Læsetid: 4 min.

Kan anmelderen selv skrive?

James Wood er en af verdens førende litteraturkritikere. Nu introduceres hans skønlitterære forfatterskab på dansk
30. november 2018

Litteraturanmeldere beskyldes ofte for at være endt i faget, fordi de ikke evner selv at begå skønlitteratur. Kan man ikke skrive, kan man altid svine andre til. Af samme grund skal kritikerne selvfølgelig være forsigtige med at forsøge sig i eksempelvis romankunsten.

Det er ikke desto mindre, hvad James Wood har gjort med Upstate, hvilket naturligvis afstedkommer spørgsmålet: Kan den anerkendte kritiker leve op til egne kritiske standarder.

Disse er høje og knivskarpe. Den 52-årige James Wood, der bor i Boston med sin kone, forfatteren Claire Messud, og deres børn, er født i England, hvor han efter at have læst engelsk litteratur på Cambridge i en årrække var the Guardians førende kritiker.

I 1995 flyttede briten til USA, hvor han blev redaktør for det litterære tidsskrift the New Republic, og siden 2007 har han været kritiker for The New Yorker. Undervejs har Wood udgivet en række essaysamlinger og tillige etableret sig som, hvad Financial Times har kaldt »sin generations bedste litteraturkritiker«.

James Wood: ’Upstate’.

Upstate er Woods anden roman, men den første på dansk. Debuten, The Book Against God (2003) blev dog også bemærket herhjemme, blandt andet her i avisen, hvor Klaus Rifbjerg (14. juli 2003) fandt anledning til at pointere, at kritikeren nu »risikerer at få serveret den suppe, han selv har spyttet i«.

Om Woods anmeldervirke skrev Rifbjerg, at »den litteratur han efterlyser, er én, hvor figurerne analyseres i dybden, og ideer dramatiseres i stedet for den gængse, postmoderne nihilisme, hvor forfatteren hele tiden kommer med stikord og blander sig i teksten i stedet for at holde sin mund og lade værket tale«.

Blandt dem, der i årenes løb har fået en hård medfart af James Wood – i anmeldelser og i The Broken Estate: Essays on Literature and Belief (1999) – er John Updike, som han har anklaget for »intellektuel dovenskab« og nobelpristageren Toni Morrisons, hvis Paradis han beskrev som »en barnagtig roman svøbt i en vugge af magi. Den er sentimental, flygtig og omtåget«.

De seneste år er Wood blevet mere rund i sin litteraturkritik, det medgav han selv tidligere på året i The Guardian (»Sometimes I think I’ve lost my nerve«, 2. marts 2018). Men omkring årtusindskiftet gik han særlig hårdt til den gruppe af forfattere, han kaldte »hysteriske realister«, og som anført af Zadie Smith, Thomas Pynchon, Jonathan Franzen og Don DeLillo, i Woods øjne forsøgte at favne hele den absurde verden i store værker fyldt med litterære trick, researchtunge perspektiveringer og ja, »fitlifut og svinkeærinder«, som Klaus Rifbjerg udtrykte det.

De fleste toneangivende amerikanske anmeldere var enige om, at The Book Against God – om en evighedsstuderende, der forsøger at skrive en bog om ateisme og samtidig bliver drevet til vanvid af forældrenes religion – var ganske god. »En intellektuel, stimulerende og underholdende debutroman,« kaldte Washington Post den ligefrem.

Upstate har samme begavede og fængende anslag som debuten, og den er ligeledes båret af den dæmpede realisme, Wood værdsætter som læser. Denne gang anskues spørgsmålet om livets mening dog ikke i skæret af religion, men filosofi.

Britiske Alan Qurrey har to døtre, den 40-årige Vanessa, der underviser i filosofi på Skidmore College i Saratoga Spring, upstate New York, og den to år yngre Helen, der arbejder for et pladeselskab i London. Da førstnævnte tilsyneladende har ramt en depression, besøger Helen og Alan den ældste søster i USA, hvor faren atter konfronteres med spørgsmålet om, hvorfor hans to døtre trods ens og trygge kår er så forskellige: »Hvorfor var lykken så nem for Helen, men så svær for hendes søster?« Allerede da døtrene var små, havde Alan konstateret, at hans »børns forskelligheder ikke er temperamentsmæssige og biologiske, men også moralske og politiske, at de hver især havde deres egen verdensanskuelse«.

Yderligere plages Alan af økonomiske spekulationer. Familievirksomheden, der var grundlaget for, at hans børn aldrig havde behøvet tænke på sociale klasser – »det bedste han nogensinde havde givet sine døtre« – trues, fordi briternes velstand, varer og værdier for længst er blevet tromlet over af ikke mindst USA.

Heri findes romanens bedste passager. Søstrene samt Vanessas amerikanske kæreste Josh – »hvis lettere, trættende selvtillid« i Alans blik afspejler en hel nation – nærmer sig det karikerede, men Woods observationer omkring de kulturelle forskelle mellem hans to lande er både skarpe og morsomme. Det samme er skildringen af en mand, der som årene er gået, har fået stadig sværere ved at finde fodfæste i en verden, han ikke kan gennemskue. Heller ikke denne gang er der således grund til at servere forfatteren en portion af den suppe, han selv har spyttet i.

Med Upstate har James Wood skrevet en fin og intelligent roman, der dog næppe havde fået større opmærksomhed, hvis den var skrevet af andre end en anerkendt kritiker, og af samme grund primært vil interessere denne kritikers nysgerrige læsere.

James Wood: ’Upstate’, Oversat af Brian Dan Christensen, Turbine, 242 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu