Læsetid: 5 min.

Der er ingen kære mødre i Carlsens nye satsning til de unge

Bøger til unge er gerne en barsk omgang. Det er forlaget Carlsens to nye billednoveller også. Desuden er de ambitiøse
Illustration fra bogen ’Hader, hader ikke’.

Illustration fra bogen ’Hader, hader ikke’.

Cato Thau-Jensen

9. november 2018

Så er der faktisk gode nyheder: Forlaget Carlsen satser på kvalitet til de helt unge læsere – eller rettere sagt de helt unge, man så gerne vil have til at blive læsere.

Satsningen hedder Carlsens billednoveller, og det er lige, hvad det er: gennemillustrerede tekster i novellelængde. Designet er luksus – lækkert og skarpt ser det ud. Med store, sorte typer på hvidt står titlerne Hader, hader ikke på den ene bogs forside og Mowgli på den anden.

Det undrer mig blot, at man har valgt billedbogens kvadratiske format i størrelse lille til billednovellerne, for det får dem til at ligne billedbøger til de små i højtlæsningsalderen og ikke en bog, man tager med ind på teenageværelset i ro og mag. Men hvad ved jeg om at sælge bøger, signalet forvirrede mig bare. Jeg håber, jeg tager fejl, for de to første bøger i serien fortjener at blive læst og ikke mindst kigget i.

Det er Glenn Ringtved, der har skrevet teksten til boksehistorien Hader, hader ikke og Otto Dickmeiss, der har illustreret. En dansklærer, der læser Informations Bogtillæg, har givet eleverne stil for inspireret af avisens serie ’Elsker, elsker ikke’. I den jegfortællende Kims stil er det blevet til en tekst om at hade. Der står: »Jeg hader, at jeg går til boksning […] Jeg hader, at jeg er så svag, at jeg ikke tør sige fra. Jeg hader min far, fordi han ikke kan se det.«

Elegant og stærkt virkemiddel

Bogen har kun én farve, en rød boksehandske på omslaget. Den er Kim proppet ned i. Hans kinder er også røde. Selve fortællingen om de helt store følelser af had og kærlighed og boksning er perfekt holdt i en tegnet streg uden farver. Det er et elegant og stærkt virkemiddel. Hver læser farvelægger med sine farver (for er det ikke det, man gør uden måske at tænke over det, når man bliver opslugt af en historie?).

Otto Dickmeiss gør indre, usynlige følelser til konkrete billeder. Et hjerte med et savn er en boksehandske. Det sidder i Kim, der er havnet i en familie med en machofar og -bror. Fars krop er dækket af hår. Mor er der ikke, kun Kims erindring om hende.

Dickmeiss lader Kims hjerte havne i en skraldespand. Senere skriver Kim en liste over, hvad han elsker: »Bøf med stegte løg« og »duften af mad fra husene, når jeg cykler hjem fra træning«. Kim elsker også morens parfumeduft, den husker han. Engang fulgte han »efter en dame gennem en butik, fordi hun havde den duft«.

Dickmeiss tegner to bøffer på en pande og en kvinde med ryggen til. Kim sidder centralt i billedet med lukkede øjne. Duftene er blevet til skyer, som stegepanden og kvinden kan stå på. Kvindens sky løber over i en navlestreng, der fortsætter over til Kim. Længere væk svæver en mindre sky med en parfumeflakon på. Flakonen er hjerteformet, under skyen er dens rødder synlige, de ligner et løgs. Et hjerte med et afsavn er nu en særlig parfumes duft og et løg (med bøf). Fars aftensmad er mest bare madder. Han har kæmpe hænder, og et sted har Dickmeiss tegnet hans hoved som én stor knyttet næve. Han har læst sin søns stil om at gå til boksning og om ham.

»Hvis du skriver sådan noget, så må du sgu også være mand nok til at stå op for dit lort,« siger han til sønnen.

Kims far har en del til fælles med hr. Olsen i Gummi-Tarzan. Der er bare ikke noget at le ad her.

Mærkeligt dragende

Så er der Sarah Engells og Cato Thau-Jensens billednovelle. Den har samme alvor og barskhed. Titlen Mowgli peger på fænomenet Mowgli-børn. Altså børn, som vokser op med ingen eller næsten ingen menneskelig kontakt.

»Fælles for dem er, at de intet eller meget lidt sprog har,« skriver forlaget i præsentationen.

Pigen i Mowgli har en sang: »Solen er så rød, mor«. Fortællingen begynder med, at »Mor og pigen kravlede over gulvet«. De leger, de to, mor er god til at lege, finder altid på noget sjovt, hun er »hurtig, stærk og modig«. Pigen prøver at være ligesom hende. Det er en mystisk begyndelse, og de her mærkeligt dragende sætninger måtte jeg læse igen: »Andre gange legede de gemme. Mor var god til det. Hun kunne gemme sig i dagevis, hvis det skulle være.«

Langsomt forstår man, at pigen faktisk leger alene. Hun er lukket inde på et værelse i evigt mørke. Hendes verden består ud over mørke af ordene fra sangen og de ritualer, hun er nødt til at udføre for at holde orden. »Hun kunne godt lide orden«, som der står.

Langsomt forstår man også, at fortællingen finder sted der, hvor en dame (en virkelig mor i modsætning til fantasimoren?) prøver at få kontakt med pigen. Kan det være den samme dame, der har sunget »Solen er så rød mor« for pigen ind gennem ventilationsristen i værelset, og som pigen har hørt?

Masser at kigge på

Cato Thau-Jensens billeder har næsten heller ingen farver. Han begynder med himlen, som pigen ikke har set, men hvis stjerner, hun har hørt om i sangen. Billederne illustrerer ikke en handling (den er teksten jo heller ikke så optaget af), de viser snarere pigens mørke og isolerede liv i et univers præget af en drømmelogik, som også kan siges at være tekstens.

Spejling og symmetri er billedernes gennemgående princip, meget konkret i serier af Rorschach-lignende figurer for på sidste side at vise to hænder, en stor og en lille, der holder hinanden. Ventilationsristen, hvorigennem pigen kunne høre sangen, er blot skitseret i det ene hjørne. Baggrunden er nu lysnet fra sort til grå, og pigens mørke hænger blot som en lille sort sky over hænderne. På vej til at drive bort. Der er kort sagt masser at kigge på og tale om her. Det gælder for begge billednoveller.

Det er skønt at kunne sige Carlsen og kunstneriske ambitioner i samme sætning. Endda til de unge. Men i næste øjeblik bliver man jo krævende, og mere vil have mere og alt det der. Tænk, hvis tegnerne fik endnu mere plads til at udnytte alle billedbogens muligheder – den er jo på alle måder et helt vidunderligt medie – og dermed lod billednovellerne være endnu vildere til at pege på netop det. At lige præcis den enkle teknik, som mediet benytter, kan så uendeligt meget i mødet mellem tekst og billede – og mellem bog og læser.

Glenn Ringtved (forfatter) og Otto Dickmeiss (illustrator): ’Hader, hader ikke’. Billednovelle. Carlsen. 46 sider. 200 kr.

Sarah Engell (forfatter) og Cato Thau-Jensen (illustrator): ’Mowgli’. Billednovelle. Carlsen. 46 sider. 200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu