Læsetid: 5 min.

Fra en lille pind til et maleri af evigheden

Christian Vind er en samler, en arkivar, en tingfindertosse og puster ånd og liv ind i tilsyneladende ligegyldige ting – som f.eks. tre stykker træ fra stranden – på en generøs og vild udstilling på et gammelt gods ved Næstved
’Inegnting, det er tre gange ingenting’ af Christian Vind. Vind samler især ting ind i sin udstilling på godset Rønnebæksholm, og de kan godt virke lidt undseelige. Men det er de ikke.

’Inegnting, det er tre gange ingenting’ af Christian Vind. Vind samler især ting ind i sin udstilling på godset Rønnebæksholm, og de kan godt virke lidt undseelige. Men det er de ikke.

Rønnebæksholm

20. november 2018

En rund sten på et podie, tre stykker gammelt træ, et øje, en sort linje på en hvid baggrund. Det er nogle af de ting, der vises i første rum på Christian Vinds (f. 1969) store udstilling Strandhugst. Hvad skal vi dog med de ubetydelige ting?

Det er det første grundlæggende spørgsmål, udstillingen stiller.

Man kan være så rastløs, at man ikke engang orker at høre svaret. Jeg anbefaler, at man gør det alligevel.

Udstillingen foregår på Rønnebæksholm, et gammelt gods lidt uden for Næstved, hvor syv herskabelige stuer en suite danner en meget indtagende ramme om Vinds mange ting, sager, artefakter og ja, kunstværker. Her er lysekroner i loftet, kamin i hjørnet og knirkende gulve, der på mange måder spiller perfekt sammen med Christian Vinds lidt bedagede tingfinderstil. For eksempel har han altså fundet tre stykker træ på stranden og sat dem ind bag glas og ramme på et stykke petroleumsfarvet stof.

Man forsøger at afvride dem en mening, men så kaster man et blik på skiltet ved siden af og læser:

»Ingenting…!
Det er tre gange ingenting
Tre små stykker træ, som
ikke har anden familie end
dig.
Du kan sige nej til dem…!
Men hvis du beholder dem
og ser på dem
Så må du acceptere at lukke
øjnene op.«

Skiltet er nok værkets poetisk lange titel, men det er også en slags præcis manual til Vinds praksis og metode: Han finder ting, ofte i grunden ubetydelige genstande, som han formår at puste liv i og gøre væsentlige. Han er ikke bare tingfinder, han er også historiefortæller.

Bundfald og ubærlige breve

I dette første rum beder han os om at åbne øjnene for de tilsyneladende så ubetydelige ting. Men allerede i næste rum er vores blik ikke længere helt nok. En række nye smukke relieffer hænger som malerier på væggen, alle har de samme gråblå farve.

Under det tykke lag af blå fornemmer man former og figurer, der skaber forskellige fordybninger i malerierne. Destilleret bundfald, kalder han værkerne, der ifølge skiltet indeholder »tegninger, collager, ubærlige papirer, breve, .. begravet i jord, gips, fugemasse, spray, industrimaling, …« Her har han hermetisk kapslet alle genstandene inde, så vores syn ikke rækker. Nu må vi gå til næste niveau og bruge vores forestillingsevne.

Vekselvirkningen mellem åbne og lukkede rum fungerer som en grundstemning i udstillingen. Du går ind, ser noget, du ikke forstår, åbner blikket – og verden bliver større. Du går videre, og verden lukker sig inde i sig selv igen. Det er som en slags vekselstrøm, der mimer eksistensens rytme –et åndedrag.

Det mystiske skab

At Vind er en samler, en arkivar, en tingfindertosse, finder man hurtigt ud af. Måske stammer det hele fra barndommen. Det Store Skab, kalder han udstillingens tredje rum, som egentlig ikke er særligt stort, men som er domineret af en gammel brændeovn med smukke mønstre.

Her hænger et billede af et stort skrummel af et gammelt skab, der minder om denne brændeovn. Klodset, imposant, udskåret. I hvert rum er der ophængt en holder med postkort, som er skrevet specifikt til hver rum. Det føles lidt som at få brev fra Vind, han skriver med en vidende venskabelig tone, der fortæller om hans værker på en måde, der gør udstillingen til intet mindre end en magisk rejse.

Postkortene er skrevet i samme stil som hans seneste rejsebøger – hvor man med Vind som rejsekammerat får åbnet verden op via et vidende, nørdet blik, der formår at vise os sammenhænge, vi ellers ville være blinde for. På postkortet nævner Vind selv den gamle geniale kunstformidler Rudolf Broby-Johansen, der på lignende vis var eminent til at skabe forbindelseslinjer på tværs af tid.

Broby-Johansen ville have os til at se på den verden, vi har fået i arv – med alle dens udtryk, alle menneskehedens forskellige formgivninger, under ét. Se selv; tæppebankeren er skabt efter mauriske arabesker, vores tændstikæskers ovalportræt er en barokimitation, og spiralen på 25-øren stammer i virkeligheden fra ægæisk bronzealder, det er nogle af de sammenligninger, han laver i klasssikeren Hverdagskunst – Verdenskunst (1942).

Her i rum tre fortæller Vind om det store skab, som stod i hans barndomshjem. Det lyder som starten på et eventyr. Heri gemte faderen sine tegninger og gamle familiealbum, scrapbøger og avisudklip, og her, forstår man, grundlagdes Vinds egen fetich for arkiver og samlinger, udklip, breve og andre sager. Vind beskriver det selv: »Det store skab var et museum. At dreje nøglen om og åbne en låge var som at dykke ned i en verden af dyb tid. / Den egentlige betydning ligger måske i sprækkerne mellem de sammenbragte dele«.

Tingfinderen og evigheden

Meget af det, Vind udstiller, er såkaldte objets trouvés – altså fundne genstande.

Men i modsætning til de første avantgardister, der pludselig slæbte lokummer ind på museet eller klistrede busbilletter ind i collagen, så er Vinds hverdagslige genstande ikke nødvendigvis udstillet for at udfordre kunstinstitutionen – de er der snarere i kraft af et eller andet gådefuldt ved deres almindelighed. Som i hans arkivmontre, hvor en grankogle, en ørkenrose og en rød julestjerne ligger tæt på hinanden og man pludselig ser, at de faktisk besidder noget af den samme rytme i formationen – en variation over mønstre, der minder om hinanden. Pludseligt ser man sammenhænge snarere end forskelle.

I det gamle gods’ smukke stuer viser Vind på den måde – med enorm generøsitet – hvordan han forordner verden og skaber sin kunst. Samtidig giver han vi besøgende mulighed for at blive smittet og indpodet af det fabulerende blik, hvor han ikke kan lade være med at trække forbindelseslinjer, tråde og historier imellem tilsyneladende helt forskelligartede ting og hændelser.

Metoden er lidt ligesom i barndommens ’priktegninger’, hvor man tålmodigt førte en linje fra den ene prik til den anden, for til sidst at ane et motiv ud af alle de tilsyneladende så vilkårlige tegn. Kunstværkerne på Vinds udstilling er alle som sådan en prik i den store tegning, der til sidst danner et nyt motiv.

I Vinds udstilling fuldendes det med et kæmpemaleri i sort og hvidt. I stedet for at hænge på væggen, er det lagt på et stort podie, sådan at du kan lade kroppen hvile lidt ind over kanten, og blikket kan forvilde sig ned på fladen og helt opløse sig i de myriader af mønstre og formationer, hvirvelstrømme og bølgebevægelser, som værket består af.

Hvor han i starten bad os om at åbne blikket, så slutter han med forførisk at forvilde det. Værkets titel er lige så stor som værket selv: Evigheden (er) i tiden, og han spørger lakonisk på sit postkort, om det mon forestiller livets uudgrundelige strøm eller måske evigheden under alt liv?

Vi gik fra en lille pind fra stranden i det første rum til et maleri af evigheden i det sidste. Og der har fundet en udvikling sted i den bevægelse ned igennem stuerne – hvor vi er blevet modtagelige for det storladne maleri. For pludselig føles verden stor og magisk og sammenbindende – som om alting hænger sammen i én stor vibrerende masse. Vind slukker for den separatistiske tænkning, hvor alting skal klassificeres og gøres til noget forskelligt og åbner i stedet vore blikke og sind for den hemmelige viden, at alting i virkeligheden hænger sammen.

Christian Vind. ’Strandhugst’. Rønnebæksholm, Næstved. Indtil 16. december 2018

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Maria Francisca Torrezão
  • Jørn Andersen
Eva Schwanenflügel, Maria Francisca Torrezão og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu