Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kraftfuld, feministisk pageturner

Svenske Lina Wolff leverer skarptsleben kønspolitisk satire
Kultur
9. november 2018

De polyglotte elskere er titlen på den svenske forfatter Lina Wolffs tredje skønlitterære værk. Og synes man titlen er prætentiøs, ligger ens tanker i tråd med værkets: De polyglotte elskere er nemlig en sarkastisk og kraftfuld feministisk pageturner, der ikke bare udstiller kønnenes evige magtkamp, men også svenske klasseskel og litterært snobberi.

Lina Wolff: ’De polyglotte elskere’.

Wolffs roman falder i tre dele, ’Ellinor’, ’Max’ og ’Lucrezia’, navnene på værkets tre hovedpersoner.

Disse navne og bogens barokke, bordeauxfarvede omslag klinger sammen med titlen, men det gør den Stephen King-citerende epigraf til gengæld overhovedet ikke, ej heller romanens anslag, der lyder sådan her: »Når det kommer til at finde den rette, havde jeg aldrig troet, at nettet ville være noget for mig.«

Men sådan begynder den 36-årige skåning Ellinors fortælling om både sine tidligere voldelige kærlighedsforhold til mænd og om, hvordan hun møder den snobbede og ligeledes voldelige stockholmske litteraturkritiker Calisto.

Ellinor er en hårdhudet, selvsikker kvinde, der nægter at se sig selv som offer for de mænd, hun møder. I stedet tager hun hævn: Da Calisto en nat voldtager hende, går hun direkte ind på hans kontor, henter det eneste eksemplar af et manuskript, som han med ærefrygt har vist hende – og brænder det.

»Jeg er ikke typen, der bliver voldtaget«, forklarer Ellinor, »jeg har ikke lært at slås for at blive et offer«.

Hævnmotivet som en måde at undgå at blive offer på går igen i romanen, og selv om det potentielt kunne have problematiske implikationer, bruges det her kraftfuldt og katarsisk.

For nem at hade

Manuskriptet, Ellinor brænder, hedder selvfølgelig ’De polyglotte elskere’ og er skrevet af bogens næste fortæller Max Lamas, en selvsmagende 54-årig forfatter, der, som en anden karakter dramatisk formulerer det, kunne være blevet reddet af dette manuskript fra »en form for opløsning. Alder. Desillusionering. Skuffelse«.

Det giver Ellinor selvfølgelig ikke meget for. Men hendes hårdkogte, ligefremme tone afløses i afsnittet ’Max’ af en dybt parodisk version af 1800-talsforfattermanden, der med sit evigt seksualiserende blik f.eks. skriver sådan her om de kvinder, han har været sammen med:

»Det hændte allerede dengang, at jeg, tavst og for mig selv, talte alle de kvinder, jeg har haft. Jeg gør det stadig, og da husker jeg dem ikke enkeltvis, men ligesom de skove af søgræs, der vokser på havbunden i varmt vand, og som de i Spanien kalder poseidonas

Hæhæ, tænker man og forstår, hvad det er, Lina Wolff har gang i. Med Ellinors fortælling som introduktion til ’Max’, er der ingen der kan læse ham og ikke tænke male gaze (betegnelse i feministisk teori for heteroseksuelle mandlige kunstneres fremstilling af kvinder som sexobjekter, red.) eller bare: misogyni forklædt som stor litteratur.

Max drømmer om en »polyglot elskerinde«, han dømmer hver eneste kvindekrop, han møder, og gør sig banale overvejelser om den notorisk kvindehadende forfatter Michel Houellebecqs genialitet. Det er ret sjovt.

Desværre bliver denne kritiske fremstilling visse steder lidt for skematisk: Når Max f.eks. skal forklare, hvorfor han ikke skriver om »kvinder, homoseksuelle, dværge eller handicappede« i sine romaner og beskriver, at »problemet er bare, at hvis man vil fortælle en historie, så er der kun ét perspektiv, som er uplettet, og det er den hvide, heteroseksuelle mands«, bliver det bare for nemt at hade ham. Han iscenesættes som værkets skurk, der udsiger og gør alle de ting, der er problematiske ved mænd i en mandsdomineret verden; og steder som dette begynder bogen at ligne eksempler fra et crash course i feminisme.

Latinamerikansk inspiration

Når det er sagt, er det tydeligt, at De polyglotte elskere vil sætte spørgsmål om køn, kunst og klasse på spidsen. Og det lykkes, både i bogens første og i dens tredje del, hvor man møder den unge, italienske adelskvinde Lucrezia, der usentimentalt gengiver sit liv som rig, privilegeret, men uattraktiv kvinde.

Hendes fortællinger har et eventyrligt præg, og referencer til forfattere som Borges og Bolaño antyder inspiration fra en latinamerikansk tradition for at surre fortællinger om vold, seksualitet og familie sammen i et mere fantastisk fortælleunivers. Det er lækkert og overskudsagtigt gjort.

Til slut binder Lina Wolff elegant krølle på de tre hovedpersoners skæbner. Dog forbliver delen om den slagkraftige Ellinor bogens bedste. Med sin selvstændighed og sit uprætentiøse intellekt står hun for nogle af de idealer, bogen, på trods af dens undergravende potentiale, fremstiller. Et sidste eksempel: På et tidspunkt finder Ellinor Calistos hemmelige hylder med Houellebecq-romaner; hun læser dem alle og reflekterer:

»I en dokumentar siger en kvinde, at det største problem ved Michel Houellebecq er, at han er så uinteressant. Det lød falsk. Det største problem ved Houellebecq kan ikke være, at han er uinteressant, for så ville det hele have løst sig af sig selv. Det største problem ved Houellebecq er, at han er klam, men også interessant.«

Overvejelser som denne er gode til både at fnise af og tænke over. Og det er denne på en gang nuancerede og skarptslebne satire, der gør De polyglotte elskere til en af de bedste kønspolitiske romaner, jeg har læst i lang tid.

Lina Wolff: ’De polyglotte elskere’. På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild. Forlaget Gladiator. 304 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her