Læsetid: 4 min.

Jeg husker det, som om der i min ungdom stod Leonard Bernstein på alle klassiske orkesterindspilninger

Leonard Bernsteins musik er skønhed og ekstase, og det er i hans egen musik, vi har budskabet fra musikpersonligheden, der i år ville være fyldt 100, bedst bevaret. Kapellet fejrer ham med medrivende Broadway i Operaen
Leonard Bernsteins musik er skønhed og ekstase, og det er i hans egen musik, vi har budskabet fra musikpersonligheden, der i år ville være fyldt 100, bedst bevaret. Kapellet fejrer ham med medrivende Broadway i Operaen

Ritzau Scanpix

14. november 2018

I år fejrer vi 100-årsdagen for dirigenten og komponisten Leonard Bernstein.

I 1965 var det Carl Nielsen, der ville være blevet 100, og det fejredes herhjemme med en koncert i Odd Fellow Palæet, hvor Det Kongelige Kapel dirigeret af Leonard Bernstein opførte Carl Nielsens 3. Symfoni Espansiva. En legendarisk koncert, hvor Leonard Bernstein samtidig fik overrakt Leonie Sonnings Musikpris som den anden i rækken af en senere lang helterække af klassiske musikpersonligheder. Den første var Igor Stravinskij.

Live-optagelsen af koncerten blev senere udgivet og var i høj grad med til at udbrede kendskabet til Carl Nielsens musik i udlandet. Det er klart, at det ligger Det Kongelige Kapel meget på hjertet nu at mindes Leonard Bernstein med en flot 100-årsfejring i hans år. Det skete i fredags med et rent Bernstein-program og en koncertudgave af musicalen Wonderful Town.

Bernsteins arv

Leonard Bernstein var fuldblodsamerikaner af jødisk herkomst, pianist, dirigent og komponist. I dag, den 14. november, er det 75 år siden, at dirigenten Bruno Walter måtte melde sig syg og lade en ung Bernstein springe ind på hans plads på dirigentpodiet foran New York Filharmonikerne. Det blev Bernsteins gennembrud som dirigent.

I min ungdom husker jeg det som, at der stod Leonard Bernstein på alle klassiske orkesterindspilninger. Der stod nærmest bare Leonard Bernstein på klassisk musik i det hele taget, så meget var hans navn synonymt med musikken, og så meget var han blevet til en institution for den.

Men hvad var det egentlig, Bernstein var god til?

I dag er hans indspilninger sjældent de foretrukne og hans musikalske aftryk ikke noget, der som sådan har overlevet. Der er selvfølgelig ovennævnte indspilning af Carl Nielsens 3. Symfoni, og hans indspilninger af Gustav Mahlers musik er også legendariske, men ellers er der noget ved Bernsteins fremførelser, der er gået bort med tidsånden.

Det, som Bernstein var så særligt god til, var at formidle musikken som en gave, det er vigtigt, vi forstår, vi har. Det gjorde han som dirigent og pianist, men måske især som musikpædagog og som komponist.

Gennem tv-transmitterede koncerter for ungdommen og tv-udsendelser, hvor han diskuterer og forklarer musikken til et bredt publikum med sin kombination af Harvard-dannelse, et godt udseende og en dybt forankret forståelse af musikken som essentielt medie, nåede han i sin tid ud til hele verden med denne forståelse, og i hans egen musik lyder det samme budskab: Vi kan undvære musik lige så lidt, som vi kan undvære sprog.

Bernsteins musik er, som han selv var, både intelligent og forførende, og det er her, han rigtigt lever videre.

Kondenseret skønhed og ekstase

Det Kongelige Kapels koncertprogram var fra den bedste ende af Bernsteins produktion. Ouverturen fra hans musical Candide, Symfoniske Danse fra musicalen West Side Story og en koncertopførelse af musicalen Wonderful Town.

Orkestersuiter og koncertudgaver er lidt som Victor Borges pointe, når han nøjes med at fremhæve og spille de sidste takter i en klaversonate og siger, at der sparede han publikum for en halv time og bagefter spiller de sidste takter af operaen Aida og siger, at der sparede han publikum for en hel aften.

De symfoniske danse fra West Side Story indeholder alle musicalens smukke sangtemaer kondenseret i orkestermusikken og musicalen Wonderful Town’s plot om to unge kvinder fra Ohio i New York, og hvordan de leder efter lykken, og hvordan den ene er smuk, og den anden er klog, lader sig også dejligt skrue ned i en orkesterfortælling, hvor man guides rundt af en fortæller til de bedste highlights.

Bernsteins musik er skønhed og ekstase. Fra den tyske senromantik har han arvet en omgang med toneintervaller som musikalske udtryk, der går lige ind. Og fra sin kærlighed til den amerikanske rytmiske musik rystes kroppen af æggende rytmer. Et fortærsket tante-udtryk, men udsat for symfoniorkester og vild orkestrering sander man dets indhold.

Der skal særlige evner til at få et symfoniorkester til at svinge. En Kristjan Järvi på coke eller en Leonard Bernstein høj af sig selv. Men en mor til fire blebørn kan også gøre det. Den portugisiske dirigent Joana Carneiro var vel den mindste på scenen, men havde i sin lille skikkelse en fantastisk fysisk præsens og styrke, der i sig selv var en fornøjelse at opleve. Kapellet leverede Bernsteins musik så smuk og ja, æggende, som man kunne tænke sig det.

Det samme gjorde kor og solister med både sang og skuespil i en helt særlig og charmerende Det Kongelige Teater-udgave af Broadway. Elisabeth Jansson strålede som den småirriterende, kedelige søster Ruth med en indre vulkan af swing og fik den langtidsskuffede redaktør sunget af David Kempster – klædt som Lenny selv med løs krave – til at implodere i en smuk høj toptone på ordet Loooove!, så man følte det.

Bernstein nåede os i hvert fald igen her i sin høje alder. Mere gider jeg ikke sige ihukommende Bernsteins egne ord: »I’ve been all over the world and I’ve never seen a statue of a critic«. Man kan selv gå ind at opleve gentagelsen den 30. november i Operaen.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store sal. 9. og 30. november kl. 19.30. Det Kongelige Kapel, Det Kongelige Operakor. Dirigent: Joana Carneiro. Solister: Beate Mordal, Elisabeth Jansson, David Kempster, Jens Søndergaard, Simon Duus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Steffen Gliese
Christian Mondrup og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Mondrup

Vi, der var til stede ved opførelsen af Nielsens Espansiva i 1965, glemmer nok aldrig den oplevelse. Men der er altså ikke rigtigt, at den efterfølgende LP var en koncertoptagelse. Det er en regulær studieoptagelse.