Læsetid: 6 min.

Må vi endnu en gang lære den enkle, ligefremme oplevelse af faktisk at se et maleri?

Peter Laugesen går i rette med danske og franske dagblades negative anmeldelser af billedkunstner Julian Schnabel, der er aktuel med en retrospektiv udstilling på ARoS i Aarhus
Julian Schnabel, ’Anno Domini’, 1990. Olie på hvid presenning. 670,6 x 670,6 cm

Julian Schnabel, ’Anno Domini’, 1990. Olie på hvid presenning. 670,6 x 670,6 cm

Julian Schnabel Archive

6. november 2018

Hvis man vil modtage de signaler, Julian Schnabels malerier udsender, må man acceptere deres størrelse. De er ofte gigantiske, og de er det som noget indlysende. Almindeligt.

De indfinder sig på disse meget store flader som manifestationer af tit ret tilfældige processer. Det kan godt være, at det mere er kast og sprøjt, end det er tålmodigt arbejde med pensel og spatel. Der kan være fremmede objekter til stede, og de kan stikke ud af maleriet, limet eller skruet på, og det er måske ikke entydigt aflæseligt, hvad de skal betyde. Eller også er det alt for tydeligt.

Schnabels manerer er med vilje provokerende. Han er lige så stor som sine malerier. Han er en stor kunstner, eller det er netop det fænomen, hans malepraksis sætter på spil og til diskussion. Måske for endelig, en gang for alle, at få det overstået, alt det forfærdelige føleri, det 20. århundredes forskellige ekspressionismer udartede til. Både blandt kunstnerne og, måske især, blandt dem, der brugte deres billeder til at føle med.

Noget med

Schnabel har noget med presenninger. Han har noget med tykt flydende væsker. Han har noget med kunstinstitutionen. Han har noget med maleriet som handling. Aktion.

Det er billeder fra 32 år, det drejer sig om på Aros.

Det er frækt, som Politikens frække anmelder gjorde, bare uden videre at sparke sådanne ikoner fra den fjerne postmodernismes tid af banen med et enkelt hjerte. Det er frækt, og meget nemmere nu, end det var for 32 år siden, da tendensen ikke var gammel, men fremstormende ny.

Fremstormende, uanset hvor baglæns og på hovedet det måske gik. Schnabel og Clemente og Kiefer og Baselitz og alle de andre. Lige nu udstiller Julian Schnabel også på Quai d’Orsay i Paris, hvor han selv har valgt at vise sine store malerier sammen med betydeligt mindre af Van Gogh og Cezanne.

Det er en dårlig ide, skriver Le Mondes Philippe Dagen. De gamle behøver ikke så gigantiske formater for at udtrykke deres store følelser.

Louise Kugelberg

Men hvad nu hvis Schnabel slet ikke vil udtrykke sine store følelser? Hvad nu hvis han mener, at det ville de store forbilleder egentlig heller ikke, og måske er de ikke store forbilleder. De er bare billeder. Bare malerier, malet af malere?

Hvad kan være et billede? Hvad kan der ske i et billede? Hvordan kan et billede ske? Og hvad er kunst? Hvad vil kunst? Hvad vil kunst os?

Julian Schnabels malerier er lutter spørgsmål. De bringer ingen svar. Hans maleri er ikke ekspressionistisk. Det er konceptuelt. Det er billeder, eller ting, der passer til de underlige dimensioner i Aros’ underetage.

Se det billedløse

Få museer har større arealer af billedløshed, og Schnabels gigantiske malerier får en til at se det billedløse rum. Se på det, være i det. Se verden. Se museet. Huset. Menneskene, der går rundt i det og leder efter noget eller går rundt i det, fordi der ikke er andet, de lige i øjeblikket kan og vil. Måske ved de heller ikke hvorfor. Schnabels malerier er installation.

Det ene hjerte i Politiken betyder ikke andet end, at anmelderen ikke har fundet andre hjerter på udstillingen end sit eget. Det gør nok ikke Julian Schnabel så meget. Han klasker med klude og hopper, han sjasker og sprøjter. Man må nok forestille sig, at det er en glad mand, der gør det. At malerierne er en glad mands værk.

Måske endda en ligeglad mand. Bag ham står den store postmoderne tradition i al sin fortvivlede lattermildhed. John Cage, Cy Twombly, Charles Olson.

Men det ene hjerte er åbenbart et problem for museet.

Det er blevet fulgt op med provinsiel hån fra de lokale sprøjter, og ingen af de anmeldelser, ingen af de kommentarer er hængt op på den væg i receptionen, hvor den slags ellers bliver anbragt. Det er en alvorlig fejl.

Det postmoderne

Det gør jo ikke noget, at en anmelder, eller hvem som helst, ikke vil give en udstilling som den her mere end et enkelt hjerte, fordi den ikke opfylder forventningerne. Det er ikke Julian Schnabels hensigt at opfylde nogens forventninger. Det er i det hele taget ikke kunstens hensigt. Det bør heller ikke være museets hensigt.

Udstillingen er en af de største satsninger i Aros’ historie, og det er sjældent, vi ser noget af den størrelse i Danmark.

Schnabels malerier vender ikke ligefrem ryggen til. De er meget amerikanske, meget åbne. I deres tilsyneladende primitivitet er de en reaktion på den blanke finish i minimalismens hovedværker, der dominerede på den amerikanske kunstscene i 1970’erne og 80’erne.

Der er noget i malerierne, der griber tilbage til 1950’erne, hvor Cy Twombly, Robert Rauschenberg og Jasper Johns udviklede deres maleriske praksis i dialog med både den abstrakte ekspressionisme, Pollocks action painting og filosofisk sindede malere som Barnett Newman og Morris Louis.

Julian Schnabel: Big girl 2013.

Udstillingen er stor og direkte, simpel som en »HAT FULD AF REGN«. Det hedder en af de serier, udstillingen består af. Tre store, poetiske billeder, hvor en byge af blå farve slår ud af ingenting og rammer beskueren som en stor, spinkel drøm. Schnabel skriver ordene i titlen med sort, en malers langsomme, smukt malede lidt skæve versaler. Som små huse danser de gennem den blå regn.

Med en parafrasering af Jean-Francois Lyotard:

»Værket er en terning kastet ind i tilfældets nat. Det er ikke en afslutning på noget, slet ikke på det ingenting, som er historien. Det løber risikoen ved det blinde tilfældes kortgivning. Det vil ingenting sige, det er en enestående og uventet sammenstimlen af de elementer, hvoraf det består, af ordene, hvis det er litteratur, af farverne og formerne hvis det er maleri. Det udtrykker ikke sin ophavsmands subjektivitet. Det repræsenterer ikke noget, det udtrykker intet. Det symboliserer ingenting.«

Den amerikanske forfatter William Gaddis skriver i en tekst, der afslutter Schnabels udstilling og er tilegnet ham, at »vi lever i underholdningens tidsalder, formet og kontrolleret af medierne, hvor tiden er splintret af den hype, hastighed og moralske forkyndelse, der er nødvendig for at reducere alt til noget trivielt. Vi lever i informationens tidsalder, der uden forskel indrullerer alle værdier og ikkeværdier under sit banner i en sådan grad, at den har suppleret vores børns allerede sprængfyldte overflødighedshorn af lidelser med en ny kategori, som hedder ADD, i betydningen opmærksomhedsforstyrrelse.« 

Værkerne

Julian Schnabels billeder er ofte site-specifikke, altså malet til et bestemt sted. Det ene af de helt gigantiske malerier, der hænger i hallen foran indgangen til udstillingen, hedder »Anno Domini«. Bogstaverne AD står hvidt frem i det røde midterfelt, men det nederste af A’ets venstre ben er malet over, så det ser ud, som om det siger »4D«, at billedet altså kunne være et udsagn om ikke bare tre, men fire dimensioner.

Jeg har set det før, på Palazzo Venezia i Rom, hvor det belyste et mere kompliceret rum, som det måske hørte mere hjemme i. Serien »Last attempt at attracting butterflies« er store sorte cirkelslag, og kunstnerens røde fodspor.

Nogle mærkelige værker er malet på gamle røntgenbilleder fra Berck-sur-Mer i Frankrig, blæst op i fotostat. Schnabel indspillede sin film Dykkerklokken og Sommerfuglen her, og Sylvia Plath placerede sin lange digtsuite »Berck-Plage« fra Ariel samme sted:

Sherbets i elektriske farver, skovlet ud af fryseren
Af blege piger, rejser gennem luften i forbrændte hænder
Måske er det de to piger i Julian Schnabels »Big Girl Paintings«.

Han har malet bjælker hen over deres øjne. Måske skinner solen for stærkt på stranden. Der er mange flere store, åbne billeder i Aros’ underetage. De er malet på presenninger, på gamle markiser fra slagterforretninger, på sammensyede baner af fundet stof.

De vrimler af små og store henkastede tegn, de er tit kun ganske let berørte af malerens maling, som kan være olie, vinyl, forskellige opløsninger af kalk og kridt. Meget blæk, store skyer og sejlende søer af blåt blæk. De lader sig ikke beskrive. Det vil være en god idé at besøge dem. Måske ikke bare en gang, men to gange. Anden gang kender de dig.

Og som William Gaddis siger i den sætning, der afslutter udstillingen: »Må vi endnu en gang lære den enkle, ligefremme oplevelse af faktisk at se et maleri?« 

Julian Schnabel: ’Aktion Paintings. 1985-2017’. ARoS. Løber indtil 3. marts 2019.

Julian Schnabel var på toppen af sin malerkarriere i 1980’erne, da han blev udråbt til symbolet på alt, hvad der var galt med datidens flamboyante kunstscene. Siden har han lavet en række spillefilm, der skiller sig ud ved at være mere impressionistiske i deres audiovisuelle udtryk, end de er traditionelt fremadskridende og fortællende.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Kresten Finnemann Juhl

Hvor befriende - som her - med et åbent sind og syn på kunst.
Hvad kunst er? Det ved jeg ikke, men jeg nyder det, når jeg oplever det!
Jeg glæder mig til at se udstillingen!

Klaus Rød Frederiksen

Det er sjældent man møder landskabsstore malerier, der ikke vil andet end være den væg man må sætte sætte sin egen (kunst)forståelse i spil på.
Man aner gælden til Warhols ligeledes afvisende værker.
Det er en god for en gangs skyld ikke pleasende udstilling og fem hatte til Laugesen ... fyldt med regn.