Læsetid: 2 min.

Gadekunstneren Banksy er et gidsel af sin tid – og det er opskriften på hans succes

Dokumentarfilmen om et Banksy-værk på Vestbredden, der sælges tilbage til Vesten, fortæller effektivt historien om den frie gadekunsts dilemma i en verden, der vil eje
På Vestbredden har Banksy lavet et systemkritisk værk, hvor et æsel får tjekket sit pas af en tungt bevæbnet soldat. Filmen ’The Man Who Stole Banksy’ følger en taxachauffør, der får den fire tons tunge betonvæg skåret ud for at sælge den i vesten.

På Vestbredden har Banksy lavet et systemkritisk værk, hvor et æsel får tjekket sit pas af en tungt bevæbnet soldat. Filmen ’The Man Who Stole Banksy’ følger en taxachauffør, der får den fire tons tunge betonvæg skåret ud for at sælge den i vesten.

Film Italia

2. november 2018

Samtidskunsten driller os og udstiller os og medvirker ofte, tilsigtet eller utilsigtet, til at accelerere nogle af de tendenser, den vil udstille. Sådan er det bare. Og det er et rigtigt godt emne at lave dokumentarfilm om.

Brillo Box (3¢ off) fra 2016 fortæller historien om, hvordan dokumentarist Lisanne Skyler voksede op i et hjem fyldt med kunst købt af hendes hobbysamler-far, heriblandt et signeret værk købt for 1.000 dollar af den unge, upcoming kunstner Andy Warhol. Værket, en kopi af en sæbekasse, en Brillo Box, blev brugt som sofabord i familiens hjem for en stund. Så blev det byttet væk. Og gennem årene skiftede det hænder igen og igen.

Skyler følger dets rute på kunstmarkedet indtil det punkt, hvor samlere synkront og ud af det blå bliver enige om, at Warhol er en af kunsthistoriens allerstørste. I 2010 sælges sæbekassen så i auktionhuset Christie’s for tre millioner dollar. Det er både ironisk og helt efter planen, at sådan en gul hverdagsdims, der bare ville tage lidt pis på markedet, skulle ende med at blive sin vægt værd i diamanter.

En fuckfinger til markedet

Gadekunstneren Banksy er vores samtids bedste eksempel på en lignende kommerciel værdioppumpning af noget, der i udgangspunktet ville give en drillende fuckfinger til markedet. 

Marco Proserpio sætter det paradoks på spidsen i dokumentarfilmen The Man Who Stole Banky, hvor kunstneren er begyndt at snige sine drilske værker op på bygninger og vægge på Vestbredden for at rette Vestens opmærksomhed mod palæstinsernes rådne vilkår.

Men så begynder palæstinenserne at pille hans kunst ned og sælge det tilbage til Vesten. Vi møder en taxachauffør på Vestbredden, der har været med til at udskære en fire tons tung betonvæg med et Banksy-motiv af et æsel, der bliver pastjekket af en tungt bevæbnet soldat. Og vi følger værket fra lokale sælgere, forbi et københavnsk galleri og et fashionabelt amerikansk shoppingcenter og til det gigantiske auktionshus Sootheby’s.

Selvportræt af samtiden

The Man Who Stole Banky er mildt rodet, humoren er tilfældig og drilsk, Iggy Pop giver den som bedrevidende voice-over og føles mest som en publikumstillokkende gimmick. Men samtidigt fortæller filmen effektivt historien om den frie gadekunsts dilemma i en verden, der vil eje: er det kunstneren, offentligheden eller væggens ejer, der ejer rettighederne til den kunst, der ulovligt og anonymt påføres væggen? Mister kunsten sin mening, når den voldeligt skæres ud af sin kontekst?

Det er der mange gode, uenige bud på. Og kontrasten mellem de smarte vestlige gallerier og unge desperadoer, der rapper om et liv bag Vestbreddens mur, demonstrerer så fint et værdimæssigt hierarki, hvor det vestlige marked altid er øverst. 

Man forstår også endnu klarere, hvorfor Banksy sådan fik lyst til at sælge et værk med indbygget makulator – som han gjorde for nyligt. Det er det drilske had mod den verden, Banksy er fedtet ind i, som gør hans kunst til et lige så godt selvportræt af samtiden som det, Warhol skabte med sine værdifulde, hule tegn.

’The Man Who Stole Banky’. Instruktion. Marco Proserpio. Manuskript: Marco Proserpio og Filippo Perfido. Udvalgte biografer over hele landet.

’Brillo Box’ er tilgængelig på HBO Nordic.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Man forstår også endnu klarere, hvorfor Banksy sådan fik lyst til at sælge et værk med indbygget makulator – som han gjorde for nyligt. Det er det drilske had mod den verden, Banksy er fedtet ind i, som gør hans kunst til et lige så godt selvportræt af samtiden som det, Warhol skabte med sine værdifulde, hule tegn".

Det citerede er udtryk for en noget trist forståelse af motivet med værket, der gør Banksy dummere end højst nødvendigt, selv om jeg dog er enig i det drillende element. Den fremstillede forståelse af kunstnerens motiv svarer til, at en hund med pig - halsbånd tror, at den kan straffe sin herre ved at trække ekstra hårdt i hundesnoren.

Det afgørende må for mig at se være at fremhæve kunstnerens bevidsthed om værkets evne til at skabe erkendelse og diskussion om det kapitalistiske samfunds måde at fungere på og måske ad den vej bidrage til at skabe en forandring af indretningen af samfundet (selv om det ikke er det første kunstværk af sin art på dette område).

Som Maria Kjær Themsen gjorde opmærksom på i en tidligere artikel om det samme kunstværk:
"Det paradoksale ved, at et antikapitalistisk stunt øger værkets værdi, er altså ikke ny viden. Alligevel er det grundlaget for en vigtig diskussion, der handler om, hvordan kapitalen virker, og hvordan kunst bliver vareliggjort og værdisat. Om den vil det eller ej".
https://www.information.dk/kultur/leder/2018/10/antikapitalistisk-kunst-...