Læsetid: 8 min.

Freddie var ustoppelig

I filmen ’Bohemian Rhapsody’ fremstår Freddie Mercury som en selvdetruktiv bøsse, men han var meget mere end det. Hvis man lytter til Queens album og de sange, som Mercury fyldte med al sin queerness, opdager man, hvor kompleks og interessant han i virkeligheden var.
I filmen ’Bohemian Rhapsody’ fremstår Freddie Mercury som en selvdetruktiv bøsse, men han var meget mere end det. Hvis man lytter til Queens album og de sange, som Mercury fyldte med al sin queerness, opdager man, hvor kompleks og interessant han i virkeligheden var.

Mia Mottelson

2. november 2018

Bohemian Rhapsody er en film, der led under langvarige fødselskvaler. Den blev bebudet allerede i 2010, men i de otte år, der skulle gå, før den blev en realitet, har både hovedrolleindehaveren, manuskriptforfatteren og instruktøren enten selv trukket sig eller er blevet droppet. Først hed det sig, at Freddie Mercury skulle spilles af Sacha Baron Cohen, så af Ben Whishaw. At rollen endte med at gå til Rami Malek var det optimale valg. Hans brillante præstation er en tour de force og filmens eneste entydige triumf.

Få rockgrupper har formået at kapitalisere på deres brand så aggressivt som Queen. Siden Mercurys død i 1991, har der været musicals, arkivudgivelser, dokumentarfilm og forsøg på at relancere bandet med skiftende nye forsangere. Mercurys historie er da også så oplagt værd at fortælle, for om muligt kan han forekomme endnu mere bemærkelsesværdig i et tilbageblik, end han gjorde på toppen af sin karriere.

Freddie Mercury kom til verden som søn af parsiske forældre (parsere er en sydasiatisk etnisk-religiøs folkegruppe, der dyrker den oldpersiske religion zoroastrisme red.) og dannede sit første band, mens han endnu gik i skole i Bombay, det nuværende Mumbai.

På den tid var der tæt på ingen asiater i rockmusik. Island Records udgav godt nok det anglo-indiske prog rock-band Quintessences albums, men en asiatisk rockstjerne af Mercurys statur var et absolut særsyn. Han var tilmed homoseksuel, skønt han aldrig erklærede sig som sådan offentligt, og satte sin seksualitet i fokus for performance og sangtekster, uden at dette nødvendigvis var åbenlyst for hans publikum.

I sin selvbiografi, Head On, beretter musikeren Julian Cope således undrende om dengang, han spillede i opvarmningsbandet før Queen ved en koncert i Milton Keynes Bowl i 1982 og fik en strøm af homofobe tilråb imod sig. »De råbte: ’Skrid med dig, svans!’ og jeg tænkte ved med sig selv: ‘Wow, de tilbeder Monsieur Freddie og hader mig for at være bøsse, hvordan hænger det sammen?’«

Tragisk bøsseskæbne

Bohemian Rhapsody slipper ganske godt afsted med at belyse Mercurys erfaringer med sin etniske baggrund, et spørgsmål, som de fleste Queen-dokumentarfilm forbigår.

I filmen ser vi Mercury blive udsat for racistiske tilråb, da han som ganske ung har et fritidsjob i Heathrow Lufthavns bagageafdeling, og fra publikum ved en af de første koncerter. Til gengæld er dens skildring af hans seksualitet problematisk: Det forhold, at Mercury var bøsse, skildres mest af alt som en tragisk skæbne.

Han fremstilles som en ensom mand, ude af stand til at matche den lykke, hans bandkolleger oplever, der tillægger sig faste parforhold, stifter familie og bliver fældre. Mercurys homoseksualitet bliver en kile, der drives ind mellem bandet og forsangeren, hvis ideer til nye numre og stilarter i stigende grad refererer til hans oplevelser i homoklubber og ses i modsætningsforhold til bandets ånd i øvrigt.

Hans seksuelle observans synes i filmen at disponere ham for en udsvævende hedonisme, der får ham til at fremstå uprofessionel og upålidelig.

Ifølge filmen brugte resten af Queen det meste af de sene 1970’ere og 1980’erne på at rulle med øjnene over Mercurys seneste excesser, før de frabad sig deltagelse i, gud ved, hvilke vilde eskapader deres forsanger nu havde sat gang i, for i stedet at gå tidligt i seng. Enhver med blot et overfladisk kendskab til gruppens historie ved, at sådan gik det overhovedet ikke for sig. Som en musikjournalist fra det amerikanske magasin Circus, der deltog i det legendariske lanceringsparty for 1978-albummet Jazz, noterede sig med forbløffelse: »Brian May ser ud til at være den egentlige bagmand for afviklingen af aftenens karneval.«

At dømme efter filmen må man tænke: ’Hvor vildt! Tænk at være forsanger i et band i rockens mest glamourøst nydelsessyge periode sammen med sådanne totale dødbidere’.

Forlokkelse og død

Filmens skurk er utvetydigt Mercurys personlige manager, Paul Prenter, der vitterligt også var en enormt kontroversiel skikkelse i historien om Queen – ikke mindst fordi han solgte historier til sladdertabloiden Sun om Mercurys sexliv, mens denne var dødeligt syg af aids (Prenter døde selv af samme sygdom, endda nogle få måneder før Mercury). I filmen er Prenter en manipulerende destruktiv bøsse, som lokker Mercury ind i en skyggeverden af orgier, S/M-klubber, narko – og i sidste ende død.

Mia Mottelson

Det siger sig selv, at Mercury, som vi kender ham fra talrige vidnesbyrd, aldrig var en mand, der havde brug for andres forlokkelse i forhold til sex og stoffer. Men Bohemian Rhapsody er en film, der tager alt for let på enhver forpligtelse på biografisk sandhed.

Der er indtil flere anakronismer: F.eks. var den slags spolebåndoptagere, vi ser ved indspilningen af ​​»Bohemian Rhapsody«, endnu ikke i produktion i 1975, og helt åndsvag er den usandsynlige sekvens, der postulerer, at Mercury fandt sit livs sande kærlighed, blev forsonet med sine forældre og optrådte ved Live Aid-koncerten i 1985 på en og samme dag.

Dog er en eller anden grad af latterliggørelse måske på sin plads. Få bands har i samme grad svælget i aparte og udskejende adfærd – jo, der var det der party med dværge, hvis rolle var at bære bakker med kokain på deres hoved – men fremstillingen af Mercurys seksualitet virker urimeligt klichébehæftet og reducerende.

Der er ingen anerkendelse af, hvor meget Mercurys queerness betød for bandets image og gennemslagskraft. Sagt i al respekt for bandets øvrige medlemmer, så var det altså Mercury som klædt i læder, med bar overkrop og behåret brystkasse, med tætsiddende shorts eller udklædt som balletdanser osv., der inkarnerede bandet i den offentlige bevidsthed.

Opera-attraktion

Og der er heller ingen omtale af, hvordan Mercurys queerness spiller ind på sangtekstuniverset, ud over den allerede velkendte tolkning, at »Love of My Life« og »Bohemian Rhapsody« handler om hans kvaler med sin bøsseidentitet. Man behøver ikke at grave dybt i semantikken for at finde mange flere eksempler, selv om man da fint kan, hvis man vil.

Simon Reynold’s bog fra 2016, Shock and Awe: Glam Rock and It’s Legacy argumenterer overbevisende for, at nummeret »Fairy Feller’s Master-Stroke« (fra LP’en Queen II fra 1974 red.) har mindre at gøre med Richard Dadds maleri med samme titel end med at »at holde et sexliv skjult for offentligheden«. Reynolds trækker også forbindelseslinjer fra lyduniverset i ​​»Bohemian Rhapsody« til Wayne Koestenbaums analyser af operamusikkens særlige attraktionskraft over for homoseksuelle mænd i bogen The Queen’s Throat.

Men Mercury var typisk ikke en mand, der gemte sig under kryptiske metaforer. Han skrev sange, der stolt forherligede den fulde udlevelse af ens seksualitet, fra »Get Down Make Love« til »Good Old Fashioned Lover Boy«.

I filmens svælgende og sensationalistiske skildringer af Mercurys udskejende adfærd bliver der ikke plads til at formidle det faktum, at Queens måske største sang af alle – den fabelagtige »Don’t Stop Me Now« – var et direkte produkt af hans hedonisme og promiskuitet: en skamløst lystbesyngende og fuldstændig uimodståelig hymne til homoseksuel nydelse. Man kan let få den tanke, at titlen kan have været rettet mod de mere tilbageholdende bandkammerater.

Filmen indfanger heller ikke den åbenlyse glæde, som Mercury fik ud af at skjule sig i det fulde projektørløs så at sige, hvilket stadig er det nok mest fascinerende aspekt af hans karriere. Der er næppe nogen anden rockstjerne i historien, der har moret sig så meget over offentlighedens tilsyneladende manglende evne til at afkode, hvad der foregik for øjnene af dem, hvilket må have beroet på en eller anden naivitet eller uskyld, der indgik i tidsånden dengang (det var i samme æra, at Elton John kunne udsende »Alle the Nasties«, en sang, der eksplicit handler om at springe ud, uden at dette affødte nogen som helst debat).

Hård rock

En forklaring kan også være det publikum, Queen tiltrak.

I filmen holder bandet en belærende tale for en potentiel manager om deres helt særlige appel til freaks og outsidere – men faktisk var Queens fans slet ikke sådan.

Man kan bare se sekvenserne fra den legendariske juleaftenkoncert fra tv i 1975. Det er et band, der spiller i Hammersmith Odeon over for tilskuere, der kan lide hård rock og lige så godt kunne være gået til en Uriah Heep eller Deep Purple-koncert, og som helt klart ikke forestiller sig, at deres idoler skulle være noget andet end heteromænd. Selv da Mercury går på scenen i en kimono, som han gradvist stripper ud af, imens han synger »Hey Big Spender«, synes ingen at løfte et øjenbryn.

Øjensynligt ægget af ikke at møde en sådan modstand vovede Mercury sig længere og længere ud. I 1980 klædte han sig ud præcis som et af medlemmerne af de homoseksuelle klubber han besøgte: muskuløs, moustacheprydet og i tætsiddende jeans og T-shirt.

I Amerika begyndte man så småt at erkende, hvad der var på færde. Standardfortællingen lyder, at Queen smadrede deres begyndende karriere i USA ved at klæde sig ud som drag queens i videoen til ​​1984-hittet »I Want to Break Free«, men allerede fire år tidligere under den turné, der fulgte oven på udgivelsen af ​​The Game, kastede fans barberblade op på scenen i et øjensynligt forsøg på at få Mercury til at barbere overskægget af, så han så knap så bøsset ud.

I et interview med bladet Rolling Stone kom bassist John Deacon tæt på at indrømme, at Mercurys udseende virkede frastødende på det amerikanske publikum, der traditionelt var modvilligt over for homoseksualitet. »Nogle af os hader de outfits,« sagde han i 1981. »Men sådan er han, og man kan ikke stoppe ham.«

Moralsk fabel

Det er denne ustoppelige Mercury, som filmen ignorerer for i stedet at skildre hans historie som en moralsk fabel om storhed, synd og fald. Det er muligvis sådan, de overlevende medlemmer af Queen ser det: Den velvillige fortolkning er, at deres indfaldsvinkel er farvet af en vedvarende sorg over hans bortgang. Men filmen kommer dermed til at undersælge både Mercury og Queen selv. Man behøver kun at lytte til gruppens album eller se liveoptagelserne fra dengang for at gennemskue, at sandheden var langt mere kompliceret og interessant.

Men måske ville Mercury have været ligeglad.

»Historien kommer ikke til at huske mig som en Eva Perón,« sagde han selv engang. »Jeg går ikke op i eftermæler, jeg tænker ikke: ’Åh Gud, jeg håber, at folk efter min død vil indse, at jeg har skabt noget fantastisk’. Jeg har bare moret mig fantastisk.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu