Læsetid: 6 min.

Man kan sagtens være for ulighed i lighedens tidsalder

Frigørelse for kvinder og seksuelle minoriteter er på fremmarch, men det er modstanden mod kønslighed også. Ny bog dokumenterer den såkaldte ’anti-gender’-bevægelse i Europa
9. november 2018

#MeToo-bevægelsen samt den øgede synlighed og accept af homoseksuelle og transkønnede kunne antyde, at vi politisk og etisk bevæger os (langsomt, ufuldstændigt) imod mere inklusive tider.

Men en lang række udviklinger antyder snarere, at vi er på vej imod en stadigt hårdere konfliktlinje på køns- og seksualitetsområdet, og ikke kun i muslimske lande, muslimske miljøer herhjemme eller andre steder og mennesker langt væk, men her i Europa og Vesten også. Tre eksempler:

  1. Da den seneste Star Wars-film kom, så det ud, som om rigtig mange fans var rasende på filmen på grund af dens ’politisk korrekte’ budskaber om multikulturalisme og kønslighed. Nu viser en undersøgelse, at langt størstedelen af de vrede kommentarer kom fra trolls, særligt russiske, og fra ret få højreekstreme politiske debattører, og ikke fra en bred, vred fanskare.
  2. Da høringen om Donald Trumps kandidat til højesteret i USA, Brett Kavanaugh, kørte, talte mange om, at de gamle, hvide republikanske mænd i komiteen og deres mistro over for Blasey Fords vidneudsagn ville hjælpe demokraterne til midtvejsvalget. Nu siger republikanerne, at deres base blev opildnet af Demokraternes og #MeToo-bevægelsens reaktion på høringen.
  3. Da en obskur canadisk psykolog genbruger misogyne fordomme til at påstå, at mænd og mandighed er under angreb fra feministiske civilisationsødelæggere, skaber han en youtubesucces, der også har fået danske kommentatorer til at tro, at der er livsvisdom i hans omfattende uvidenhed.

Det er alle tre eksempler på politisering af køn og seksualitet imod egalisering og for ulighed. De er eksempler på, hvordan man kan være for ulighed i en lighedens tidsalder.

I en ny bog har de to sociologer Roman Kuhar og David Paternotte samlet en række bidrag, der alle kredser om præcis det – de aktuelle kampe imod køns- og seksualitetslighed – samlet under betegnelsen anti-gender. I modsætning til åben og eksplicit kvindehad eller homofobi, er dette en mobilisering imod det som anti-gender-aktivister forstår som ’gender ideologi’, dvs. imod ikke-essentialistiske og naturaliserede køns- og seksualitetsforestillinger.

Påstanden er den, at køn og seksualitet er biologisk givne, klart definerede størrelser, men at der findes en række angreb på den naturlige orden samlet under begrebet gender (der i modsætning til det andet engelske ord for køn, sex, beskriver det som en social struktur), der alle ønsker at undergrave, udflyde, dekonstruere, hvis ikke endda destruere mand-kvinde-dikotomien samt den heteroseksuelle norm.

Sammensværgelse

Kønsstudier, poststruktualisme, feminisme, homo- og transaktivisme er dele af en gender-sammensværgelse imod samfundets og familiens grundpiller.

Det er venstrefløjens fortsættelse af deres krig imod samfundet med nye midler efter Murens og kommunismens fald. Gender – ofte benævnt ’højtråbende feminister’, ’sure kvinder’ og det, der er værre – bliver betegnelsen for dem, der har taget lighedsprojektet for langt. Dem, der råber for højt, vil for meget, angriber alt og alle, som ser krænkelser og overgreb overalt.

Anti-gender-kampagnen er designet til at afvise behovet for mere lighed. Det er ikke en åben argumentation for mere ulighed – om end det er dens faktiske konsekvens – men siger, at frigørelsen er gået for langt. Den har skabt perverse resultater i form af faldende børnefødsler, brudte familier, ulykkelige mænd og kvinder. Det er gået for langt!

Anti-gender siger, at den aktuelle lighedskampe slet ikke handler om lighed, men om at nogle minoritetsgrupper ønsker at bestemme. ’Feminiseringen af samfundet’ er krig mod drenge og mænd – og de kvinder, der elsker dem.

Roman Kuhar & David Paternotte (red.), ’Anti-Gender Campaigns in Europe. Mobilizing Against Equality’

Det handler ikke om lighed, men om kvinders dominans over mænd og homoseksuelles dominans over heteroseksuelle. Ikke om sameksistens, men om afskaffelsen af en livsform til fordel for en anden. Mænd er nu det svage køn. Voldtægtsanklager hærger overalt. Alle forskelle skal forsvinde, indtil man må gifte sig med en ged eller åkande. Kvinder må ikke være glade for at være mødre. Heteroseksuelle skal skamme sig over deres seksualitet. Kun sorte transkønnede må vinde en Oscar.

Det væsentligste her, som vi finder i bogens kapitler og i nutidens debatter, f.eks. omkring #MeToo, er, hvorledes denne anti-gender-diskurs bruges til at frakende lighedsaktivister deres stemme og deres kamp sin berettigelse, og hvorledes det lige så vigtigt muliggør folk at tage afstand fra kampe for lighed, der også ville frisætte dem. Det er ikke en lighedskamp, men en ideologi, en skjult og umættelig dagsorden.

Kirkens rolle

Bogen er organiseret som 12 landestudier, særligt syd- og østeuropæiske lande. De enkelte bidrag har alle på forskellig vis held med at demonstrere den transnationale anti-gender-diskurs og så de nationalt specifikke tilpasninger og forhold. Det gælder særligt tre forhold: den katolske kirkes rolle og placering i samfundet, det politiske systems tilslutning eller afvisning af ’gender’-dagsordenen samt højrefløjens styrke.

Det demonstreres overbevisende, hvordan den katolske kirke siden FN-konferencen om befolkning og udvikling i 1994 samt kvindekonferencen i 1995 har udviklet en omfattende anti-gender-tænkning og har mobiliseret på spørgsmålet. Den katolske kirke ser det som »et angreb på og destabilisering af den naturlige familie«. Og siden starten af 00’erne har tænkningen spredt sig fra kirken til politiske og sekulære kredse.

I de enkelte bidrag i bogen vises det, hvordan den katolske kirke og særlige grupper og aktører mobiliserer, og ikke mindst hvordan de landespecifikke forhold, hvad angår kirkens status i samfundet, har afgørende betydning for, om og hvordan der mobiliseres. Med undtagelse af kapitlet om Rusland, hvor den ortodokse kirke har en dominerende position, og Tyskland, hvor både den katolske og den protestantiske kirke spiller en rolle, er alle kapitlerne centreret omkring katolske aktivister.

Det næste forhold, bogen belyser, er det politiske system. Det vises, hvorledes det f.eks. for Frankrig, Irland og Spaniens vedkommende er regeringernes forpligtelse på en lighedsdagsorden, der kickstarter protesterne. I andre lande som f.eks. Polen, Ungarn og Rusland er der derimod regeringerne, som fører an i kampagner imod en dagsorden, der knap eksisterer i civilsamfund eller stat, men som kan bruges som skræmmebillede. For Ruslands vedkommende som bevis på et ugudeligt og uregerligt Vesten.

Endelig demonstrer kapitlerne de mange alliancer, der skabes mellem anti-gender-aktivister og højreekstremister, særligt med den igangværende nationalpopulistiske bølge. Gender fungerer som det symbolske lim, der binder forskelligartede grupper og kampe sammen imod »civilisationsdræberne«.

Gender bliver beskrevet som endnu et verdensfjernt eliteprojekt, der udskælder og undergraver almindelige menneskers liv; en kulturel elite, der elsker homoseksuelle og indvandrere mere end indfødte, ordinære hverdagsmennesker, der lever i far-mor-børn-familier og passer deres arbejde.

Racisme for kvinder

Det er en virkelig spændende og velskrevet bog. Og jeg kunne godt tænke mig mere. Det ville have været godt med kapitler om de skandinaviske lande og England, om anti-gender-lobbyisme i forhold til EU-systemet, om transatlantiske forbindelser mellem Europa og USA og Latinamerika og om europæiske netværk, tidsskrifter og hjemmesider, der går på tværs af de enkelte lande

Som en refleksion over bogens tema og dens fremhævelse af, at det er en mobilisering af mænd såvel som kvinder, kan man sige, at argumentet om kønnenes og seksualitetens naturgivne rammer og grænser finder en parallel i argumentet om racernes forskellighed. Racisme opstod bl.a. som en strategi til at splitte underklassen, sorte og hvide, der ofte delte lignende livsvilkår.

Den hvide arbejder fik en historie om, at hvor ringe hans vilkår, og hvor nedværdigende hans arbejde end var, så var han dog iboende og evigt bedre end den sorte, der indtil nu havde knoklet ved siden af ham. Den sorte blev så til ’den anden’, der skulle leve og arbejde adskilt. Der var nu ’naturlig’ forskel, og den fattige hvide arbejdede nu selv hårdt på at opretholde forskellen. Mens andre forskelle forsvandt, idet den rige og fattige hvide nu syntes at dele mere, end hvad skilte dem.

Noget lignende gør sig i dag gældende på køns- og seksualitetsområdet. Ligheden er ikke perfekt, men tæt nok til at være oplysende. Anti-gender er racisme for kvinder. Eller rettere: Den er for kvinder i dag, hvad racisme var for hvide mænd tidligere: Et argument om, at dem, de deler mange livsvilkår med, ikke er deres lige eller allierede, men derimod deres fjender og trusler.

Roman Kuhar & David Paternotte (red.), ’Anti-Gender Campaigns in Europe. Mobilizing Against Equality’, Rowman & Littlefield 2018, 302 sider, 28£

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Mange ørkesløse diskussioner kunne undgås, tror jeg, hvis blot man skelnede mellem betydningerne af ordene "forskel" og ulighed". Det er mest i benægtelsen af forskellene, at det går galt: "Lighed" læses ofte som ækvivalent med "enshed".

"Forskellig" anvende i protokolsætninger til at sætte ord på, at noget ikke er ligesom noget andet. Kvinder og mænd er forskellige, for så vidt kvinder har bryster, det har mænd almindeligvis ikke, mænd har tissemænd, og det har kvinde almindeligvis ikke.

"Lighed" derimod refererer til værdighed: Mænd er ikke mere værd end kvinder, og omvendt. Vi er alle mennesker. Men at benægte, at der er visse forskelle, som er så udtalte, at de lader sig påvise statistisk, er direkte tåbeligt.

Højrefløjen benytter netop denne ufuldstændige forståelse af forskelsbegrebet til at angribe ideen om, at alle mennesker er lige værdige. Og betonfeministerne leverer blot krudt til denne mandschauvinistiske bølge, der som udgangspunkt betragter hvide, heteroseksuelle mænd som skabelsens krone. Al erfaring siger, at mænd ikke er bedre end kvinder, og derfor mere værd end kvinder. Mænd er dygtigere på visse områder, såsom at løfte tunge ting, kvinder er dygtigere på andre, såsom at føde børn. På denne måde kompletterer vi hinanden: Mændene løfter tingene, så de gravide kvinder ikke forløfter sig til en ufrivillig abort, mens kvinderne tager det hårde arbejde med at producere nye mennesker, som mændene så kan kalde sine børn.

Læs efter mig: At være lige meget værd er ikke at være ens. At være forskellige kan sagtens forenes med ligeværdighed. Hvis ikke kvinder var kvinder, ville vi mænd ikke gide være sammen med dem, og omvendt.

Ligeværdighed midt i forskelligheden er vejen frem: Vi er alle individer, som er dømt til at leve i sociale fællesskaber. Nogle af os iklædes lyseblåt, andre lyserødt, men vi er alle mennesker, der er lige meget værd.

Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Niels, jeg kunne ikke være mere enig :-)
Men, men.. Mænd.
Verden er indrettet på mændenes præmisser, og kvinderne har som regel bare at rette ind.
Sådan har det været i tusindvis af år, med enkelte (matriarkale) undtagelser i den fjerne fortid.
Historien er mænds, ikke kvinders.
Religionerne er patriarkalske.

Hvis der skal ske et skifte i verden fra den egocentrerede, testosteronbaserede konkurrence-mentalitet, hvor er det så vi skal henvende os?

Du kalder altid kvinder du synes om for "smukke".
Hvorfor ikke intelligente?
Du går i 7/11 for at få et glimt af nogle dejlige øjne. Men hvis de øjne intet indhold havde, ville du så være ligeså interesseret?

Er mænd virkelig så flade og overfladiske, at det kun er sexyness der betyder noget?
Jeg nægter at tro det.

Kvinder er kønnet, manden er mennesket. Stadigvæk. Og det er nok.
Mændene må forandre sig.
De må gribe i egen barm. Eller hvor det nu er.

Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det er en fejl, når jeg skriver "smuk", Eva, hvad jeg burde skrive er "skøn". For det er øjnene, der er afgørende, en velformet krop og et symmetrisk ansigt kan altid fange opmærksomheden, men det er blikket, der gør, at jeg husker en kvinde. De færreste af kvinderne i mit liv har været billedskønne fotomodeltyper, men de har alle haft udstråling, og de har alle været intelligente, de fleste af dem smartere end mig.

Når jeg hele tiden gør opmærksom på min svaghed for kvinder er det for at huske jer alle på, at det ikke altid er nemt at forholde sig kønsneutralt til et andet menneske. I må sgu da have det på samme måde?

Og hvis du ser dig omkring, vil du se, at mænd allerede HAR forandret sig. Ikke alle, ganske vist, men det kunne jeg også sige om kvinderne. Når jeg er sammen med unge mennesker føler jeg mig ofte som en kønspolitisk dinosaur, selv om jeg nok er en af de mere feministisk anlagte mænd i min generation.

Kønskampen er et fælles projekt, det er ikke kun os mænd, der skal tage os sammen. Vi skal afgive en lang række privilegier uden nødvendigvis at få noget håndgribeligt igen, så selvfølgelig vil det møde modstand. Men jeg tror, at vi alle, mænd såvel som kvinder, dybest nede, har en trang til at leve retfærdigt, og at vi derfor kan formås til at afgive nedarvede privilegier, vi ikke selv har fortjent. Jeg argumenterer jo heller ikke for, at vi mænd skal have et eller andet til gengæld for at afgive vore uretfærdige privilegier, jeg er en arg modstander af enhver form for millimeterdemokrati; lighed kan ikke måles med et målebånd.

Jeg har lige været hos lægen, hun har organiseret sig sammen med en flok andre kvindelige læger, sygeplejersker og sosuer i et lægehus, hvor det helt tydeligt er kvinderne, der bestemmer, hvor medicinskabet skal stå. Jeg havde glemt læsestof, så jeg scannede de fremlagte blade og magasiner, og måtte konstatere, at 90% af underholdningen bestod i udprægede dameblade. Dog var der et enkelt blad om lastbiler, der tydeligvis var indkøbt til glæde for os mænd. Er det sådan kvinder ser på os? Som store drengebørn, der leger med biler? Er det sådan kvinder ser på sig selv? Som på- og afklædningsdukker i et univers af boligindretning og livsstilsekspertise?

Og hvem er det nu lige, der opdrager børnene? Er det ikke stadig kvinderne, som står for størstedelen af yngelplejen, og er det ikke netop kvindernes modvilje mod at lade mændene være med til at opdrage ungerne, der er mændenes største klagepunkt i forbindelse med skilsmisser?

Dette er for mig at se knockout-argumentet: Det er hovedsagelig kvinderne, der opdrager drengebørnene, så kvinderne har en endda meget stor del af ansvaret for, at vi mænd er som vi er. Så jeg kan faktisk vende din udfordring mod dig selv: Kvinderne må gribe i egen barm!

Jeg gentager: Accepter, at vi er forskellige, og hjælp os med at se jer som ligeværdige mennesker inde bag det skønne ydre. Det er en fælles kamp om retfærdighed, ikke en forhandling, hvor den stærkeste vinder.

Eva Schwanenflügel

Niels, selvfølgelig skal kvinderne også op på dupperne. Det er ikke nok at læne sig tilbage i den faste tro på at vi allerede har ligestilling, og ikke behøver forandre noget.

Men når du siger, at det primært er kvinderne der står for opdragelsen af børnene, glemmer du måske at mænd ikke kæmper for at få mere barsel, og fordi de generelt tjener mest, bestemmer de små familier sig for at det bedre kan betale sig at far går på arbejde.
Vi har overhovedet ikke ligeløn, for 'kvindefagene' halter langt bagefter. Omsorgsfagene blev sat lavt lønmæssigt, netop fordi de blev (bliver) anset som kvinde-fag.

Så er der det med at være 'bevidstgjort', som rødstrømperne kaldte det. Vi lever stadig i et patriarkat, og kvinder er hovedsageligt stadig opdraget til at videreføre undertrykkelsens parametre.
Især i Danmark er vi langt bagefter, og kønsdebatter foregår somregel på et overordentligt lavt plan, hvor kvinder hånes og latterliggøres, eller mænd råber "heksejagt" når #MeeToo nævnes.
Du er ret bevidst, det er mange mænd herinde, men der er pokkerme ikke langt til de mere primitive forestillinger på fx Nationen. Selv her på den mindst ringe står fordommene af og til i kø, hvorfor mange kvinder helt undlader at blande sig.
Kvinderne har kæmpet, og gør det stadig. Vi mangler jer mænd :-)

Niels Duus Nielsen

At kvinder får mindre i løn end mænd , og at mænd fravælger barsel er kendsgerninger, men hvis der var politisk vilje til det, ville dette hurtigt blive ændret. Det er ikke mit indtryk, at vor tids unge mænd ser det som altafgørende, at de tjener mere end kæresten, og de fleste af de unge mænd, jeg taler med, ville tage mere barsel, hvis det var økonomisk muligt.

I disse tider har de "ansvarlige" politikere allieret sig med de mennesker, som du - med rette - beskriver som primitive. Jeg tvivler på, at disse mennesker udgør et flertal, snarere er der tale om mellem 20% og 33& af den voksne befolkning - mænd såvel som kvinder. Men fordi de etablerede medier og de såkaldt "ansvarlige" politikere har en fælles interesse i at bevare status quo, bestræber de sig på at bilde os ind, at der er tale om et flertal.

Jeg har Informations kommentariat mistænkt for i høj grad at bestå af ældre mennesker ligesom mig selv. hvorfor jeg kun finder det naturligt, at der er så mange reaktionære kommentarer. At jeg af og til selv fremstår som reaktionær er prisen for at være ærlig: Det er min faste overbevisning, at der er en biologisk forskel, og jeg finder den megen tale om "sociale konstruktioner" forfejlet: At noget er en social konstruktion gør det ikke til noget luftigt og indbildt, som vi bare uden videre kan lave om på. Sociale konstruktioner er lige så virkelige som naturfænomener, for så vidt de er forankrede i sæd, skik, vaner og lovgivning. Staten er en social konstruktion, som ikke går væk, bare fordi vi tænker den anderledes.

Tilsvarende er kønsforskelle ikke noget, vi får bugt med i løbet af en enkelt generation, så da det alligevel har mellemlange udsigter, synes jeg at vi indtil videre skal tage dem alvorligt og undersøge dem nærmere, før vi bare smider dem alle sammen ud med badevandet. Nogle af mandens "privilegier" er vi mænd da gerne foruden, militærtjeneste fx. Andre er vi mere tilbageholdende med at opgive, af mange forskellige årsager. Men da kvinder nu engang fylder ret meget i mænds liv, er jeg ret sikker på, at vi vil kunne finde ud af det sammen, blot kræver det gensidig respekt. Og det er nok respekten for den basale forskellighed mellem kænnene, som vi føler det kniber lidt med i disse #metoo-tider. Måske er vi overfølsomme, men så må vi jo sammen finde en måde at håndtere denne overfølsomhed på. Mit bud er at vi anerkender forskellene, og tilstræber ligeværdighed.

At jeg i mit stille sind mener, at kvinder og børn er mere værd end mænd, og at de derfor har førsteret til en plads i redningsbådene, vil jeg blive ved med at synes. I er garanter for artens overlevelse, mænd er mere expendable.

Lise Lotte Rahbek

Niels N
Arj altså, du skriver at kvinder er mere vigtige end mænd, fordi vi kan reproducere arten. Og det skriver du i Informerens kommentarfelter, som du antager hovedsagelig består af mennesker er ud over den reproducerende alder?? Hahahaha, ja men så er vi jo lige så lidt værd som mænd og ryger ud over rælingen på redningsbådene, den dag der bliver trangt. Så kan vi diskutere videre i baljen.

Eva Schwanenflügel

Niels, jeg er langt hen ad vejen enig med dig.
Men det er lovligt lattervækkende at have denne 'Titanic-chevalereske' holdning til hvem der er mere værd end andre, for som Lise Lotte skriver, så udelukker den ligesom kvinder der har overstået menopausen ;-)
Det har aldrig fungeret i ligeberettigelsens navn at putte kvinder op på en piedestal - det viser historien med utallige eksempler.
Når det er sagt, har du selvfølgelig ret til at have den holdning.

Anti-gender fungerer jo ved at differentiere mellem kvinder og mænd, og bl.a. tillægge begge køn fra naturens side iboende 'kvaliteter', hvor det ene køn er mere eller mindre 'egnet' til forskellige funktioner i samfundet. Det er en lyssky måde at inddæmme kampen for ligeværdige forhold på.

Du har ret i at politikerne favoriserer et mindretal i befolkningen, nærmere betegnet DF's vælgersegment. Det gør de udelukkende for at kapre stemmer, og det er ødelæggende for demokratiet. De grelle virkninger af de inkonsekvente love og regler begynder at stikke deres grimme hoveder frem. Tilsyneladende uden effekt på parnasset.

Anne Eriksen, Nis Jørgensen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS.
Det undrer mig, at Information ikke har anmeldt professor Birgitte Possings glimrende bog "Argumenter mod kvinder" i dette bogtillæg.
Den har fået 6 hjerter i Politiken.

Niels Duus Nielsen

Jeg forstår ikke rigtigt hvad der er galt i at jeg er parat til at ofre de ældre kvinder - hele argumentet er bygget op på, at jeg er parat til at ofre mig selv som den første. Eller parat og parat - dette er et principielt argument, og jeg håber, at jeg i praksis vil leve op til min påståede ridderlighed, skulle jeg komme i en sådan situation.

Stod det til mig, skal vi alle reddes, uden navns eller løns anseelse, så vi må kræve redningsbåde til alle. Det bør ikke være nytteværdien, der afgør hvem der skal leve og hvem der skal dø, vi er alle mennesker, som forsøger at hæve os over naturen og dens til tider ret grusomme orden. Kulturen er vores måde at tilpasse os evolutionens krav på, og netop ved at modarbejde naturens ubarmhjertighed er det lykkedes os at blive skabningens herre.

Næste skridt må være ligeværdighed for mænd såvel som for kvinder. Helst inden Titanic synker eller civilisationen smelter i den næste hedebølge.

Eva Schwanenflügel

Niels, når du kønsdifferentierer udfra fødedygtighed, falder du lige lukt i patriarkatets fælde Nr. 1:
Kvinder er kønnet, manden er mennesket.
Ligeværdighed handler om at begge køn bliver respekteret ens, fordi begge er lige værdige repræsentanter for menneskeheden.

Du var selv inde på det uretfærdige i at det kun er mænd, der har værnepligt.
Det er et forældet syn på køn.
Men som feminist kan jeg personligt ikke gå ind for nogensomhelst værnepligt, fordi krig er noget skidt.

Anti-gender diskussionen fører lukt tilbage til 'kinder-kirche-küche', og afmatningen af den solidaritet der trods alt er blevet opbygget i arbejderbevægelsen, samt de nye sociale bevægelser vi har set på fx Facebook.

Den er som det nævnes i artiklen, racistisk imod kvinder.

Niels Duus Nielsen

Okay, Eva, måske har du ret, og jeg er så bare gammeldags. Men jeg fastholder sgu, at der er en forskel, som det vil være tåbeligt at benægte. Vi er ikke ens, men det forhindrer os ikke i at være ligeværdige.