Læsetid: 4 min.

Irriterende smarte og gribende Morten Sabroe

En meget personlig roman, der handler om mennesker, som står fortælleren nær, og om en truende hjertesygdom, som man fornemmer allerede i bogens titel
9. november 2018

Out of the frying pan and into the fire, siger man om situationer der går fra ondt til værre. Med sin nye roman, sin anden i år, forsøger Morten Sabroe at vende en tung situation til det bedre. Er det muligt at genskrive hændelser, så de fremstår på en ny måde? Kan man kaste lys ind i mørket?

Mit halve hjerte, mit hele liv er en roman i tre dele. Den første del er iscenesat som en samtale imellem fortælleren og en stemme, som er en del af den skrivendes bevidsthed, en djævel på skulderen. Noget skal gøres om.

Det handler om moren, som Sabroe tidligere har skrevet om i romanen Du som er i himlen (2007), men også om meget andet. Minder fra morens sygeleje, hendes ensomhed og måden, hvorpå sønnen dengang skrev om hende, blandes med refleksioner over #MeToo, som Sabroes forrige roman, 32 centimeter fra februar, ramte lige ind i.

Morten Sabroe: ’Mit halve hjerte, mit hele liv’.

»Jeg ved det er et sidespring, men det er nødvendigt at sige de ting, man ellers står i fare for ikke at få sagt,« står der et sted i bogen.

Sådan kunne man egentlig karakterisere hele romanen. Det er svært at få øje på et plot, teksten består snarere af en række temaer, som ligger fortælleren på sinde. Romanens anden del har form af en dagbog; man forstår, at det er den ene af to notesbøger, som fortælleren har med på en rejse til Thailand.

Sabroe er som bekendt inspireret og fascineret af Hunter S. Thompsons gonzojournalistik. I romanen reflekterer han over forholdet mellem fiktion og virkelighed og etikken i at skrive om virkelige mennesker. Fortælleren hedder selvfølgelig Morten Sabroe. Og det er sådan set ikke noget problem, på den ene side at erklære: »Det er en sand historie. Jeg skriver kun sande historier. Det er journalisten i mig,« for senere i romanen at skrive: »Jeg skriver det ikke, sådan som det er, jeg skriver det, sådan som det kunne være.«

Det er velkomment med nogle selvmodsigelser, nogle ting der bliver vendt på hovedet og nuanceret, især fordi romanen i øvrigt har en tendens til at være overforklarende. Ingen skal være i tvivl om, hvilken selvransagelse og erkendelsesproces, fortælleren er i færd med at gennemgå.

Dertil kommer, at fortælleren er karikeret megaloman. Ofte kan teksten blive en glat ironisk smøre, og jeg kan ikke sige, at jeg altid finder det lige underholdende.

Hvad stiller man for eksempel op med sætninger som denne: »Jeg er en mand, der hylder kvinders ret til at være sig selv, bare de har det sjovt.«

Griner vi her ad fortælleren, fordi replikken er sagt i ramme alvor og i bedste mening af en mand, som ikke selv kan se det problematiske i forestillingen om, at hans partner skal have hans velsignelse til at ’være sig selv’? Eller griner vi med fortælleren, fordi udsagnet er ment ironisk, og i så fald, er dét sjovt?

Et andet eksempel er fortællerens indskydelse senere i romanen om, at kvinden, der ligger stum på sengen og ikke vil fortælle, hvad der er galt, i virkeligheden gerne bare vil have en ny kjole (for mere kompleks er hun jo nok ikke).

Jeg kommer helt i tvivl om, hvad provokationskunst egentlig består i; skal man blive oprevet, fordi der under det absurde gemmer sig en sandhed, som man ikke vil indrømme, men som nogen snarrådigt har gennemskuet? Eller ligger det provokerende eller morsomme simpelthen i, at læseren bliver konfronteret med en til tider usympatisk fortællerstemme? For mig leder disse elementer i romanen mest bare til småirriteret undren.

Den anden notesbog, som fortælleren har med på sin rejse til Thailand, er sort. Denne udgør romanens tredje del, og er samtidig (underligt nok) den del af romanen som i formen ligner mindst en notesbog og mest en roman, med mennesker, møder og en fortællerstemme, som ikke hele tiden sætter sig selv i forgrunden.

Den sorte notesbog er skrevet i en slags reportagestil, og det er absolut den bedste del af Sabroes værk. Faktisk så meget, at jeg kunne have været de første to dele foruden; de føles mest som en meget lang optakt. Den sorte notesbog lyder dyster, men er i virkeligheden det modsatte: Det er et forsonligt projekt.

Fortælleren vil vende udviklingen, han vil hanke op i sig selv og ikke begå de samme fejl som sine forældre. Han vil se lyst på tilværelsen:

»Det er op på Den Eksistentielle Stegepande med jammeren og elendighederne, skru op til panden gløder, når den har fået ti minutter, så vend den i luften som en pandekage, og det, du før så på med frygt og bæven, omfavner du nu med glæde, håb og optimisme.«

Når fortælleren her skriver om sin datter for eksempel, er han ikke dreven sarkastisk eller kæk, han kalder hende ikke ’søster’ som de fleste andre kvinder i romanen. Det selviscenesættende viger for en oprigtighed, som klæder ham.

Der er ingen tvivl om, at Mit halve hjerte, mit hele liv er en meget personlig roman. Den handler om mennesker, som står fortælleren nær, og om en truende hjertesygdom, som man fornemmer i titlen. Den er til tider overtydelig og irriterende ’smart’, men der er en kerne af noget gribende og nærværende, noget faktisk rørende, som heldigvis får lov til at træde frem til sidst.

Morten Sabroe: ’Mit halve hjerte, mit hele liv’. Politikens Forlag. 272 sider. 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu