Læsetid: 8 min.

Hvorfor er himlen blå?

Leonardo da Vinci er blevet kaldt det mest uafladeligt nysgerrige menneske i verdenshistorien. Nu har Walter Isaacson leveret en meget anbefalelsesværdig populærbiografi over kunstneren
Over 7.200 blade med notater fra Leonardos hånd er overleveret. Her et ark fra cirka 1490.

 

Over 7.200 blade med notater fra Leonardos hånd er overleveret. Her et ark fra cirka 1490.

 

9. november 2018

’Hvorfor er himlen blå?’

Spørgsmålet er blevet en kliché – selve indbegrebet af barnets friske blik på verden.

Det er i virkeligheden nok de færreste voksne, der kan svare på det, endsige finde på at stille det. Det kunne Leonardo imidlertid, og han fandt også frem til et grundlæggende korrekt svar engang i 1500-tallets første år.

Langt forud for nogen anden noterede han sig, at »den azurblå farve, hvori luften viser sig, ikke er dens egen farve, men skyldes varm fugt, der fordamper i helt små og umærkelige atomer, og bag sig indfanger solens stråler, når det trænger igennem og bliver selvlysende under de enorme skygger …«

I Walter Isaacsons nyligt udkomne og glimrende, men også ujævne populærbiografi over Leonardo da Vinci (1452–1519), bliver hans evne til at stille sig sådanne spørgsmål nøglen til at forstå ham.

Vigtigt er det endvidere, at formuleringen er poetisk. For som Steve Jobs citeres for, forstod Leonardo »skønheden i både kunst og ingeniørvidenskab … det var hans evne til at kombinere dem, der gjorde ham til et geni«. Leonardo var Jobs’ erklærede forbillede, forstår vi på Isaacson, hvis bedst kendte bog er hans fremragende biografi over Apples medstifter fra 2011.

Isaacson er journalist og mediemand med poster som redaktør for Time Magazine og administrerende direktør for CNN samt en håndfuld andre biografier – over Benjamin Franklin, Ada Lovelace og Albert Einstein – i porteføljen.

Han er ikke den store stilist, er forfalden til floskler og tilbyder ikke et nyt perspektiv på Leonardo, men bogen er alligevel læserens tid værd, fordi den så dygtigt syntetiserer Leonardos vidt forgrenede og komplekse tankeverden og vidensproduktion.

Det sætter sin begrænsning, at Isaacson har så få ikkeengelsksprogede poster i sin bibliografi, men det lykkes ham alligevel at præsentere et både righoldigt og tilgængeligt portræt – så bredt favnende i sin behandling af emnet som nogen anden.

7.200 notatblade

Det var Leonardos held, at han blev født uden for ægteskab. Det betød, at han ikke var tvunget til at blive notar som sin far Ser Piero – og generationer af hans familie før ham – men i stedet uskolet kunne udfolde sine talenter, uafhængigt af både faglige og boglige dogmer. Han faldt dog ikke længere fra den fædrene stamme, end at han noterede alt ned, fra strøtanker til tankestrømme, med sin karakteristiske, venstrehåndede spejlskrift og sine sirligt flydende tegninger.

Godt 7.200 blade med notater fra Leonardos hånd er overleveret. Et estimat anslår, at dette udgør ca. en fjerdedel af hans produktion – en usædvanlig høj andel for den tid og en guldgrube for forståelsens af hans tanker og værk.

Dette materiale er selvsagt hovedstolen for Isaacsons bog, og hans behandling af det er i sig selv en bedrift, for det er alt andet end nemt at danne sig overblik: notaterne er sjældent daterede, bladene er med tiden blevet blandet og omorganiseret, og dele findes kun i senere transskription.

Intet tyder på, at Isaacson har læst notesbøgerne på originalsproget. Han forholder sig primært til de engelske oversættelser, der findes af størstedelen. Det fører til en vis mangel på præcision, f.eks. i den ovenfor citerede passage om den blå himmel, hvor han udelader den svært oversættelige sidste del af sætningen, som opmåler de selvlysende luftpartikler på baggrund af »det enorme mørke, der ligger hinsides lysets flammende ophav« (min oversættelse).

I Jakob Levinsens ellers udmærkede fordanskning forvanskes citatet desto mere, fordi den forholder sig Isaacsons engelske version. Leonardo bruger f.eks. ordet perkussion om solens strålers trommende resonans i fugtens dråber; det er med på engelsk, men ikke på dansk.

Syndfloden holder ikke vand

Isaacson er bedst i kapitlerne viet til Leonardos videnskabelige arbejde og hans bedrifter som ingeniør.

Man kan læse om disse særskilt i speciallitteraturen, men her får vi på ét sted et destillat, som blandt meget andet både forklarer, hvordan hans årelange udforskning af den menneskelige anatomi og studier af væskedynamik udmøntede sig i en forklaring på hjerteklappens funktion, hvis rigtighed først blev bekræftet i 1960’erne, og hvorledes hans nært beslægtede geologiske undersøgelser gav ham en retvisende forklaring på jordklodens vandkredsløb mellem fordampning og nedbør. Undervejs kunne han også på tørt blasfemisk vis konstatere, at Biblens syndflodsfortælling ikke holder vand.

Vi lærer endvidere om Leonardos pionerarbejde inden for kortlægning, bl.a. ved en analyse af hans på moderne vis visuelt entydige, men samtidig meget smukke kort over byen Imola. Dette udførte han på basis af opmålinger foretaget med sit dertil indrettede mobile instrument, eller odometer, for den blodtørstige krigsherre Cesare Borgia (1475-1507), for hvem han tjente som ingeniør i skelsættende otte måneder, 1502-03.

Det er sandsynligt, at Leonardo i den forbindelse personligt oplevede Borgias lejetroppers brutale massakre på civilbefolkningen i byen Fossombrone. Hans florentinske skæbnefælle og ven Niccolò Macchiavelli (1469-1527) tilegnede Borgia sit siden hen klassiske studie i realpolitisk praksis Prinsen (posthumt udgivet 1532), mens Leonardo i et notat besvor »fri mig fra strid og kamp, dette dyriske vanvid«.

Som andre før ham, noterer Isaacson sig, at disse erfaringer synes at have påvirket hans arbejde på den store krigsscene, Anghiarislaget, som den florentinske republik kort tid efter hyrede ham til at male på den ene af langvæggene i Signoriapaladsets nyopførte rådssal (i konkurrence, i øvrigt, med hans yngre rival Michelangelo Buonarroti (1475-1564).

’Anghiarislaget’ er sandsynligvis inspireret af Leonardos tid hos krigsherren Cesare Borgia.

Leonardo færdiggjorde aldrig maleriet, til dels fordi hans eksperimentale olieteknik viste sig uegnet til formålet, ligesom det havde været tilfældet med hans mest berømte figurkomposition, Den sidste nadver i Santa Maria delle Grazie i Milano (ca. 1494-95), som begyndte at skalle, så snart malingen var tør.

Desværre bliver alt dette ved snakken. Isaacson formår ikke rigtig at forklare, hvordan Leonardos krigserfaring kan være kommet til udtryk i den uset dynamiske malstrøm af skrigende soldater og bidende heste, vi kender fra kopier efter hans tabte vægmaleri.

Skildringen af menneskelig vildskab er både kropslig og sindbilledlig. Og den er bizart harmonisk – voldsomt ekspressiv, men udført efter alle kunstens regler på baggrund af pertentlige studier af anatomi, mimik, gestik og bevægelse. Isaacson er godt klar over dette, men serverer selvindlysende, nærmest tautologiske formuleringer som »brutaliteten er rasende og vildskaben kaotisk«, og når de ikke slår til, citerer han ad libitum andres formuleringer.

Denne uselvstændige præsentation gør kapitlerne om Leonardos kunstværker til bogens mindst vellykkede. De er lange, leddeløse sammenskrivninger af andres fortolkninger overlæsset med flade superlativer – særligt galt går det helt forventeligt med Mona Lisa (ca. 1503-6 og senere), som er »mirakuløst«, »fortryllende« og »mystisk«.

Bevares, det billede er måske det sværeste i verden at skrive om, fordi det er så allestedsnærværende berømt, men det er, som om Isaacson opgiver på forhånd. Når alt det er sagt, er der stadig masser af viden at hente selv i disse sektioner, fordi de så flittigt refererer andres indsigter.

Aktiv selvudslettelse

Et mere grundlæggende problem, som enhver, der ønsker at skrive om Leonardos liv og levned må kæmpe med, er, at han ikke ønskede at kendes. Han var videnskabsmand, og for ham kom det personlige i vejen for de universelle sandheder, han søgte at beskrive i verden. Hans metode, hvad enten han dissekerede, noterede eller malede, hvilede på undertrykkelse af egen subjektivitet.

Denne aktive selvudslettelse kan vel have haft personlige rødder og har formentlig medvirket til det forhold, at der måtte gå adskillige hundrede år, før langt størstedelen af hans optegnelser blev publiceret. Hvilket igen betød, at hans videnskabelige opdagelser nærmest ingen indflydelse fik.

Leonardos metode betyder endvidere, at der blandt hans titusindvis af notater kun forekommer enkle åbenlyst personlige passager, alle yderst kortfattede. Han er på en og samme tid en af renæssancens mest generøse og flygtige bekendtskaber. Men netop fraværet siger meget, og enkle steder virker det særligt suggestivt. Et eksempel er, da han tilknappet to på hinanden følgende gange den 16. juli 1493 noterer sig, at hans mor Caterina – der var blevet enke – er flyttet ind hos ham.

»Forklar mig, hvad hun egentlig vil,« skriver han kort efter, og ved hendes død samme måned nøjes han med tørt at notere sig udgifterne til hendes bisættelse.

Han gentog på meget lignende vis klokkeslættet for sin fars død, kl. 7.00, 9. juli 1504, to gange i samme sætning. Man fornemmer en personlig usikkerhed her.

Leonardo var en pioner inden for kortlægning, her hans kort over byen Imola.

Det længste og sandsynligvis nærmeste personlige forhold, han havde, var til sin assistent Gian Giacomo Caprotti, kaldet Salai (’den lille djævel’). Efter normal skik blandt håndværksmestre adopterede han i 1490 Salai som elev og plejesøn. Salai var ti, Leonardo 38. I notesbøgerne kan vi glimtvis følge drengens opvækst og ofte plagsomme virke i deres husstand. Leonardo holdt ham i klæder og ekvipering i samme luksuriøse, kostbare stil, som han selv yndede.

Det er tydeligt, at et seksuelt forhold udviklede sig mellem de to mænd, og mange iagttagere – deriblandt Isaacson – har spekulativt identificeret Salais fysiognomi i de idealiseret skønne, krølhårede, androgyne, og ofte en anelse kvabsede unge mandetyper, Leonardo ustandseligt tegnede.

Salai skulle følge Leonardo resten af livet, men drog dog ikke med ham på hans sidste rejse til Frankrig i 1516. En yngre rival havde erstattet hans plads ved mesterens side. Ved Leonardos død ved det franske hof som 67-årig den 2. maj 1519, arvede Salai imidlertid halvdelen af Leonardos vingård uden for Milano. Salais eget dødsbo omfattede i 1525 desuden flere malerier af adoptivfaren, bl.a. Mona Lisa.

Isaacson nøjes med at dele disse kendsgerninger med os, og det er bestemt tilgiveligt, at han ikke kaster sig ud i en længere lommepsykologisk analyse af de tos forhold, men samtidig kalder det i dag så åbenlyst på etisk stillingtagen og historisk kontekstualisering, at det formentlig vil skuffe læsere, der netop forventer den slags af en populært orienteret bog.

Alle disse indsigelser til trods er det svært ikke at anbefale bogen som det bedste sted at starte for den, der gerne vil stifte bekendtskab med eller vide mere om Leonardo. Og omnibus-præsentationen sikrer, at selv kendere vil finde nye indsigter i dens fængslende skildring af, hvad den britiske kunsthistoriker Kenneth Clark koncist kaldte »det mest uafladeligt nysgerrige menneske i verdenshistorien«.

Walter Isaacson: ’Leonardo da Vinci’, oversat fra engelsk af Jakob Levinsen, Gyldendal. 400 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Ejvind Larsen
Niels Duus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu