Læsetid: 3 min.

Efter læsning af Janne Tellers nye bog: Haves: nøgenhed, savnes: stof

De fleste af Janne Tellers 21 tekster om verdens problemer og menneskelig fremmedhed har en air af abstraktion, besværgelse og eksotisme – hvor blev stofligheden af?
16. november 2018

Hvis man skal forsøge at sammenfatte hensigten med Janne Tellers 21 tekster, er den at fremelske en sandere og bedre handleimpuls, der har sit udspring i en form for naturlig moral. Handleimpulsen – »Hvad har vi brug for?« som der spørges flere steder, med de ord eller andre – skal dernæst gennembryde den fremmedhed, der er kommet mellem os og ’de andre’, men altså også mellem os og ’os selv’, dvs. vores nøgne, inderst-inde-menneskelige tilbøjelighed til at handle godt.

Det med nøgenheden stammer fra nogle stolte linjer hos Yeats (»For there’s more enterprise [bedrift]/ In walking naked«). Moralen med nogle lignende enkelhedsbilleder (»det menneskelige kompas«, »det indre barometer«) kunne stamme fra Kants kategoriske imperativ (dine egne handlinger skal kunne gælde som princip for alles handlinger) eller fra K.E. Løgstrup, men har ingen afsender. Til gengæld udvikler Janne Teller selv begrebet den »universelle værens essens«, som er en form for ’fælles inderste’, men som man måske fornemmer også noget ganske luftigt.

Den essensagtige og æteriske moral har endelig en forbindelse til et andet vigtigt omdrejningspunkt i teksterne, nemlig litteraturen, som udgør et uudtømmeligt reservoir af indsigt eller et potentiale af »universel menneskelighed«. At komme så vidt forudsætter kun, at vi i mødet med litteraturen »giver slip på vores persona og egoer og bliver ren væren«.

Altså universelle, altså nøgne.

Jeg deler mange af Janne Tellers synspunkter på vores verden (mediernes bersærkergang, udlændingepolitikkens mekanistiske tyranni, pengelogikkens dominans), men har det ikke let med den air af abstraktion, besværgelse og eksotisme, der strømmer gennem bogen.

Er teksterne i øvrigt essays, som undertitlen hævder?

De er sjældent eller slet ikke undersøgende eller medtænkende og kun i beskedent omfang argumenterende. Snarere er de tilkendegivelser af et synspunkt og anvisninger af handlinger i feltet mellem det banalt små (»at give er også at elske«) og det meningsløst store (det er »altafgørende, at vi tager fat på de økonomiske, sociale og geopolitiske uligheder i verden«). Og i øvrigt ofte blandet op med heftige generaliseringer (»I Afrika har de altid sangen, den menneskelige varme …«, »Her i Vesten synes vi at have sigte på …«) og baseret på den præmis, at nogen har unddraget sig viden og indsigt og knap nok med overmenneskelig hjælp kan belæres (»mod dumhed kæmper selv guderne forgæves«). Der er her og der en paradoksal nedladenhed i den ellers menneskevarme humanitet.

Teksterne har – vistnok bortset fra én – tidligere været trykt rundt omkring i danske og især udenlandske medier, andre har været holdt som taler. Det kan forklare deres proklamatoriske og noget kortåndede form. Som opråb i debatten eller hip i en særlig anledning er flere af dem absolut læseværdige, især hvor der er en bund af stoflighed og realia, f.eks. teksterne om det globale pengestyre, mediernes ensretning og redegørelsen for forfatteren Kåre Bluitgens påståede vanskeligheder med at finde tegnere, der havde mod til at tegne Muhammed. Men samlet i en bog og under nøgenhedsmotivets banner (som moralfilosofisk traktat?) er det både for lidt og for spredt.

Én ting studsede jeg over:

I titelessayet, »At gå nøgen«, anbragt som sidste tekst i bogen, skriver Janne Teller: »Det interessante er, at inden for litteraturen opnås den universelle værens essens altid gennem brug af den specifikke eksterne identitet

Det betyder noget i retning af, at det konkrete og altså individuelt menneskelige – stoflighed og realia – er litteraturens materiale. Ikke abstraktionernes galaktiske vinde.

Janne Teller har i mange år arbejdet for FN med konflikt- og humanitærhjælp, især i Afrika, fortælles det på flappen. Rundt omkring i bogen giver hun små glimt af sine erfaringer og historierne, de er formet af. Jeg er godt klar over, at det er fiktionslitteraturen, hun tænker på med den ’specifikke eksterne identitet’. Men jeg er sikker på, at den kunne have skabt krop, nærvær og afgjort relevans også i hendes essays. Eller med en måske lidt anstrengt vits: Haves: nøgenhed. Ønskes: stof.

Janne Teller: ’At gå nøgen. Enogtyve essays om kunst, fremmedhed og forsøget på at være menneske’. Politikens Forlag, 352 sider, 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu