Læsetid: 4 min.

’Life Itself’ tager Bob Dylan som gidsel i selvhøjtideligt sødsuppeshow

Med ’Life Itself’ har forfatteren bag ’Crazy, Stupid, Love’ skabt en multiplotmareridtshyldest til Bob Dylan, som udvander kunstnerens kanoniske album ’Time Out of Mind’, samtidig med at den lader sine velspillende superstjerner i stikken til fordel for ustandselige, selvkloge metaeksperimenter
Dan Fogelmans ’Life Itself’ bruger tre handlingstråde til at cementere den samme, banale pointe om, at livet er ubarmhjertigt og kun kan forsødes med stormfulde forelskelser og babyer. Her ses Olivia Wilde og Oscaar Isaac i rollerne som Abby og Will.

Dan Fogelmans ’Life Itself’ bruger tre handlingstråde til at cementere den samme, banale pointe om, at livet er ubarmhjertigt og kun kan forsødes med stormfulde forelskelser og babyer. Her ses Olivia Wilde og Oscaar Isaac i rollerne som Abby og Will.

Scanbox

23. november 2018

Life itself. Selve livet. Mage til pompøs titel skal man lede længe efter, og at servere selve livet på to timer er immervæk et stort brød at slå op – selv hvis man er Terrence Malick, og især hvis man er en forholdsvist uerfaren instruktør.

Som manuskriptforfatter er Dan Fogelman yderst succesrig og uden tvivl dygtig, men springet fra forfatter af Biler 1 og 2, To på flugt og Crazy, Stupid, Love til instruktør af en manisk metalegende multiplotfilm om livets essens er mislykket. Ikke kun fordi livet selv er kogt ind til en klæg sirup, men fordi Life Itself i sit fokus på de historier, som former menneskers liv, fortaber sig i narrative gimmicks og svælger usmageligt i tragedier.

Og fordi den bruger tre handlingstråde til at cementere den samme, banale pointe om, at livet er ubarmhjertigt og kun kan forsødes med stormfulde forelskelser og babyer. Og fordi den misbruger en forsvarsløs Bob Dylan på det groveste i et desperat forsøg på at give mere dybde og kant til sin maksimalt kommercielle tåreperser.

Grotesk overfortalt

Det første stykke liv, vi præsenteres for, udgør filmens mest vellykkede brøkdel. Den kredser om Abby (Olivia Wilde) og Will (Oscar Isaac), som er et yderst indie-rigtigt kærestepar. Typerne, der lytter til 90’er-Bob Dylan, drømmer om at blive et forfatter-/instruktørpar a la Greta Gerwig og Noah Baumbach, klæder sig ud som Vincent Vega og Mia Wallace fra Tarantinos Pulp Fiction til en fest og døber deres sødgrimme hund Fuckface.

Will, får vi at vide af filmens alvidende fortæller, elsker Abby med »en stalkers intensitet«, og den aparte beskrivelse kaster en midlertidig skygge over Isaacs karakter, som gør, at vi ser på ham med andre øjne.

Gennem filmen går Will fra at være babykindet collegestuderende, som siger alt det rigtige til spleen-lidende dagsdranker, som chikanerer stakkels Starbucks-medarbejdere, og et sted midt imellem forsvinder Abby. Det er tydeligt, at noget er gået helt galt, og de få sekunder, hvor Dan Fogelman har held med at skabe tvivl om, hvorvidt Will har gjort hende ondt – om den unge, intenst-følende helt i virkeligheden er stjernepsykopat – er interessante. Ikke mindst i kraft af Isaacs præstation, der som sædvanlig er fremragende. Men så har jeg heller ikke mere positivt at sige om den her grotesk overfortalte, stædigt tårefremtvingende rædderlighed.

Den u(på)lidelige fortæller

Som så ofte set før når manuskriptforfattere indtager instruktørstolen, er Life Itself endt som en film, der føles irriterende litterær. Ikke alene handler den om de narrativer, mennesker lever efter; de fiktioner, de fortæller sig selv for bedre at kunne være i virkeligheden, og de roller, de udfylder i livets store aktantmodel – filmen er inddelt i fem kapitler og fortalt med voiceover.

Og så skriver Abby speciale om ’den utroværdige fortæller’; en term, som hun argumenterer for, i virkeligheden er redundant, idet alle fortællere af noget som helst nogensinde ikke er til at stole på, efterfulgt af en tese om, at livet selv er den ultimative upålidelige fortæller.

Hvordan det helt hang sammen, og hvad det har at gøre med en olivenplukker i Andalusien (som udgør filmens næstsidste akt), kan jeg ikke redegøre for, men Dan Fogelman sørger for, at Abby rigtig tit snakker om det her med den upålidelige fortæller, så vi ikke misser, at det også er det begreb, han leger med rent filmisk.

Gang på gang – via alle verfremdungseffekter, der findes – undergraver Fogelman vores automatiserede tiltro til levende billeder. Da filmen åbner, tror vi således, at den handler om en Fantasy Football League-fanatisk mand, som ser sin psykolog blive kørt ned af en bus. Men snydt!

Det er i virkeligheden en film inden i filmen, som Will (Oscar Isaacs karakter) skriver på. Vi tror, at karakterne siger én ting. Snydt! De sagde noget helt andet. Vi tror, vi er vidner til oplevelser som karaktererne mindes. Snydt igen! De minder, vi ser for os, er i stedet udtryk for karakterernes fortrængning og selektive hukommelse. Og sådan bliver det ved, indtil fortælleren både er upålidelig og ulidelig.

Det er vitterligt et mysterium, hvorfor Fogelman – i en film med mere end seks hovedkarakterer – bruger så meget tid på at skilte med sin metabehændighed og trække opmærksomheden væk fra dramaet, som udspiller sig. Især når stjerner som Oscar Isaac og Antonia Banderas (som giver en meget indfølt præstation i rollen som hr. Saccione) pryder hans film.

Det største mysterium af alle er og bliver dog, hvorfor Bob Dylan-albummet Time Out of Mind bruges som bindeled mellem karaktererne og som strukturerende princip filmen igennem. Hvorfor skal Dylans navn besudles ved overhovedet at blive associeret med den her hyldest fra helvede? Det har han ikke fortjent.

’Life Itself’. Instruktion og manuskript: Dan Fogelman. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu