Læsetid: 4 min.

Julen er højsæson for skuffelser (men Paprika Steens nye film er ikke en af dem)

Den julefejrende familie i Paprika Steens charmerende julefilm, ’Den tid på året’, har en bred vifte af konflikter at bore i over julemiddagen, men filmen tager også julefilmgenren alvorligt nok til at levere et (heldigvis troværdigt) lille håb for familiesammenholdet
Paprika Steens julekomedie, ’Den tid på året’, skildrer gruppedynamikker og fastlåste familieroller, som vil være velkendte for de fleste.

Paprika Steens julekomedie, ’Den tid på året’, skildrer gruppedynamikker og fastlåste familieroller, som vil være velkendte for de fleste.

Jens Schlosser/Nordisk Film

8. november 2018

Det er hårdt absolut at skulle hygge sig. Og det skal man juleaften. Maden skal være god, bordet skal være smukt dækket, og stridsøkserne skal være begravet.

Årets mest imødesete og ritualiserede aften er den perfekte ramme om et spiddende portræt af middelklassens perfektionistiske tilgang til det at slappe af. Det udnytter Paprika Steen i sin tredje spillefilm som instruktør, Den tid på året, hvori hun selv spiller hovedrollen som det velmenende familiemenneske Katrine, der lægger sig i selen for at holde den perfekte jul.

Katrine er et stolt medlem af en faktisk ret okay kørende kernefamilie.

Juleaftensdag er der desværre ikke tid til at høre, hvad hendes teenagedatter, Maria (Fanny Leander Bornedal), går og er så ked af, og hun er nødt til at herse (mildt og civiliseret dog) med den lidt yngre Jens Peter (Mikas Maximus Dalhoff Christiansen), der ikke vil rydde op på sit værelse. Men det er ikke værre end, at hendes noget så sympatiske mand, Mads (Jacob Lohmann), kan få hende ned på jorden igen, mens han også lige laver en sovs.

Tro på det 

Det ville være forkert at sige, at problemerne først kommer med gæsterne, for som man kan høre i filmens indledende telefonsvarerbeskeder, er der allerede blevet luftet en masse modstridende ønsker, opfordringer og instrukser.

Telefonsvarerbeskederne er en god, sjov og klar måde at introducere, hvad de forskellige familiemedlemmer mener, at de kan tillade sig.

I løbet af juleaftensdag tillader Katrines far, Poul (Lars Knutzon), sig derudover at stikke den hvide løgn, at hans unge kone og deres barn desværre er blevet syge, ligesom alle foregående juleaftener, sådan at han er nødt til at komme alene. Og Katrines yngste lillesøster, Patricia (Patricia Schumann), tillader sig at invitere sig selv på besøg, selv om hun vist nok har vendt familien ryggen.

Poul tillader sig også at blive væk fra mellembarnet, Barbaras (Sofie Gråbøl), første juleprædiken nogensinde. Barbara er tørheden selv og prædiker med henvisning til en eller anden teologisk lektor fra Tyskland ufolkeligt om, hvorvidt familien, som vi kender den, er under opløsning.

Den moraliserende pointe, hun når frem til, er, at familien skal passes, og at det i virkeligheden også er det, folk vil inderst inde. Det er virkelig noget, hun tror på.

I løbet af aftenen bliver der mere og mere brug for tro på projektet.

Barbaras mand, Torben (Lars Brygmann), er en ekstremt bedrevidende, fordrukken pseudointellektuel vinsnob, der skriver usælgelige bøger om Anden Verdenskrig. Deres forkælede og uvorne søn, Adam (Sofus Søndergaard Mikkelsen), har desværre for alle, der holder af hensyn, opgivet at få sine forældres opmærksomhed på fredelig vis.

Patricias tilstedeværelse er svær nok i sig selv, og så har hun ovenikøbet fundet sig en ny mand med et barn, som hun har taget med. 

Katrine og Barbaras mor, Gunna (Karen-Lise Mynster, der som altid er god, men også lidt ung til rollen), vil hele tiden slå ud med armene og udstråle overskud, men kommer i stedet til at udstråle fordømmelse og forbitrelse. Og Katrine og Barbara kappes om hendes anerkendelse. Der er med andre ord fuld plade, hvad familiekonflikter angår.

Alle har et problem

Alle har et problem med en eller flere i selskabet og dertil et dybfølt, men urealiserbart ønske om at lufte det uden at ødelægge den gode stemning. 

Det gælder alle undtagen lige Mads’ jordbundne, bundhæderlige forældre fra Jylland (Bodil Lassen og Hans Holtegaard), der fungerer som et korrektiv til de hysteriske, selvbevidste sjællændere, og Patricias steddatter, Lea (Troja Reppien Trovatten), der fungerer som en lille engel, der kaster sit nådige lys på sin nye familie og fremkalder det bedste i hver enkelt. Hendes barnlige, sukkersøde uskyld tangerer det klæbrige, men det er til at leve med, fordi resten af persongalleriet sprudler.

Filmen er fuld af troværdigt idioti og egoisme pakket ind i gode intentioner. Leas modstykke, den sygt irriterende Adam, er til gengæld et sjovt element. Man får næsten lyst til at berige verden med endnu en kronik om børneopdragelse af at se på ham. Den let urolige kameraføring formidler fint den nervøse energi, der hviler over selskabet. 

Den tid på året skildrer gruppedynamikker og fastlåste familieroller, som vil være velkendte for de fleste, enten fra deres egen familie eller fra Woody Allen-film. Den er ikke dybt original i sin karikering af dansk middelklasses selvopfattelse kontra dansk middelklasses opførsel, men det er heller ikke så vigtigt, som at karikeringen er skarp og præcis.

Konfliktlandskabet står tydeligt fra start til slut, situationerne spidser til, ligesom de skal, folk er troværdigt irriterende, og samspillet er flydende. Det moderat overraskende element i filmen er, hvordan og hvornår familiemedlemmerne alligevel engang imellem formår at træde ud af deres meget små sko og vise sig som medlemmer af et fællesskab baseret på omsorg frem for præstation.

Den tid på året handler om selvoptagede og forsmåede mennesker, der gør hinanden ondt med og uden vilje, og det gør den godt. Men det er en klassisk julefilm og som sådan forpligtet til at levere en eller anden form for håb for det hele, og den forpligtelse tager den alvorligt.

Julen er ladet med udtalte og uudtalte forventninger, og derfor er den også højsæson for skuffelser. Det illustrerer Den tid på året fornemt. Samtidig er det en god reklame for omsorgsfuld opførsel, også over for de mennesker, man ikke selv har valgt at have i sit liv, eller som måske har valgt én fra.

’Den tid på året’. Instruktion: Paprika Steen. Manuskript: Jakob Weis. Dansk (Biografer landet over)

Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 24: ’Sådan holder du en god juleaften’
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • Ejvind Larsen
Henrik Brøndum og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu