Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

’Jenteloven’ har et fandens vigtigt ærinde, men bærer desværre også præg af en forsigtig pastelfeminisme

Opstand på pigeværelset vil normalisere det fortsat farlige ‘f-ord’
Kultur
2. november 2018

Danse grimt på bordene og skråle John Mogensen med mad i munden. Lave selvoptagede sketches på åben gade og købe et eksklusivt kig på Bjarkes hvide røv for en gajol. Sådan så ’feminisme’ ud for mig og mine kammerater i 8. klasse. Ved at være aktivt upassende var man da i hvert fald noget andet end klassens populære piger.

Da en mor tog os med på kvindelejr en sommer kom der lidt sprog til den umælende udadreageren. På Femø i midt-00’erne var der basisgrupper, fællessang og straight up mekaniseret ideologi, når man havde lortetjansen og skulle tømme de velbesøgte samtalelokummer ned i ’mandehullet’.

Jeg blev ganske chokeret, da jeg tog Leila i at barbere ben i køkkenteltet – feminister har som bekendt hår, der dækker hele kroppen! Vi sang Trille, og det var alletiders, men det var i sin æstetiske og politiske form for kuriøst til at kunne oversættes direkte til vores egen generation.

Maria Gosse
Jenteloven – Feministisk førstehjælp, der er sat i indbydende rosa med et sejt forsideportræt af de to unge kvindelige forfattere, der Gud bedre det slet ikke smiler til kameraet, stiller (indirekte) spørgsmålet om betydningen af det unge menneskes første møde med feminismen.

Hvad er feminisme i dag? Et kikset fortidslevn der går uden bh, en instagramkurateret girl power-livsstil, kønsdestillerede hverdagserfaringer fra skolegården eller en verdensfjern overbygning fra humaniora?

Hvis de teenagepiger, som norske Sofie Frøysaa (f. 1989) og Ulrikke Falch (f. 1995, kendt fra rollen som Vilde i Skam) henvender sig til med hvad der ligner en stålsat forlagskalkulation af en målgruppeanalyse i ryggen, åbner Jenteloven, hvilken feminisme møder dem så?

Jenteloven indledes med en række opbyggelige og harmløse citater såsom I’m a feminist, what’s your superpower?, I’m not bossy, I’m the boss og fries over guys.

Læseren bydes velkommen i girl squad-fællesskabet med åbenarmet varme og humor, og ligesom Leila på Femø slår Frøysaa og Falch et slag for, at man kan være feminist og samtidig have et gennemført femme-udtryk: Titlen Jenteloven, der henviser til et nyt regelsæt, der skal erstatte den benhårde selvudslettelseskunst, som især kvinder opflaskes med, står skrevet i glimmer hen over forsiden.

Bogens sider er holdt i lækre pastelfarver, og forfatterne forvisser om, at en ægte feminist sagtens kan gå med makeup og have et traditionelt feminint udtryk. Det er større end det måske lyder. Knyttede næver med neglelak – du kan være piget og vred!

Bogen, der præsenteres som et opslagsværk, men samtidig nyder godt af Falch og Frøysaas personlige stemmer, er delt op i tre kapitler – Skole, Krop, Sex – der hver behandler sin centrale sfære af teenagepigens liv.

Der gives gode råd om seksuel vold: »Hav en lav tærskel for at rapportere eller anmelde sexchikane og overgreb« og tips til, hvordan man tackler klasseværelsets hverdagsaggressioner og hjælper sin spiseforstyrrede veninde. Jentelovens 11 paragraffer oplistes løbende: »§6: Vi behandler medmennesker (med tryk på mennesker) med respekt, og forventer god opførsel uafhængigt af køn.«

Nogle gange virker det som om det er gået lidt hurtigt, som i afsnittet om hævnporno, hvor det bemærkes, at det »altid [er] risky business« og »næsten altid en dårlig idé« at dele nøgenbilleder med andre. Jeg er ret sikker på, at det er stik imod forfatternes intention at insinuere at ofre for hævnporno på nogen måde selv er ansvarlige.

Man forledes let til ren hyggelæsning som følge af de søde tegneseriestriber, facts om stærke kvinder og rammende lister over velkendte sexistiske folkesandheder, som at en kvinde betragtes som ’luder’, mens hendes mandlige modstykke er ’player’ eller det pinagtige fritidshjem, der lader drengene ’brænde energi af i sportshallen’, mens pigerne sættes til at nørkle med håndarbejde.

Men hver gang Frøysaa og Falchs personlige historier kommer på bordet afbrydes hyggen som af et skingert lysstofrør til en stemningsfuld fest, hvor alle ellers følte sig dritkul.

Det er vidnesbyrd om livstruende spiseforstyrrelse og livsødelæggende depression. Ulrikke, der var et udadvendt, selvsikkert og frembrusende barn, fik at vide hun var for voldsom og for meget. Sofie fik den omvendte besked og fortrak fuldstændig til sit værelse. Budskabet er, at vi som samfund altid har et problem med kvinden og den plads, hun tager. Du er for meget – og slet ikke nok.

Ud over seksuelle og psykiske overgreb peger forfatterne på et ofte overset kapitel i vores kritik af ungdomskulturen: det tabte liv, der følger af social angst og høje krav fra alle sider, inklusive det allestedsnærværende påbud om at ’nyde sin ungdom’ mens tid er. Så problemet er ikke bare machokulturens grænseoverskridende adfærd, men den internaliserede selvafstraffelse som når 18-årige Sofie bliver hjemme fra fest, fordi hun ikke kan forlige sig med sit aknetyngede ansigt.

Det er en problemstilling, der rækker ud over men omfatter kønslig segmentering, og det er forbilledligt af Frøysaa og Falch at tage den op. Forhåbentlig vil deres omsorgsfulde og reflekterede tilbageblik lette lidt på det selvhad og den skam og normalisering af overskredne grænser, der er så udbredt i dag.

Det er også i vidnesbyrdene, at man endelig får tid til at trække vejret. Jenteloven er desværre skrevet i et tempo, der skifter emne lige så hurtigt som nyhedsklip efter årtusindskiftet. Og er det nødvendigt med så meget fjollet Vi unge-stilistik og selvudslettende humor? Jeg som troede, at ironien var død og begravet med min generation.

Hvorfor tale ned til sine læsere? Rigtignok er denne anmelder omtrent 10 år for gammel til at kandidere som bogens rette adressat, men det virker som regulært selvmål at tale til folk, som om de kun kan koncentrere sig i fem minutter ad gangen og ikke ønsker at lade deres politiske horisont nå ud over skolegården.

Jenteloven er sporadisk antiakademisk og ofte selvundskyldende, og dens feministiske projekt rimelig blodfattigt: En uimodsigelig ligestillingsfeminisme serveret således, at det skal blive klart for enhver, at det er fuldstændig langt ude ikke at være med på holdet: »Selvom det at være feminist i bund og grund bare betyder, at du går ind for ligestilling (aka du er et moderne menneske på to ben), er der mange, der værgrer sig ved at sige, at de er det.«

Modstanden mod feminisme skyldes ifølge forfatterne at »der er så mange dumme myter, som stadig hænger ved«. Klassisk, ukonfrontatorisk oplysningstankegang: hvis bare vi afliver myterne (feminister er ikke mandehadere; feminister ønsker ikke, at kvinder får det bedre end mænd), vil vi være enige og kunne indgå i et fælles projekt om basal ligestilling. Denne forfladigende forestilling om ’feminisme’ er min største anke ved bogen. Spørgsmålet er så om normaliserende, konsensussøgende mainstreamfeminisme er bedre end ingen feminisme? Jeg er i vildrede.

Reducerer man feminismen til (ganske vist essentielle) ting som selvomsorg og søstersolidaritet går man samtidig glip af dens funktion af generisk magtkritik. Når feminismen er bedst, er den problematiserende og konfliktskabende. Ikke fordi feminister bare elsker at være uvenner, men fordi den som al anden radikal social kritik sætter sig for at identificere og konfrontere undertrykkende strukturer.

Og dét mangler i Jenteloven, der i stedet forbliver en lidt forsigtig pastelfeminisme, der holder sig inden for individets synsfelt. Kort sagt: Vi har brug for klare fjendebilleder, der ligger uden for os selv, ikke bare forskrifter for god opførsel og nye procentpoint at skære kagen efter.

Hvem skal adlyde loven? De unge kvinder selvfølgelig! §7 fastslår således: »Vi forpligter os til at være sødere mod os selv og vores kroppe.« Når talen falder på den skadelige kropskultur, der kommer af de sociale mediers retoucherede virkeligheder, vil forfatterne gerne placere ansvaret på skønhedsindustrien, der transformerer lavt selvværd til forbrug. Konklusionen bliver dog (endnu) et imperativ til den unge: vær bevidst om, at der er interesser bag vanviddet.

Men hvis vi med feminisme forstår emancipatorisk kamp for universel lighed, der tør se faktiske undertrykkelsesmekanismer i øjnene – i modsætning til det køns-, farve- og i det hele taget magtblinde offentlige blik, der serveres for de unge som korn for en foie gras-gås – så er der brug for at tage kontrol over mere end bare effekterne af de herskende skønhedsidealer og sociale normer.

Til forfatternes forsvar kan man genlæse bogens undertitel: Det her er førstehjælp – bogens eksistensberettigelse er livreddende symptombehandling, kriseberedskab specifikt til de helt unge kvinder. Et fandens vigtigt ærinde.

Tilbage er der at håbe, at forlagene i fremtidige udgivelser vil tillade et strukturelt interesseret og mere politisk opvakt perspektiv, der tager også unge kvinder seriøse som socialt engagerede, så det ikke lykkes liberal pseudoprogressivitet at parkere ’feminisme’ som lovpligtig selvkærlighed. Lad os få flere feministiske bøger og lad dem være for meget!

Ulrikke Falch og Sofie Frøysaa: ’Jenteloven. Feministisk førstehjælp’. Oversat af Elisabeth Kiertzner. Illustreret af Ida Neverdahl. Gyldendal, 151 sider, 150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her