »Men de imponerer ikke længere. Vores ledere er fjolser, der ikke har opdaget, at de er kaptajner på en synkende skude.«

Og så er vi i gang. De nye høvdinge blandt amerikanske virksomhedsejere, Bill Gates, Steve Job og Google-fyrene er ikke helte. De liberale dyrker deres rigdom og forsikrer borgerne om, at deres produkter vil frisætte verden. Mens de konservative aldrig kunne drømme om at kritisere. 

»De har altid fejret business. Og lige pludselig er begge politiske fløje allierede i den moralske kamp for ureguleret markedskapitalisme.« 

Tucker Carlson harcelerer videre over førerløse biler og droner, som den økonomiske techoverklasse elsker, men som vil frarøve USA en af landets mest udbredte jobfunktioner. Demokraterne forsikrer, at der vil komme nye job. Akkurat som republikanerne lovede, det ville ske for 30 år siden, hvorefter industrijob forsvandt i stor stil til Kina. Dengang råbte demokraterne op. Det gør de ikke længere.

I stedet taler de om identitetspolitik, abortspørgsmålet og gør miljøpolitik til noget så abstrakt som klimaforandringer.

Omvendt Amerika

Fox-værten lyder næsten som den franske stjerneøkonom Thomas Piketty, når han skriver om USA’s nye klassesystem. Traditionelt var indkomstulighed en af Demokraternes mærkesager, og deres vælgerbase tilhørte arbejderklassen. Nu er Demokraterne et parti for velhaverne, der ikke længere vinder valg på middelklassens trængsler. Republikanere derimod har altid været ligeglade med ulighed, fordi fattige amerikanere jo er rige i international sammenligning. De misser pointen, mener Tucker Carlson: »Fattigdom skaber ikke ustabilitet. Det gør misundelse.

Og når folk bliver vrede og utilfredse, vælger de en stenrig realitystjerne. Men de mennesker, Tucker Carlson bekymrer sig om, er hvide. Eller rettere hvide mænd, der oplever stigning i selvmordsrater, mister deres job, har dårligere helbred og er dårligere uddannede end kvinder. Desuden peger Carlson på, at masseimport af arbejdskraft betyder, at andelen af (nyligt ankomne, må man forstå) migranter er steget fra at udgøre fem procent af USA’s befolkning i 1970 til i 2018 at udgøre 14 procent.

Flertallet af vælgerne har ikke ønsket den udvikling, fremfører Fox-værten med henvisning til årevis af meningsmålinger. Men både Demokraterne og Republikanerne kan udnytte masseindvandring til deres egen fordel. Demokraterne behøver ikke at overbevise vælgerne. De kan bare importere dem. Latinoer og andre indvandrergrupper stemmer nemlig overvejende demokratisk, mens Republikanere i det private erhvervsliv er interesserede i at presse lønninger via billig, indvandret arbejdskraft. Imens bor de ledende politikere i segregerede boligområder. 

Washington er USA’s 6. mest opdelte by. 91 procent stemte på Hillary Clinton. Det højeste antal i nogen amerikansk by. Det er også i de nabolag, »der er så hvide, at de brænder din nethinde«, skriver Carlson, at eliten klager over bonderøvene i Midtvesten, deres dårlige madvaner og deres Ku Klux Klan-møder.

Hvorvidt Amerika klarer den enorme kulturelle omvæltning, der er sket på meget kort tid, er et trosspørgsmål, mener Fox-værten. Det kan da godt være, at migranterne til en vis grad tager de job, som amerikanerne ikke selv gider, skriver Carlson. Men hvad hvis ti millioner ufaglærte job pludselig forsvinder pga. automatisering? Og migranterne ikke rejser hjem, men opdager, at ikke alle kan blive softwareingeniører? Så skal der ikke meget overtalelse til, før de stemmer på en radikal populist, der vil få Trump til at ligne en mand, der konstant lægger bånd på sig selv, lyder dommedagsprofetien fra Tucker Carlson.

Identitetspolitik er til gengæld et godt redskab, når man skal lede et land. Der findes ingen bedre måde at mobilisere vælgere på end at tale til deres frygt for andre racer, mens man samtidig lover at levere til deres særlige subgruppe. Til gengæld er et land splittet af identitetspolitik meget værre at bo i.

»Lige nu holder en koalition af identitetsgrupper sammen mod den fælles fjende, den hvide mands magt. Men hurtige demografiske forandringer betyder, at det ikke vil vare ved. Når den traditionelle syndebuk ikke længere dur, vil forskellige fraktioner vende sig mod hinanden,« konkluderer Carlson, der mener, at kuren er at begynde at lytte til den bekymrede majoritet og give den noget magt tilbage.

Er bogen forsimplet og demagogisk? Ja, men man bliver oplyst om, hvorfor amerikanere stemmer på Trump. Er Carlson racist? Selv siger han, det er et stempel, hans kritikere bruger for at lukke munden på ham. At han skulle være på det tabende hold er til gengæld svært at finde troværdigt. 

Tucker Carlson: ’Ship of Fools’. Free Press, 256 sider, 28 dollar

Serie

Midtvejsvalg i USA 2018

Den 6. november stemmer de amerikanske vælgere til midtvejsvalgene til Kongressen. Meningsmålinger peger på et magtskifte i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne skal vinde 23 sæder fra Republikanerne for at opnå flertal. En Demokratisk sejr kan i de næste to år binde præsident Trump på hænder og fødder, og måske føre til en rigsretssag. 

Information dækker valgkampen gennem reportager fra de mest ihærdige Trump-modstandere i Californien til de vigtige svingstater Michigan og Florida.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Børnebogen" "Whose boat is this boat", som Fox-robotten Carlsons bog kæmper med om førstepladsen på Amazon med, er langt bedre, hvis man da overhovedet gider at "forstå" Trump.

Carlsons bog støtter ganske vist også velgørende formål, men den er desværre kun ultra-nationalistisk, republikansk indoktrinering, der ikke hæver forståelsen af ret meget i USA og er målrettet den alt for store del af den amerikanske befolkning, der blindt stemmer på demagoger som Trump.

"Whose boat is this boat" er i det mindste ikke fake news, og bogens indtægter går ubeskåret til organisationer, som hjælper ofrene for orkanen Florence, der i september hærgede den sydøstlige del af USA.

Bogen, med undertitlen "Comments That Don’t Help in the Aftermath of a Hurricane" er i form af en børnebog med Trump-citater, da han vovede sig ud i virkelighedens USA efter endnu en af nutidens orkaner. Som støtte og trøst til de amerikanere, der led under de kolossale ødelæggelser og oversvømmelser, byder bogen på Trump-citater fra åstedet som f.eks. "At least you got a nice boat out of the deal" eller "Is this your boat? Or did it become your boat?"

Ikke overraskende var verdens største Baron von Münchhausen mere optaget af ejerforholdet til andres indskyllede ejendele i de skadelidtes haver end verdens egentlige problemer.

Niels Duus Nielsen, Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Måske var det Trumpland-karakteren Benjamin Netanyahu som startede hele Trump-æraen. Der var ihvertfald nogle alarmklokker der burde gå i gang, dengang han holdt sin modbydelige brovtende anti-Obama-tale i kongressen, og kongressens medlemmer afbrød ham med stående ovationer utallige gange.....rent Trumpland.

https://www.youtube.com/watch?v=0KMVhb57RqI

Torben K L Jensen

Farligheden i løgne med skær af sandhed har alle dage været indlysende - for demagoger.

Torben K L Jensen

Og løgne bundfæller sig med det samme - selv om de bliver dementeret kort efter - med en twitter.

Niels Duus Nielsen

Tucker Carlsons bog er en prøveballon, der undersøger, om de traditionelle republikanere kan bruge en ny taktik, nu hvor Trumps tea party har overtaget partiet inde fra. Hvor Trump er kompromisløs, er Carlson villig til at debattere med sine politiske modstandere. Hvor Trump er i lommen på høge som Bolton og Pompeo, er Carlson åben modstander af USAs involvering i de mange oversøiske krige.

Tucker Carlson er konservativ af den gamle skole. Spørgsmålet er, om det er muligt at genindføre anstændigheden i den amerikanske højrefløj. Eller i det mindste en form for uanstændighed, som ikke er så radikal som den for tiden gældende.