Læsetid: 4 min.

Måske er det sådan her, at afroamerikansk politisk populærmusik støder på grund?

Det er den politisk korrekte velvilje, der trækker tænderne ud af Anderson .Paak – men det er også den, der gør, at han formår at vinde lytterens sympati
Oxnard tilbyder 3D-widescreen-musikalitet af den både håndspillede og programmerede variant.

Oxnard tilbyder 3D-widescreen-musikalitet af den både håndspillede og programmerede variant.

Warner Music

27. november 2018

Den californiske rapper Anderson .Paak vil tale med os om en verden i ubalance – så meget i ubalance, at han føler sig nødsaget til at selvmedicinere: »Pop-pop-pop goes the shooter/ Reform, reform shoulda came sooner/ And so I smoke, drink, just to cope with the pain,« rapper han på sit nye album Oxnard.

Det er en ordhandling, der ikke bare er enetalende rap, men også kan opfattes som en samtale med lytterne om, hvordan vi hver især dealer med død, politisk vanvid og socioøkonomisk pres.

Det er åbenheden, der kendetegner den 32-årige amerikaners tredje album – opkaldt efter fødebyen Oxnard – og musikken er meget passende en organisk imødekommende, venlig wellness. Kom trygt nærmere, lover den, vi skal nok finde et fælles fodslag uden at slå os på hinanden.

Oxnard tilbyder 3D-widescreen-musikalitet af den både håndspillede og programmerede variant. Sangenes klangrum emmer af uregerligt liv og kollektiv indsats. G-funkede grooves, soul-svangre kor, masser af håndspillede instrumenter (endda tværfløjte!), rige harmoniske lag. Det er et varmende og charmerende album, der endda nyder godt af produktioner fra G-funk-opfinderen og mesterproduceren Dr. Dre.

Det er musik i klar kontrast til den aktuelle, unge generation af mumblecore- og SoundCloud-rappere, der holder sig fra komplicerede vers og rim og sjældent bevæger sig ud over todimensionelt forenklede produktioner. »I need to dumb it down for this hip hop scene,« lyder .Paaks – noget hovne – hilsen til dem.

Væk fra det internaliserede had

Oxnard er så heller ikke åbne arme og easy listening, hvis man er Trump-fan. »Dear mr. President it’s evident, that you don’t give a damn,« lyder det på det centrale nummer »6 Summers«. Splittelsen i USA får således lov til at trække en linje i sandet på Oxnard. Mellem dem, der er for og imod den siddende præsident.

Her er også mindelser om andre politisk opvakte afroamerikanske musikere, der både angriber den herskende orden og besynger frigørelsen fra virkelighedens og historiens lænker.

Der er mindelser om Pulitzerpris-vindende Kendrick Lamars forrige album To Pimp a Butterfly fra 2015, der tekstligt bevægede sig fra personlig selvdestruktion og internaliseret had til opvakt kærlighed og udadrettet indignation. Ligesom man også kan pege tilbage på Sly & The Family Stones There’s a Riot Goin’ On fra 1971, hvor jeget vender sig mod overmagten og – måske – vinder. »Oh, bullets start chasin’/ I begin to stop/ We begin to tussle/ I was on the top.«

Og med reference til Gil Scott-Heron og den amerikanske 60’er-modkultur rapper .Paak: » The revolution will not be televised/ But it will be streamed live/ In 1080p on your pea-brain head in the face ass mobile device.« Og han opfordrer til at kaste slaveriets tyngde og materialismens guldfeber af sig: »Take chains off, take rings off/ Bracelets and things, big aches and pains.«

Warner Music

Skib lastet med rigtige meninger

Men selv om vores hovedperson ikke er bange for at tone politisk rent flag, så er Oxnard hverken musikalsk/æstetisk eller politisk/tekstligt et oprør. Og .Paak er ikke en revolutionerende performer og formidler.

I stedet tilbyder han os en jordnær og virkelighedsbaseret hiphop, der i og med sin dobbelthed taler fra et basalt menneskeligt perspektiv, hvor praktik og moral sjældent arbejder sammen.

Således rapper .Paak om de sociale nødvendigheder af reform, mens han blærer sig med sin Rolls Royce. Han vil befri sit sind, men er stadig fanget i gadens og succesens tyngdefelt. Og han forsøger minsandten også at opdatere hippiernes ’Make love, not war’: »We need more peace and less lone gunners/ Put down your heat and smoke marijuanas.«

Der er dog uimodsigelige perler som duetten med Kendrick Lamar, »Tints«, der er så ubesværet forførende, at man helt automatisk sænker paraderne. Der er »Who R U« og »Left To Right«, der pirrer kroppen i uføre med trækøller og anden trolddom. Der er »Smile/Petty«, et højt belagt stykke med 70’er-soul. Den Dr. Dre-producerede »Mansa Musa« er en sæk fuld af elektroniske lopper. Og den politisk armerede »6 Summers« har nærmest karakter af en brandtale kun spartansk møbleret med tilråb og rytmisk agitation.

Hvilket fører os tilbage til den amerikanske politiske virkelighed, som Anderson .Paak føler et – erklæret – ansvar for at formidle. Oxnard er et sympatisk og velsmurt album, men også ganske statisk i al sin velmenende politik. Trods de til tider offensive ord og den tit komplekst livsalige soul-G-funk ryster Oxnard ikke vores kraniekasser med sine rim – og vi stimuleres ikke til civil ulydighed af den musikalske lingo.

Og splittelsen i USA bliver heller ikke ligefrem helet af Anderson .Paak.

Måske er det sådan her, afroamerikansk politisk populærmusik støder på grund? I et skib lastet med de rigtige meninger, som hverken frastøder eller animerer målgruppen?

Anderson .Paak: ’Oxnard’ (Aftermath/12 Tone Music/Warner)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu