Læsetid: 3 min.

Der er meget kulisse over HBO's version af Elena Ferrantes ’Min geniale veninde’

Kan en mandlig instruktør følelsesmæssigt og fyldestgørende skildre et af den nyere litteraturhistories mest interessante kvindevenskaber? Selvfølgelig. Men gør han det så også?
Kan en mandlig instruktør følelsesmæssigt og fyldestgørende skildre et af den nyere litteraturhistories mest interessante kvindevenskaber? Selvfølgelig. Men gør han det så også?

HBO Nordic

19. november 2018

Den italienske filmskaber Saverio Constanzo har været på hårdt arbejde. Han er manden bag HBO-seriefilmatiseringen af den levende forfattermyte Elena Ferrantes Min geniale veninde – den første bog i Ferrantes episke romankvartet om skæbnevenskabet mellem Lenù og Lila og deres fattige opvækst i efterkrigstidens mafiøse Napoli.

Under arbejdet med serien har Constanzo udelukkende været i skriftlig dialog med forfatteren, der skriver under pseudonym og trods millioner af solgte bøger verden over stadig ønsker at være anonym. Og forfatteren har på ingen måde ladet Constanzo få kunstnerisk kontrol over den historie, der har gjort hendes forfatterskab nærmest kultisk. »Hun var så stærk,« udtaler Constanzo i et interview med New York Times, hvor han beskrives som a haunted man.

»Jeg ved ikke. Jeg prøver stadig at få alting til at passe sammen. Det var meget vanskeligt. Det var som at arbejde med et spøgelse.«

Aldrig føjelig

Selv har Elena Ferrante i en klumme i The Guardian, der dog ikke direkte omtaler Saverio Constanzo, leveret et muligt svar på, hvorfor hun har holdt ham i stramme tøjler. Det handler om køn.

»Der er ikke noget galt med, at en mand gerne vil lave film på baggrund af mine bøger: faktisk er det et godt tegn. Men det betyder ikke, at jeg vil være føjelig. Selv om han skulle have sin egen klart definerede vision, ville jeg bede ham respektere mit perspektiv, holde sig til min verden, træde ind i min histories bur, uden at forsøge at trække historien ind i hans. Det vil gøre ham godt, måske mere godt end det vil gøre mig.«

Så er det store spørgsmål, om det lykkes Saverio Constanzo & Co. at træde ind i buret og sætte potentielt skuffende konkrete billeder på en litterær relation, der findes i så mange sansetunge variationer i læsernes sind. Det er de to piger, det intellektuelle unikum Raffaella Cerullo (kaldet Lila), og jegfortælleren, den klartseende, stræbende Elena Greco (kaldet Lenú) der er vigtige. Det er deres pagtlignende bånd, vi skal have ind under huden, og det er med deres vagtsomme øjne vi skal se kvarterets menneskelige hårdhed, som bliver stadig mere kompakt for hver generation af rasende fastlåste mænd og kvinder.

Castingen af de to piger er eminent. Særligt Ludovica Nasti, som spiller Lila, en kompromisløs naturkraft af et menneske, er helt rigtig med de gennemborende mørke øjne og den lille krop, der er skrøbelig og ukuelig på samme tid. Intimiteten mellem de to veninder er skildret, så man forstår, at det, der er på spil mellem dem, er større end et kammeratskab til simpel lindring af livsvilkår. Deres gensidigt sammenfiltrede drømme og planer om at komme væk og om at overskride familiens og voldens kvælertag er dødsensalvorlige.

Jeg ønsker at elske tv-serien på grund af de to. Fordi verden (og med verden mener jeg i det mindste mig selv) hungrer efter episke, historiske skildringer af pigeliv for at give lidt repræsentativ modvægt til alle de erindringer om skrabede drengeknæ og blottede bryster bag huller i plankeværker, som filmhistorien og vores indre lystavle er så fuld af.

Desværre er alt det, der omgiver de to piger, en stor uautentisk kulisse. Helt bogstaveligt talt føles scenografien nymalet og hul, som en napolitansk variation af en rutineopsætning af en Oliver Twist-musical. Der er for meget plads, for mange rekvisitter, som man registrerer som rekvisitter, for mange statister, som bøvler rundt med hestekærrer og gamle fejekoste.

I bøgerne kan man dufte det simrende hvidløg, mærke tyngden af heden, der aldrig letter, fornemme støvet og sveden fra kroppene, som der er alt for mange af på alt for lidt plads. Sanseligheden og tætheden er helt central for fortællingen, både i beskrivelsen af Lenùs begærlige fascination af Lila og i miljøskildringen, hvor særligt kvindernes raseri iagttages og analyseres af Lenù. Som lille plejede hun at forestille sig, at små dyr måtte have inficeret vandet og luften og gjort bydelens mødre »så gale som sultende hunde«.

Kvindernes bitterhed og vrede har ingen ende og ingen grænser. Det er mere end bare Lenùs konstatering, det er et grundtema i fortællingen, en sorgfuld psykologisk motor, som i Saverio Constanzos tv-version bliver til en fremmedgørende karikatur af skrigende italienske madonnaer.

Lenùs største frygt er aldrig at blive andet end »Lilas blege skygge«. Jeg har kun set to ud af i alt otte afsnit af Min geniale veninde og forude venter filmatiseringen af de sidste tre bøger i romanserien. Jeg håber inderligt, at Constanzos tv-serie bliver til andet end Ferrantes blege skygge.

’My Brilliant Friend’. HBO Nordic. Otte afsnit i alt. Instruktion: Saverio Costanzo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu