Joker Jay, Den Dræbende Joke, Gigolo Jesus.
Det kræver sin rapper at bære så mange aliasser i sine hængerøvsbukselommer, men Jesper Dahl, bedre kendt som Jokeren, er ikke nogen hr.-hvem som helst.
Allerede i begyndelsen af de glade 1990’ere, inden han var fyldt 20, var han med til at forfatte et stykke dansk hiphophistorie, da han med sin gruppe Madness 4 Real tog til USA og producerede for nogle af genrens største internationale navne, folk som Ice Cube og Eazy-E.
Da de vendte hjem, gik han sammen med to af gruppens andre medlemmer om at danne Den Gale Pose. Med hits som »Spændt Op Til Lir« og »Den Dræbende Joke« gjorde de en solid indsats for at gøre dansksproget rap til allemandseje.
Og siden starten af 00’erne har han så udgivet musik under solonavnet Jokeren, som er blevet hans mest ikoniske alias.
Tung røg og billig rom
Nu, efter fire års pladepause, er han klar med det mastodontiske album, Glædesbringeren, hvor han slår sig op som den store humørspreder og føjer et nyt tilnavn til samlingen. Og her er han – som tidens musikalske tendenser foreskriver – spændt op til latinolir.
Det 18 numre lange album er bygget op af en farligt masse samples med latinamerikanske rødder. Der er spansk guitar og narkobaronstemning. Dominicano-trap fra New Yorks gader, hårdtslående cubanske blæsersektioner og sågar et sample af Manu Chaos kærlige reggaehit »Me Gustas Tu«.
Men selvom Jokeren og hans producer Esben ‘Es’ Thornhal på den måde forsøger at fange de inciterende strømninger, der varmer op under musikverdenen i disse år, er Glædesbringeren egentlig mere som et galt ridt end som en kold cerveza i solen.
Ja, at lytte til Jokerens spøjse blanding af machismo-rap og jeg-er-blevet-far-hæphop er som at få et kig ind i et meget fortravlet sind, der er godt søbet ind i tung røg og billig rom. Og som vel at mærke kun er i stand til at fokusere, når der kommer en god røv ind i billedet.
’Lad vær’ at stå og glo dumt’
Det kaotiske kommer indimellem næsten til at ligne en æstetik, men alt for ofte står det bare i vejen for musikken.
Nummeret »Solskin«, hvor Manu Chao-samplet er centralt, er for eksempel et nærmest ubehageligt bekendtskab, fordi det ikke kan fastholde en musikalsk tanke i mere end et par sekunder, før det hopper videre til den næste. Uden at de forskellige samples gør noget godt for hinanden.
Denne tendens sætter sig også igennem i Jokerens raptekster. Her er der bare fuld smadder på ræsonnementerne, og så bliver der set stort på, at logikken og sammenhængen er løbet løbsk.
Det klæder derfor Jokeren bedst, når han bliver kontant og ikke giver sig selv lov til at køre for langt ned ad den lommefilosofiske blindgyde, men i stedet slår fast, at »livet er hårdt, punktum. Så lad vær’ at stå og glo dumt«, som han gør på det ganske vellykkede »El Barbecue Psykedelico«.
I nogle af disse momenter viser han, at han stadig ikke er hr.-hvem som helst. Desværre er det dog mest på grund af sin arv, at han fortjener en stor stjerne i dansk hiphop anno 2018. For som album betragtet er Glædesbringeren en undselig affære.
Jokeren: ‘Glædesbringeren’ (AEM Records/Sony Music Entertainment)
