Læsetid: 4 min.

Der er mange måder at klæde sig af på

Indiedivaen St. Vincent og mormonægteparret Low går uvante veje på deres nye udgivelser. Kendetegnende for dem begge er afskeden fra deres vante udtryk. St. Vincent ved at gå godt gammeldags unplugged – Low ved at smadre deres indspilninger i en fortælling om et desintegreret jeg eller USA
Trioen Low fra Duluth, Minnesota har gennem karrieren leget en del med deres slowcore-lyd, men på ’Double Negative’ stikker det af.

Trioen Low fra Duluth, Minnesota har gennem karrieren leget en del med deres slowcore-lyd, men på ’Double Negative’ stikker det af.

Paul Husband

30. november 2018

Unplugged kaldte MTV sin serie af TV-shows med musikere, der for en stund slap deres elektrisk forstærkede instrumenter til fordel for at spille rent akustisk. Shows, der fra 1989 og frem gav en fornemmelse af at komme tættere på kunstnerne, idet man hørte dem i en mere udsat position, ja, nærmest i en skarpere optik, hvor de ikke længere kunne gemme sig bag elektriske forstærkninger og slørede forvrængninger. Mest markant måske med optagelsen af de normalt så tonstunge grungemestre Nirvana.

Men der er mange måder at klæde sig selv af på, at blotte sin musikalske identitet på.

Man kan for eksempel også vælge at pille sit vante udtryk fra hinanden ved at strække, krølle, forkrøble det i efterbehandlingen i studiet – se, hvilke former der viser sig, når delene bliver undersøgt i nye klanglige optikker. Og det gør den til stadighed underfulde trio Low helt overvældende på deres nye album Double Negative.

»Before it falls into total disarray
You’ll have to learn to live a different way
Too late to look back on apocryphal verse,« synges der i kor af mormonægteparret Mimi Parker (også trommer) og Alan Sparhawk (også elguitar) ledsaget af bassisten Steve Garrington.

Det er to stemmer, der på nu 12 studiealbummer har fundet sammen om skærende smukke indiesalmer om sjælens mere forrevne tilstande. Parkers stemme mere serafisk, som en form for luftig drone, men også en klippe i sangene. Sparhawks stemme mere anstrengt, spydig, desperat.

A la Det Gamle Testamente

Trioen fra Duluth, Minnesota har gennem karrieren leget en del med deres slowcore-lyd, men på Double Negative stikker det af.

I samarbejde med produceren BJ Burton knuses stemmer i forvrængede toneskyer eller under krampeakkorder, der flår højtalerenhederne i laser. Der er glitches og kortslutninger, støjbetændelse a la My Bloody Valentine og gabende sår a la Det Gamle Testamente. Det er spartansk og flamboyant, mægtig og afmægtig musik og tekst – både i form og indhold en kraftfuld fortælling om desintegration.

»Leave my weary bones
And fly

Alan Sparhawk har selv sagt, at albummet er en reaktion på Trump, og at titlen Double Negative refererer til præsidentens trækken i land efter topmødet med Putin i juli i år, hvor han kom i stærk modvind for at have sagt, at han ikke så nogen grund til, at Rusland skulle have interveneret i det amerikanske valg i 2016. En udtalelse, han omstødte sådan her:

»Sætningen skulle have været: ’Jeg ser ikke nogen grund til, hvorfor det ikke skulle have været Rusland’. En slags dobbelt negativ.«

Kompromisløs ekspansion af trioformatet

Men pladen kan også høres som en undersøgelse af identitet og som en kompromisløs ekspansion af, hvordan følelser og ideer formidles i rocktrioformatet.

»You can
Forgive
Them, them
You grin
For
Them all
Even when you won’t

Ægteparret Parker og Sparhawks stemmer er pressede som aldrig før. Udsat for teknologisk metaforisk behandling. De kan kæmpe under dyner af lyd, gurgle svovl og sten, rystende og hakkende, afsporede. Men de kan også pludselig løfte sig som brutale, sårede engle.

»It’s not the end, it’s just the end of hope

Double Negative kan nydes som en nærmest katastrofisk afdækning af jeget som en dundersmuk tordensky af selvmodsigelser, en serie af uforenelige vejrlig, som de fleste af os kun akkurat er civiliserede nok til at holde sammen på. Eller som et dokument over en politisk afmagt. En nærdødsoplevelse. En healing. Eller noget helt femte. Uanset hvad er det mesterligt.

St. Vincent unplugged

Den amerikanske indieva St. Vincent er derimod gået godt gammeldags unplugged til værks på sit sjette album MassEducation – en akustisk solofortolkning af 12 af de 13 numre på MASSEDUCTION fra sidste år.

Strategien var enkel: Anne Erin Clark alias St. Vincent og pianisten Thomas Bartlett mødtes, og hun satte sig på sofaen med en mikrofon, han ved flygelet. I gang.

I nogle tilfælde resulterer det i mindre ombygninger, andre gange er det hele garderober af glitter og beats og elguitar, modernistisk forvirringskunst, der bliver revet af sangene. Således er »Masseduction« et krampet maskinelt udstyrsstykke i originalen, mens den bliver en intim, men desværre også en karismaløst udynamisk sag her på MassEducation.

Nogle sange virker simpelthen ikke færdigbagte, når de er klædt af til skindet.

Men sange som »Los Ageless« og »New York« fungerer brillant som klaversange for flamberede hjerter. Og så er der den forrygende nye udgave af »Savior«, der får sig et helt nyt liv befriet fra den stramme funk og strygersovs, ja, synes at gøre sig fri af det jordiske og for alvor folde sig ud.

Og teksten er også blevet nedklippet og modificeret til noget mere intimt.

I originalen lyder det med formummet talte ord:

»They call me a strange girl
And they speak to me in bruises
»Please.«
I got ’em tryin’ to save the world

Nu siges dette:

»You call me a strange girl
You’re inspecting my bruises
I got them trying to save the world

Nyhed gennem kontrolafgivelse

Man kan gemme sig bag teknik og konventioner også på en unplugged plade. Og selvom Vincent og hendes krop, stemmens knæk og forhindringer, fremstår langt mere sårbart her end i de stærkt forsirede, næsten distanceblændende produktioner på hendes seneste plader, så fremstår hun stadig her som en kunstner i fuld kontrol over sit følelsesregisters store udsving. Rørende, når hun synger:

»How can anybody have you and lose you
And not lose their mind too?«.

Langt mindre rørende i sin emotionalitet i andre sange, det bemærker man pludselig i de spartanske genfortolkninger.

Dog er kontrollen blevet udfordret en kende i denne ombæring. St. Vincent og Thomas Bartlett indspillede nemlig – uden forberedelse – to eller tre takes af hver sang og valgte derefter den bedste indspilning. Skud fra hoften.

Så er der meget mere viderebearbejdelse hos Low, der bruger deres indspilninger som maling på voldsomme lærreder.

Men begge albummer blotter gennem kontrolafgivelse noget nyt hos kunstnerne.

Low: ’Double Negative’ (Sub Pop Records/Playground). 

St. Vincent: ’MassEducation’ (Loma Vista Recordings/Caroline International)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu