Læsetid: 4 min.

Gensyn med forføreren Macron

Teknokraten, der vandt riget med vovemod
Teknokraten, der vandt riget med vovemod

Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

9. november 2018

I dagens Frankrig er euforien fra maj 2017 forduftet. Revolutionsstemning var der ellers, da nationen fik sin yngste statschef siden Napoleon.

Den 39-årige filosofiuddannede investeringsbankmand fejede Front Nationals kandidat, Marine Le Pen, af banen ved præsidentvalget og skabte det største politiske opbrud i nyere fransk politisk historie. Samtidig punkterede han (indtil videre) de nyvakte højreforhåbninger om en nationalpopulistisk dominoeffekt, som efter Brexit og Trump skulle vælte de vestlige liberale demokratiers institutionelle orden og indvarsle en ny ’antiglobalistisk’ tidsalder.

I Frankrig såvel som i verden lod mange sig forføre af den unge veltalende, karismatiske lederskikkelse, der på et centristisk, vistnok grønt og i al fald optimistisk program formåede at rejse en ’græsrodsbevægelse’, rykke ind i Elysée-palæet og snart kunne støtte sig til et af de stærkeste mandater i Den Femte Republiks historie, da hans La République en Marche ! erobrede absolut flertal i Nationalforsamlingen.

Hans »progressistiske« og diskuterende bevægelse (»hverken til højre eller venstre«) ville promovere demokratiske værdier og europæiske visioner, men tog reelt form af noget, der bedst kan beskrives som en teknokratisk førerkult: uden personen Emmanuel Macron og uden hans topstyring ingen bevægelse, intet program. Sandt er det også, at triumfen fandt sted på en billig baggrund. Macrons politiske rivaler var ekstraordinært ubehjælpsomme.

Macronmaniabølgen har i dag taget land efter mødet med den praktiske virkelighed, og folkestemningen i Frankrig har forvandlet sig fra begejstring til skepsis, hvis ikke til åben fjendtlighed med præsidentpopularitetstal, der daler til kritiske niveauer. Optimismen er i bedste fald sat på pause. Uvist er det, hvordan det på sigt skal gå for »de riges præsident«, som Macron nu konsekvent kaldes efter tiltag som afskaffelse af formueskat.

Lally Hoffmann: ’Emmanuel Macron og Frankrig’.

Fortællingen om Macron og hans vej til magten forbliver dog en ualmindelig god historie, og vil man genopleve og henrykkes af den gamle eufori, findes der ikke en bedre fremstilling på dansk end Lally Hoffmanns Emmanuel Macron og Frankrig.

TV 2-journalisten har dækket franske forhold i en menneskealder. Det mærkes på kildevalget, der tæller en broget mosaik af gamle venner, den tilfældige cafévært og manden på gaden foruden højprofilerede politilogiske eksperter.

Hoffmann er en reporter, der nyder at vandre omkring i fransk geografi. Hun taler med Macrons gamle skolekammerater, med fagforeningsaktivister og andet ’godtfolk’, som hun kalder dem. Imponerende mange og forskelligartede, men ikke alle lige interessante stemmer løber derfor sammen i dette præsidentportræt og frankrigskrønike.

Konsekvensen er en håndholdt bog, så henkastet som en livereportage og ført ajour frem til efteråret 2018 i en sprogtone, som er umiskendeligt fransk.

De talrige citater, som forfatteren har fordøjet på sin færd, løber som franske undertekster. I passager bobler teksten over af ægte gallisk vid (og af ikke så få fransk-prægede sætningsbygninger). Det gør skildringen autentisk livfuld og danner god modvægt til den patos, som altid har besjælet det politiske liv i den stolte og selvbevidste franske nation.

Prisen bliver, at det analytiske overblik fortoner sig bag anekdoter og billedbladsbetragtninger. Det sidste er ikke så slemt, for det er legitimt at ville kende mennesket bag magtmennesket, herunder Macrons forbindelser til de mondæne kredse i le tout-Paris og sandheden om hans forbløffende kærlighedsforhold til sin 24 år ældre hustru. En ’kritisk’ portrætbog er det angiveligt, men de kritiske røster får ikke en dominerende plads. Er forfatterinden også forført af Macrons stærke vilje, skarpe intellekt og mod til visioner?

Er Macrons projekt i krise? Truer allerede nederlaget? Det kan man ofte læse i hjemlig og især angelsaksisk presse.

Lally Hoffmanns bog er her et fint korrektiv til en overfladisk dækning. Vi hører om hans historisk høje reformtempo og om hans ambition om at forandre og revitalisere et på mange måder stift og vrangvilligt samfund. Om hans første sejre over de ikkeforandringsparate fagforeninger og om, at det tager tid, før reformer virker og opleves som forbedringer i dagligdagen.

Men skattelettelserne for de ultrarige har foreløbig ikke givet målbart forøgede investeringseffekter, en ny startup-kultur er kun i sin vorden, og med en underdrejet tysk partner kan EU-reformprojektet ikke løfte sig. Skattereformen har givet flere penge til den brede middelklasse, men sociale nedskæringer har ramt pensionister og andre svage grupper, og grønne initiativer eksisterer endnu mest på papiret, som illustreret af miljøminister Hulots afgang i august – siden har også indenrigsminister Collomb sagt op.

Bogen peger på to problemer: Macrons parti har ikke slået rod i det dybe Frankrig, læs landdistrikter og provinsbyer, og mangler følgelig meget i at blive et effektivt partiapparat.

Derudover har Macrons de facto-udslettelse af al politisk opposition skabt et farligt tomrum, han nu kun kan udfylde med sin solitære person og jupiteragtige udstråling, som stadig flere franskmænd finder utåleligt arrogant, pompøs og skolemesteragtig. Uagtet dette er der ingen alternativer til macronismen i syne, så langt man kan se frem. Vil man forstå, hvad der står på spil for Frankrig og Macron, skal man læse denne bog. 

Lally Hoffmann: ’Emmanuel Macron og Frankrig’. Turbine. 278 sider. 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu